I går kom den triste nyhed frem, at forfatteren er død kun 53 år gammel. Som Informations Rune Lykkeberg skriver i sin nekrolog stod han alene i dansk litteratur. ”Hensynsløs, voldsom og så følsom, at han registrerede sitrende ting mellem mennesker, vi andre først fik øje på, når han havde skrevet dem.” Nekrologen er fin og rørende, men er bag en betalingsvæg, så vi har samlet de bedste frigivne tekster om Sonnergaard – alle sammen på hver deres måde rørende og fine tekster om et af dansk litteraturs største navne.
+ Politikens Jes Stein Pedersen har skrevet nøgternt og oplysende om hans ret imponerende karriere – også efter succesdebuten.
+ Informations Kristen Bjørnkjær har nærmest skrevet en slags personkarakteristik.
+ Vennen Henrik List med vanlig tilbagelænet provostil.
+ Selv Sonnergaards litterære ærkefjende Lars Bukdahl har skrevet virkelig fine ord om ham på sin blog.
+ I 2011 bragte månedsmagasinet et stærkt lille interview med Sonnergaard. På spørgsmålet om, hvilken begivenhed der havde haft størst betydning for ham, svarede han udgivelsen af sin debutbog, Radiator (1997): ”I løbet af meget kort tid gik jeg fra at være en langtidsledig, som familie og venner foragtede og latterliggjorde, fordi han var sådan en taber, til at være en højt gageret medieperson, som de hadede og bagtalte, fordi de var så misundelige. Ingen havde regnet med det gennembrud, heller ikke forlaget. Mindst af alle jeg selv.”