Greg Hiltz/Ashcroft Fire Rescue
Så er Føljeton ligesom sidste år og året før og året før (gange ni) tilbage på sporet efter den lange ferie. Tilbage, ja. Men tilbage til hvad? Det kan godt være, at det er hukommelsen, der spiller en et puds. Men plejede der ikke at være mere ro på i sommerperioden? Hvad blev der af ‘agurketiden’, hvor verden stod stille?
Udeblivende handling, manglende indgriben, idioti, løgnagtighed, hykleri, egoisme, grusomhed. Katastroferne vælter ind over dørtrinnet, og hver gang peger pilen på den samme synder: homo sapiens. Det er ret ulideligt. Ikke mindst fordi man sidder med en følelse af, at 95 pct. af menneskeheden ikke ønsker, at tingene udvikler sig i denne miserable retning. Med andre ord er det nogle få magtfulde individer med psykopatiske træk eller narcissistiske personlighedsforstyrrelser, som er ved at skylle alt det, vi sådan set bare har til låns og egentlig er forpligtet til at overdrage til de næste generationer i samme eller helst bedre stand, end vi modtog det, ud i et kæmpestort lokum.
Lige nu er det, som om vi er nået til et punkt, hvor alting bare smuldrer mellem fingrene. Som hvis man forsøger at lappe en cykel, og hjul, styr, stel, sæde, skærme, rat, kæde og pedaler pludselig falder fra hinanden. Og hvis det ikke er os, der gør noget, så opstår ulykkerne af sig selv.
I weekenden bragte flere nordamerikanske medier en ret lokal historie, der på en måde indkapsler den fornemmelse. Overskriften i The New York Times lød: ‘A Fish falls from the Sky and sparks a Brush Fire in British Columbia.’ I den nævnte canadiske provins var der ud af det blå udbrudt en voldsom naturbrand, som havde været lige ved at komme ud af kontrol. Samtidig var strømmen gået i den nærliggende landsby Ashcroft.
Da ilden var blevet slukket, fandt man en lettere branket fisk på det afbrændte område. Mærkeligt nok, for den nærmeste flod var flere kilometer væk. Den præcise dødsårsag blev ikke fastslået, men fisken var i hvert fald ikke død af alderdom. Måske hjertestop som følge af en stressreaktion? Og hvad var sammenhængen mellem fiskens (alt for tidlige) død, naturbranden og strømsvigtet?
Ifølge Ashcrofts lokale brandvæsen var der formentlig sket det, at en fiskeørn forinden havde fanget fisken i floden. Men det var dødvarmt, og efter at have fløjet lidt med den våde fisk i kløerne havde ørnen mistet grebet om den. Fisk falder fra himlen, fisk snitter elledning i faldet; møde mellem fisk og ledning skaber gnister, en gnist rammer tørt græs, og i løbet af nul komma fem er 4.000 kvadratmeter futtet af.
En uheldsvanger kæde af tilfældigheder? Jo, bevares. Men hvad var det, der havde fået fiskeørnen til at underpræstere og tabe fisken? Det var tørke og forhøjede temperaturer. Fuglen var blevet træt. Hvem bærer ansvaret for tørke og forhøjede temperaturer? Det gør vi. We, the people.
I radioen her til morgen talte en klimaekspert om de menneskeskabte temperaturstigninger. Han brugte det i denne sammenhæng ubehagelige ord “eksponentielt”. Er der ikke noget godt at sige, spurgte værten. Nej, intet, lød svaret.
Og hvordan stiller det os så? Ikke særlig godt. Men så må vi huske os selv på, at vi er de føromtalte 95 pct. Vi kan mobilisere os. Lave underskriftsindsamlinger, demonstrere, boycotte, lægge pres på politikerne og de virksomheder og multinationale selskaber, som bærer ansvaret for udviklingen. Hvad angår klimaforandringerne, er det længe siden, at det for alvor begyndte at brænde på, men konsekvenserne står efterhånden tindrende klart for de fleste. Er vi på vej ind i massemobiliseringens tidsalder? En fisk, der falder fra himlen og skaber kaos og ødelæggelse, kan udlægges som et dårligt varsel. Men vi kan også bruge fisken til at komme op på hesten. /Oliver Stilling