Dragsteds læseliste – rangeret fra bedst til værst (nogenlunde)

Nå, tilbage på sporet: Læser man tilpas mange bøger i en lind, kontinuerlig strøm, begynder det efterhånden også at føles, som om man kan gennemskue den litterære matrix – også selvom det helt sikkert ikke er tilfældet.

Noget af det tilfredsstillende ved litteraturen er vel netop uforudsigeligheden; at man aldrig ved, hvordan ordene denne gang bliver sat sammen, og at der generelt ikke skal tages hensyn til produktionsbudgetter og andre kedelige praktiske begrænsninger, som bøgernes filmatiseringer så ofte plages af. Bevares, Denis Villeneuves to Dune-film er da flotte nok, men de indfanger på ingen måde protagonisten Paul Atreides’ tidsrejsende og bevidsthedsudvidende syretrip i bogforlægget.

Jeg tør imidlertid godt lægge hovedet på blokken og komme med en måske-provokerende påstand: Det bliver ofte for navnepillende, for enslydende og for fantasiforladt i Danmark. Ja, og for indspist: Læser man de ofte lange taksigelser bagerst i bøgerne, bemærker man også, at forfatterne ustandseligt takker hinanden på kryds og tværs. Forfatterne læser troligt hinandens værker, men formår åbenbart sjældent at sige stop i tide; alt for mange føler sig derfor i stand til at spinde litteratur på trivielle personlige erfaringer, hvormed ligegyldige hverdagsoplevelser bliver eksotiseret ud i det ekstreme.

Måske er man ved en fredagsbar på Forfatterskolen eller hos Gyldendal i fællesskab kommet til at nikke lidt for entusiastisk til, at det da er drønspændende at fortælle om forfatterens jævne provinsungdom eller skriveproces; måske er man i fuldskab kommet til at tro, at det er det nemmeste i verden at kopiere Karl Ove Knausgård. Så her er et tip: Det er da meget nemmere at skrive et flere tusinde ord langt og selvsmagende essay om, hvor dygtig man er til at læse.

Dermed ikke sagt, at der ikke findes danske lyspunkter. Slet ikke: Christina Hagen blæste mig fx bagover med Pow Pow Pow, alt imens Liv Duvås socialrealistiske Ned fra himlen er noget af det bedste, jeg længe har læst på dansk. Det samme er Solvej Balles blændende Om udregning af rumfang-serie, ligesom jeg var slemt glad for Kirsten Thorups familiefokuserede nazithriller Indtil vanvid, indtil døden og ikke mindst Mathilde Walter Clarks misundelsesværdigt gode mink-tour de force Det blinde øje.

Litterære bivirkninger

Hvilket bringer mig videre til næste pointe: Læs for guds skyld også klassikere og velrenommeret verdenslitteratur. Kom lidt væk fra andedammen, og und dig selv en ordentlig paletrenser, som kan sætte de danske værker lidt i kontrast og give dig en tiltrængt åndelig vitaminindsprøjtning, så du for alvor kan se, når der kommer noget godt på modersmålet.

Mens det under coronatiden var Marcel Prousts uendeligt digre og nok også lidt overvurderede På sporet af den tabte tid, der stjal min opmærksomhed, og mens sidste år bl.a. blev brugt på den eksistentialistiske Nietzsche/Kierkegaard-1-2-punch Således talte Zarathustra og Sygdommen til døden, fik jeg i år bl.a. afkrydset Thomas Manns Doktor Faustus og Annie Ernaux’ Årene på min imaginære liste over bøger, jeg skal nå at have læst før… ja, før jeg ikke kan læse længere.

Har du fulgt med indtil nu, vil du selvfølgelig her bemærke en åbenlys inkongruens. For sagde jeg ikke i et tidligere afsnit, at jeg ikke har nogen læseliste fyldt med dårlig samvittighed? Jo, altså, det har jeg heller ikke. Snarere har jeg den pinlige vished om min egen mortalitet rungende et sted i baghovedet, som tvinger mig til at tænke på alle de værker, jeg aldrig når at stifte bekendtskab med; alle de bøger, som er dømt til at blive på bogreolen for stedse.

Selv hvis jeg formår at læse 100 bøger årligt resten af livet, vil det samlede antal bøger, jeg nogensinde når at læse, med al sandsynlighed stadig kun være fire-cifret. Ifølge Danmarks Statistik udkom der alene i 2023 langt over 10.000 bøger herhjemme. Kort sagt vil den allerflittigste og mest belæste bogorm i verdenshistorien stadig kun kunne nå at stifte bekendtskab med en sølle brøkdel af al den litteratur, vi mennesker evindeligt skaber. Det er altså et utaknemmeligt tungt spil for galleriet at skulle påstå, at man er med på alle de litterære noder.

Så hvad er det overhovedet, jeg forsøger at sige med den her tekst? Spilder jeg bare al den tid, vi kunne have brugt på at læse Dostojevskij sammen (her kan det anbefales at begynde med Idioten)? Eller ved at påstå, at jeg har knækket koden til noget så trivielt som at læse?

Her er vi pludselig inde og røre ved et ømt punkt. Ikke hvad angår mortaliteten, den er jo, hvad den er. Nej, snarere hvad angår det forhold, at tiden uundgåeligt vil sætte en tung grænse for, hvor længe vi kan lade os opsluge og underholde.

Men så igen: Hvad er det, vi overhovedet vil have ud af læsningen? I en såkaldt “specialrapport” fra 2021 med den æggende titel “Pejlemærker i aktuel forskning om læsning” forsøger tidligere nævnte Bogpanelet – og rapportens forfatter, lektor Jimmi Michelsen – at opridse noget af alt det, vi ved om dens fordele og faldgruber. I en bulletpoint nævnes det, at begrundelserne for at læse skønlitteratur bl.a. er “at opnå oplevelse, selvindsigt, demokrati, narrative kompetencer, helbredelse, fordybelse, underholdning og engagement.” Hvilket alligevel er en sjat. Andetsteds i rapporten står der dog interessant nok det her:

“Der er eksempelvis oplagt brug for mere viden om læsning som rekreativt og underholdende fænomen. Netop spørgsmålet om litteraturen som underholdning har ikke været i forskningens fokus, måske fordi netop underholdsdimensionen er gledet i baggrunden til fordel for diskussioner om læsningens dannelseseffekt.”

Underholdning er kort sagt ikke det, som kommer i første række, når litteraturen skal under mikroskopet. Heller ikke selvom det virker som en oplagt grund til at hive en bog ned fra reolen – at det faktisk er sjovt at læse den. I den forstand er der heller ikke meget at sige til, at læselysten skrider for så mange. Vores forhold til læsningen truer jo med at blive så uendeligt instrumentaliseret, at vi snarere ser den som åndelig broccolispisning end et slaraffenland af narrativer, der får os til at glemme tid og sted.

Læsekuren

Når jeg blev syg som barn, ville min mor sommetider knuse en panodilpille, blande den med flormelis og tilsætte lidt vand til pulvermiksturen på en spiseske, så jeg nemmere ville sluge det smertestillende middel uden at brokke mig – og så den kemiske bismag af medicin kun kortvarigt var at finde i ganen. Nogenlunde sådan lader meget litteraturformidling i dag til at være endt: som en nedbrudt snydepille, der ikke rigtigt kan finde ud af, om den helst vil kurere alverdens samfundsonder, eller om den hellere vil virke nogenlunde spiselig for dem, der for længst har forkastet bøgerne til fordel for sødere og mere tvivlsomme kalorier.

Vil man pinedød gøre litteraturen til en pillekur, til et letlæseligt moralsk imperativ, mangler der ellers ikke argumenter for dens umiddelbare gevinster. Som Bogpanelet også opridser, viser forskningen, at læsning af skønlitteratur fremmer kognitionen, fantasien og ikke mindst empatien. Ligesom den amerikanske filosof Martha C. Nussbaum (og så kom der alligevel lidt læsefilosofi på banen) har fremhævet, hvordan folks læsning er afgørende for demokratiet, da den er med til at skabe kritisk tænkende og medfølende borgere.

En af fordelene ved at læse litteratur er simpelthen, at man bliver bedre til at sætte sig i andres sted, hvilket er en klar gevinst for den fredelige demokratiske debat. I øvrigt er det også grunden til, at man på visse medicinuddannelser tilbyder kurser i såkaldt narrativ medicin, hvor man bl.a. studerer skønlitterære tekster – simpelthen fordi læger, der læser, også har det med at blive til læger, der lytter empatisk til deres patienter.

Selvom det da er dejligt, at læsningen angiveligt gør mig til en bedre samfundsborger, er det dog ikke noget, jeg har tænkt over i løbet af mit “magiske” læseår. Hvorfor skulle jeg? Selv ved jeg da godt, hvad jeg får ud af at pløje mig igennem en masse bøger: nemlig at det først og fremmest er sjovt.

Og her på falderebet – fordi det nok kommer til at nage mig, hvis ikke jeg får det sagt: Selvfølgelig er der også noget vulgært i at gøre læsemængden til et mål i sig selv. Det kan da være komplet ligegyldigt, om man får læst to, 10 eller 100 bøger i 2025, så længe man selv er tilfreds med sin kadence og heller ikke snyder sig selv for alle de mulige litterære oplevelser og indsigter, som techgiganter kun kan drømme om at reproducere med deres endeløse feeds af forargelse og selvhad.

I fodboldens verden ser man sommetider, at en ellers fuldstændig gennemsnitlig spiller ud af det blå forvandler sig til en lysende stjerne – for blot at falme igen i den efterfølgende sæson. Selv tænker jeg fx meget på dengang, engelske Jesse Lingard pludselig bankede kasser ind for London-klubben West Ham i Premier League i 2021. Sæsonen efter var han tilbage i barndomsklubben Manchester United, hvor en normaltilstand af måltørke atter indfandt sig. I dag er han forsvundet helt ud i glemslen. Eller rettere: han har parkeret karrieren ved FC Seoul i Sydkorea.

Er jeg så bare en læsningens Jesse Lingard? Var 2024 en anomali, som snart vil blive glemt med en fornyet modvilje over for den bog, jeg har liggende på natbordet? Udgiver Jonas Eika en ny roman, som atter vil drille mig? Vil min tid i stedet blive opslugt af ligegyldige kampe i K League 1, som jeg af en eller anden grund føler mig draget til at se? Og betyder det overhovedet noget, at jeg har læst alle de bøger? Som i enhver god fortælling vil jeg lade slutningen være åben. Dog kan vi sammen lave en hurtig udregning:

Hvis du har læst hele serien her, har det med en gennemsnitlig læsetid på 300 ord i minuttet taget dig omkring en halv time. Hvilket, kan jeg røbe, er en hel del kortere tid, end det har taget at skrive den. Ja, faktisk virker selve den diskrepans absurd – ligesom den efterlader mig med så meget desto større taknemmelighed for alle de forfattere, som har brugt store dele af deres liv på at formgive en fortælling, som i realiteten kan overstås på en håndfuld timer. Fortællinger, som end ikke altid får den opmærksomhed, de fortjener, og som risikerer at drukne i det uendelige hav af ord, vi omgiver os med alle steder, hele tiden.

Skulle du få lyst til at give dig i kast med det, jeg vil betegne som den største læseoplevelse, jeg havde i 2024 – En fortælling om blindhed af José Saramago (lån den på biblioteket) – vil det med den samme læsehastighed i øvrigt tage 8-10 timer at blive færdig med den. Jeg kan dårligt forestille mig nogen bedre eller mere klarsynet investering. /David Dragsted

Et år med magisk læsning – hele listen:

1. José Saramago – En fortælling om blindhed
2. Karl Ove Knausgård – Nattskolen
3. Agota Kristof – Det store stilehæfte
4. Liv Duvå – Ned fra himlen
5. Solvej Balle – Om udregning af rumfang II
6. Oliver Lovrenski – Da vi var yngre
7. Karl Ove Knausgård – Det tredje rige
8. Mathilde Walter Clark – Det blinde øje
9. Anne Carson – Albertine-øvelsen
10. José Saramago – The Cave
11. Solvej Balle – Om udregning af rumfang III
12. Solvej Balle – Om udregning af rumfang IV
13. Christina Hagen – Pow Pow Pow
14. Nele Pollatschek – Små problemer
15. Annie Ernaux – Årene
16. José Saramago – The History of the Siege of Lisbon
17. Solvej Balle – Om udregning af rumfang V
18. José Saramago – Alle navnene
19. Virginie Despentes – Vernon Subutex 1
20. Margaret Atwood – Tjenerindens fortælling
21. Virginie Despentes – Vernon Subutex 2
22. Peter Adolphsen – Rynkekneppesygen
23. Thomas Mann – Doktor Faustus
24. Agota Kristof – Beviset
25. Agota Kristof – Den tredje løgn
26. José Saramago – Det år Ricardo Reis døde
27. Joanna Rubin Dranger – Ihågkom oss till liv
28. Olga Tokarczuk – Kør din plov over de dødes knogler
29. Katrine Marie Guldager – Endnu en dag i Guds skaberværk
30. Matias Faldbakken – Stakkel
31. Emi Yagi – Dagbog fra et tomrum
32. Claire Keegan – Den slags små ting
33. Han Kang – Vegetaren
34. Dimitris Sotakis – Dubleanten
35. Virginie Despentes – Vernon Subutex 3
36. Michel Houellebecq – Kortet og landskabet
37. Niels Frederik Dahl – Fars ryg
38. Kirsten Thorup – Indtil vanvid, indtil døden
39. Kristian Bang Foss – Manden der bar solen
40. Rakel Haslund-Gjerrild – Adam i Paradis
41. Tove Ditlevsen – Barndommens gade
42. Are Kalvø – Hyttebog fra helvede
43. Franz Kafka – Efterladte fortællinger
44. George Orwell – Animal Farm
45. Rasmus Christian Elling – Irans moderne historie
46. Mary Shelley – Frankenstein
47. Asta Olivia Nordenhof – Penge på lommen
48. Per Olov Enquist – Den forstødte engel
49. Maren Uthaug – 11%
50. Liv Duvå – Rosenreglen
51. Jonas Eika Rasmussen – Lageret, Huset, Marie
52. Silvia Federici – Caliban and the Witch
53. Lorraine Daston – Against Nature
54. Virginie Despentes – Kære fuckhoved
55. Siri Ranva Hjelm Jacobsen – Dafnesyndromet
56. Viggo Bjerring – Verdenshjertet
57. Morten Pape – I ruiner
58. Rasmus Hage Dalland – Jordbundet
59. Søren Kierkegaard – Philosophiske Smuler
60. Johannes Sløk – Livets elendighed
61. Kristian Bang Foss – Døden kører Audi
62. Alexander Rich Henningsen – Mother Earth
63. Stine Pilgaard – Meter i sekundet
64. Marina Garcés – Ny radikal oplysning
65. Steven Erikson – Gardens of the Moon
66. Amalie Smith – Thread Ripper
67. Stephen Fry – Mythos
68. Kaspar Colling Nielsen – Frelseren fra Hvidovre
69. Kirsten Hammann – Georg-komplekset
70. Mohsin Hamid – The Last White Man
71. Helle Helle – Hafni fortæller
72. Kaspar Colling Nielsen – Mount København
73. Elle Reeve – Black Pill
74. Kaspar Colling Nielsen – Dengang dinosaurerne var små
75. Sid Lowe – Kærlighed og had i La Liga
76. Asker Hedegaard Boye – Om fodbold
77. Mariana Mazzucato og Rosie Collington – The Big Con
78. Sara Ahmed – Killjoy-manifest
79. Olga Ravn – Mit arbejde
80. Aske Munck – OH LA LA: hvorfor er de så franske i Frankrig?
81. Niels Krause-Kjær – Mørkeland
82. Asta Olivia Nordenhof – Djævlebogen
83. Jamaica Kincaid – Selvbiografien om min mor
84. Anna Juul – Superskurk
85. Linea Maja Ernst – Kun til navlen
86. Eva Ravnbøl – Gud er italiener
87. Hassan Preisler – Brun mands byrde
88. Niels Krause-Kjær – Fandens forår
89. Kaspar Colling Nielsen – Den danske borgerkrig 2018-2024
90. Niels Krause-Kjær – Nedsmeltning
91. Sara Stridsberg – Drømmefakultetet
92. Harald Voetmann – Parasitbreve
93. Max Porter – Sorg er et væsen med fjer
94. Niels Krause-Kjær – Kongekabale
95. William Gibson – Neuromantiker
96. Malte Tellerup – Vi er mestrene
97. Rune Lykkeberg – Det er punk at være positiv
98. Kara Swisher – Burn Book
99. Line Knutzon – Camille Clouds brevkasse
100. Kristina Nya Glaffey – To the modern man
101. Yoko Tawada – En isbjørns erindringer
102. Kaspar Colling Nielsen – Det europæiske forår
103. Sy Montgomery – En blækspruttes sjæl
104. Jonas Eika – Åben himmel

Artiklen her er en del af en Føljeton-serie om læselyst.

Første afsnit: Et år med magisk læsning.
Andet afsnit: Gør scroll-tid til læsetid.
Tredje afsnit: Den eneste bog, jeg på intet tidspunkt har nydt.
Fjerde afsnit: Dragsteds læseliste – rangeret fra bedst til værst (nogenlunde)