Jure Makovec/AFP/Ritzau Scanpix
USA’s præsident er en latterlig præsident, og hans regering er en latterlig regering. For to dage siden udsendte det amerikanske udenrigsministerium en pressemeddelelse om, at USA nu indfører sanktioner – ikke imod en stat eller en virksomhed, men imod Francesca Albanese, FN’s uafhængige specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder.
Pressemeddelelsen, der er signeret Trumps ryggesløse udenrigsminister Marco Rubio, er ét langt smædeskrift, næsten som en fatwa, man kunne forestille sig, at en iransk ayatollah ville udstede. “USA har gentagne gange fordømt og protesteret mod Albaneses forudindtagede og ondsindede aktiviteter, som længe har gjort hende uegnet til jobbet som Specialrapportør. Albanese har udspyet skamløs antisemitisme, udtrykt støtte til terror og åbenlys foragt for USA, Israel og Vesten. Denne bias har været tydelig gennem hele hendes karriere, herunder da hun anbefalede, at ICC uden et legitimt grundlag skulle udstede arrestordrer på den israelske premierminister Benjamin Netanyahu og tidligere forsvarsminister Yoav Gallant.”
Francesca Albanese har hverken udspyet skamløs antisemitisme eller udtrykt støtte til terror. Den 48-årige italienske menneskerettighedsekspert er naturligvis ikke jødehader, men hun har det stramt med den straffrihed, som Israel nyder og har nydt i mange år. Krigsforbrydelser, etnisk udrensning, folkemord; den konsekvente ligegyldighed over for international lov og ret, som Israel slipper af sted med, fordi USA altid holder hånden over landet.
Albaneses brøde? Hun udsendte i sidste uge rapporten ‘From economy of occupation to economy of genocide‘, hvor hun har flyttet fokus fra Israels krigsforbrydelser til de internationale virksomheder, som på den ene eller den anden måde lukrerer økonomisk på Israels besættelse af og krig mod Gaza. Det er en perlerække af virksomheder, her er nogle af dem: Lockheed Martin, IBM, Microsoft, Alphabet, Amazon, Palantir, Chevron, BP, Airbnb, Booking.com, Hyundai, Volvo, Caterpillar, Barclays og, ja, Maersk.
“I de forgangne 21 måneder, mens Israels folkemord har ødelagt palæstinensiske liv og landskaber, er Tel Aviv børs vokset 213 pct., den har haft en markedsgevinst på 225,7 mia. dollars – herunder 67,8 mia. dollars alene i den seneste måned. For nogle er folkemord profitabelt,” udtalte Albanese. Det gør åbenbart ondt, at nogen siger det højt, så alle kan høre det. Så ondt at Albanese opfattes som en trussel. I rapporten står der også, at det medansvar (complicity), som dokumenteres, bare er toppen af isbjerget. “Det kan ikke stoppes, hvis ikke den private sektor bliver holdt ansvarlig, herunder dens direktører.”
Francesca Albaneses rapport blev forleden diskuteret af et panel af eksperter i Al Jazeeras podcast The Inside Story. En af dem var den canadiske jurist Michael Lynk, som også er Albaneses forgænger på posten som specialrapportør. Han sagde, at rapporten anbefaler en vej, som bygger på præcedens fra tidligere retssager. For eksempel er virksomheder blevet holdt ansvarlige for miljøforbrydelser efter at have leveret nervegas til Iraks afsatte diktator Saddam Hussein. Den Internationale Straffedomstol (ICC) vil kunne udstede arrestordrer, hvis der bliver indledt en efterforskning mod virksomheder, som medvirker til krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden eller folkemord, som er forbudt efter Romstatutten fra 1998. Endvidere har de fleste lande, som er medlem af ICC, forbud mod at medvirke til krigsforbrydelser. Så hvis der er politisk vilje, og regeringer ønsker at være på den rigtige side af historien, kan nationale domstole rykke på sagen.
Francesca Albanese er ukuelig og frygtløs og drevet af retfærdig. Det er stærke kræfter, hun er oppe imod. I de her dage har hun været i Slovenien, men hun har nået at optræde i mange medier, bl.a. det amerikanske Democracy Now!, hvor hun torsdag sagde dette:
“Jeg vågnede i dag. Jeg kunne tage et brusebad. Jeg kunne tale med mine børn. Jeg kunne gå ud og møde de vidunderlige folk i Slovenien – institutioner og almindelige borgere – uden lyden af droner. Ja, jeg sprang morgenmaden over, men det var mit valg. Jeg sulter ikke. Og det er situationen for folk i Gaza. Det er det, vi har brug for at tale om, for det, USA gør – folk kan selv vurdere det – er at forsøge at distrahere os fra, hvor vores fokus burde være: Hvad der sker med palæstinenserne i det, der er tilbage – det lidt, der er tilbage – af deres stakkels land, Gazastriben, Vestbredden og Østjerusalem.” /Oliver Stilling