Daddy Donald

Ærbødigheden er betingelsesløs. Det bliver tæt på umuligt nogensinde at overtrumfe Natos generalsekretær Mark Rutte i disciplinen underdanig fedterøveri. Da han under topmødet i Haag tiltalte USA’s præsident som ‘Daddy’, skrev Nederlandenes tidligere premierminister sig ind i historiebøgerne som den ultimative tronslikker.

En anden mulig forklaring er mere mørk, fetichistisk og psykoanalytisk. Så lad os begynde med den trods alt mere diplomatiske udlægning.

På papiret fik Donald Trump langt mere, end han overhovedet havde kunnet fantasere om, da han holdt hof for de andre stats- og regeringschefer fra Nato-landene. Trump lod sig krone i Europa, og Natos generalsekretær havde på forhånd sørget for – som optakt til den bizarre Daddy-seance – at sende en beundrende besked, der fik Trump til at forpligte sig til Nato:

“Donald, du har bragt os frem til et virkelig, virkelig vigtigt øjeblik – for Amerika, for Europa og for verden. Du er ved at opnå noget, som INGEN amerikansk præsident i årtier har kunnet gennemføre. Europa kommer til at betale på STOR stil – som de bør – og det bliver din sejr.”

USA’s præsident har tvunget en uhyre simpel idé igennem: Fem for fem. Som en slags papfigur-logisk leg med tal har han krævet, at medlemslandene fremover skal bruge fem procent af deres årlige velstand, målt i bruttonationalproduktet, for fortsat at være beskyttet af paragraf fem, den såkaldte musketered. Fem for fem.

Helt afkoblet enhver form for militærfaglig kalkule eller samfundsøkonomisk analyse har Trump stirret sig blind på tallet fem. For når der står i Natos artikel fem, også kendt som musketer-eden, at “parterne er enige om, at et væbnet angreb mod én eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle”, ja, så er det da oplagt, at forsvarsbudgetterne skal op på netop dette helt arbitrære tal, fem procent af BNP, ikke?

Bamsefar vil have fem, og så får han det. Den mægtigste mand bestemmer.

Europæisk forløsning

De europæiske stats- og regeringschefers trang til at efterleve Donald Trumps vilkårlige våbenspil kan imidlertid også afsløre nogle dybere forstyrrelser end blot underkastelse til militærmagten.

Mark Ruttes titulering af præsidenten som Daddy kan siges at afsløre et begær efter at lade sig beskytte af et dominerende Amerika og ikke mindst af manden, der blev berømt for at sige: “When you’re a star, they let you do it. You can do anything – grab ’em by the pussy.”

At kalde Donald for Daddy er mere end blot et kækt og frækt kælenavn – det er et ladet symbol, der afspejler en europæisk længsel efter styrke, tryghed, autoritet og anerkendelse. Et behov for at blive passet på som den lille. Psykoanalytikere ville måske sige, at underkastelse ikke bare er passivitet, men en aktiv relation, hvor man dyrker og bliver opstemt af asymmetrien.

Den, der siger Daddy, tilbyder sig selv som sårbar og tilgængelig. Og giver dermed også – i dette tilfælde Donald Trump – mulighed for at forbinde sin voldsomhed med en vis form for omsorg eller i hvert fald et kort øjeblik af opmærksomhed.

Da Mark Rutte på pressemødet blev spurgt, om det at kalde Trump for Daddy ikke fik ham selv til at se svag ud, svarede han som én, der er aktivt bevidst og helt med på den erotiske magtleg:

“Nej! Han er en god ven. Og jeg tror, at det er et spørgsmål om smag.” Og videre: “Jeg kender ham godt. Synes du ikke, han fortjener noget ros? For at få landene til at bruge mere end to procent? For sin indsats i Iran? Tror I virkelig, at vi havde nået det her mål, hvis ikke Donald Trump var blevet valgt som præsident?”

Efter at Trump havde spurgt sit eget entourage om de ikke kunne hyre Mark Rutte, sagde præsidenten direkte henvendt til generalsekretæren og med en stemme af velbehag:

“Du ved lige, hvordan du skal håndtere mig.”

Pointen er imidlertid, at det ikke kun er Trump, der er blevet tilfredsstillet, men i allerhøjeste grad også Europa, hvor det rundt om i de gamle hovedstæder har skabt langstrakt forløsning, at USA nu alligevel ikke vil trække sig ud af kontinentet, men bliver ved med at pumpe våben ind.

Særtilfældet Sánchez

De fleste europæiske ledere, inkl. Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S), har bøjet sig, uanset om det så primært er på grund af realpolitisk pragmatisme eller en trang til faderlig beskyttelse. Undtagen én: Spaniens socialdemokratiske statsminister Pedro Sánchez er det eneste, ensomme og heroiske særtilfælde. Han har ikke ladet sig kue.

Pedro Sánchez insisterer stilfærdigt på, at Spanien godt vil kunne indfri Natos styrkemål ved blot at bruge 2,1 procent af bruttonationalproduktet på forsvar. Han forholder sig helt afbalanceret til, hvad problemet er – og anerkender behovet for, at de europæiske lande skal blive bedre til at styrke og koordinere det fælles forsvar. Men samtidig og altså påfaldende enestående forholder han sig også til en rimelig løsning.

Frem for blot at acceptere, at Spanien skal omstilles til en krigsøkonomi – hvor der reelt vil blive indført en form for finansiel undtagelsestilstand, hvor andre hensyn til offentlige velfærdsopgaver, såsom sundhed og uddannelse, før eller siden må vige for krudt og kugler – har Pedro Sánchez valgt at stå fast på sine politiske principper. Held uden hverken fedterøveri eller Wiederholungszwang.

Til sammenligning står Danmarks statsminister Mette Frederiksen loyalt sammen med resten af holdet af rygklappere, karriereryttere og javel-hatte. Hun lød ligefrem begejstret, da hun udbrød om det foranstående oprustningskapløb: “Vi skal producere 24 timer i døgnet, 365 dage om året.”

Helt rituelt raser Donald Trump nu mod Pedro Sánchez og truer med handelskrig og alverdens ondskab. Fordi den spanske statsminister hverken har villet lade sig kue af vold og magt eller har haft trang til at iscenesætte sig selv som lille, dominerende og beundrende. Men 53-årige Pedro Sánchez Pérez-Castejón fra Partido Socialista Obrero Español er afvigelsen: Resten af Europa har kapituleret til Daddy Donald. /Lars Trier Mogensen