Nyhedsanalysen
Et fix til de skærmafhængige
I starten af sommeren kunne man i Weekendavisen læse (betalingsmur), at middelklassen har fået sig et nyt statussymbol: Den digitale detox. Afholdenhed fra mobilbrug er på mode, og dumbphonen, altså det, der plejede at hedde en telefon, er tilbage. Hos den amerikanske techjournalist Kyle Chayka, der selv er rimelig telefonafhængig, har denne åbenbart allestedsværende frustration med smartphonen manifesteret sig i, at han har downloadet appen Opal. En såkaldt skærmtidsapp, hvis formål er at holde styr på dit forbrug af underholdningsapps. Opal udøver en slags “blid opdragelse”, som Chayka skriver i sin tech-klumme, der i sidste ende får dig til at føle, at du selv aktivt fravælger tidsspildet. Men vi har alle brug for lidt hjælp. Som Opals direktør siger til New Yorker: “Jeg tror, de fleste mennesker overvurderer deres frie vilje og undervurderer vanedannende produkters magt.”
+ Ovenstående maleri er af den New York-baserede og nulevende kunstner Maria Jimenez, i hvis værker telefonafhængighed ofte spiller en rolle. Se dem her.

'Chemical Dopamine', Maria Christina Jimenez.