Op af kaninhullet

Konspirationsteoretikere har længe været bange for telefonerne. De greb krampagtigt fat om deres fastnettelefons snoede ledning og iførte sig sølvpapirshatte, for at deres hjerner ikke skulle blive oversvømmet af radiobølger. Da 3G-netværket blev lanceret i 2002, satte de en rød snor mellem dét og SARS-epidemien. Endnu én mellem 4G og svineinfluenza i 2009. Og da coronavirus spredte sig i 2020, blev der peget fingre ad nyopsatte 5G-master. I Storbritannien blev der også sat ild til dem.

Bekymringer for telefonernes konsekvenser – ikke på verdensomspændende pandemier, men på os mennesker – er dog blevet mainstream.

Regeringer begynder i stigende grad at undersøge og implementere tiltag, der skal begrænse brugen af smartphones. Fra december vil Australien forbyde unge under 16 at oprette konti på sociale medier. I årets nytårstale ville Mette Frederiksen “igen slå et slag for, at børnene bruger mindre tid foran skærmen.” Og sidste år igangsatte EU-Kommissionen en undersøgelse af TikToks kaninhulseffekt.

Mens eksperter har afkræftet, at 3-, 4- og 5G-netværk har en effekt på folkesundheden, er det sværere at finde et entydigt svar på, hvad telefonerne betyder for vores trivsel.

Kritikere af den moralske panik over smartphones inkluderer Pete Etchells, som er psykologiprofessor ved Bath Spa University. “Der findes simpelthen ikke konkrete videnskabelige beviser, der underbygger historierne om de forfærdelige konsekvenser af skærmtid,” skriver han i bogen Unlocked: The Real Science of Screen Time.

Oxford Internet Institute har undersøgt sammenhængen mellem udbredelsen af adgangen til internet og to millioner menneskers mentale helbred mellem 2005 og 2022. Studiet, som blev udgivet i 2023, konkluderede, at der var “mindre og mindre konsistente sammenhænge, end man ville forvente, hvis internettet forårsagede udbredt psykologisk skade”.

Senest viser en ny analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut dog, at trivsel begynder at dale ved en skærmtid på to-tre timer for piger, mens drenges trivsel forbliver stabil op til en skærmtid på tre timer, før den falder.

Uagtet forskningsresultater udgives der, øjensynligt dagligt, selvhjælpsbøger, zines, artikler og opslag på alle tænkelige sociale medier, der handler om at “slå op med sin telefon” og reducere skærmtid.

“Der er efterhånden indlysende grunde til at slette sine konti på sociale medier og frigøre sig af techgiganternes klamme greb om vores sind, tid og data,” skriver Information som introduktion til en serie dedikeret til “mennesker i forskellige livssituationer, der er lykkedes med et liv uden sociale medier.” The New York Times har rapporteret om unge, der erstatter deres iPhones med klaptelefoner. Og Weekendavisen skriver denne sommer om tendensen til at forsage telefonen som et nyt statussymbol (og klassemarkør).

Når vi taler om at reducere skærmtid, er det ikke kun på grund af det skadelige indhold – manosfæren og SkinnyTok – men også det uskyldigt distraherende indhold, såsom morbloggere og folk, der laver fjorten forskellige typer isterninger.

I 2015 beskrev Kathryn Schulz i The New Yorker, hvordan vi, halvandet århundrede efter Lewis Carroll i Alice i Eventyrland konceptualiserede kaninhuller som noget, mennesker kunne falde ned i, begyndte at tale uophørligt om dem. At falde ned i et kaninhul betød ikke længere, at man var landet i en “bizar og desorienteret alternativ virkelighed”, men blev en metafor for at blive ekstremt distraheret af noget: “I den oprindelige historie falder Alice i ret lang tid – længe nok til at udforske omgivelserne, snuppe noget mad fra en hylde, spekulere fejlagtigt om andre dele af verden, drømme sig væk i tanker om katte og næsten falde i søvn. Det lyder meget som os på internettet. I den nuværende brug af udtrykket ‘kaninhul’ er vi ikke længere nødvendigvis på vej mod et eventyrland. Vi befinder os bare i et langt frit fald uden noget klart mål og med alle mulige mærkelige ting, der suser forbi.”

Måske har vi efterhånden ramt bunden. I 2025 skriver Jia Tolentino om den bizarre og desorienterede alternative virkelighed, som både er på vores telefoner og lige foran os. “Jeg holder for det meste styr på [tiden] på min telefon, en enhed, der får mig til at føle, at jeg er fastspændt til et uvirkeligt nu: fortiden er forsvundet, fremtiden er ufattelig, og mine øjne er klemt åbne for at se det uendeligt fornyede nu,” skrev hun i maj måned. “Men nu vil virkeligheden – føler man – også æde tiden.”

Altså virkeligheden, hvor Elon Musk får overrakt en motorsav af Argentinas præsident Javier Milei og udbryder “I am become Meme”. Hvor en journalist bliver tilføjet til Houthi PC small group, en fortrolig gruppechat om en bombning i Yemen. Hvor Det Hvide Hus’ officielle X-konto poster memes som en gruppe incels på 8Chan. Alt imens USA’s præsident underskriver det ene dekret efter det andet, med vidtrækkende konsekvenser for migranter, kvinder, LGBTQ+-personer, det amerikanske sundhedssystem og den globale nødhjælpsstruktur.

“Falske billeder af virkelige mennesker, virkelige billeder af falske mennesker; falske historier om virkelige ting, virkelige historier om falske ting,” opremser Tolentino, “Ordene bliver slørede, billederne bliver slørede, og der opstilles en struktur, der gør det muligt for os at løsrive os fra virkeligheden – først et øjeblik, så en dag, en uge, en valgkampagne, måske et helt liv.”

Så hvor fører vejen op af de digitale kaninhuller overhovedet hen?

“Hvis du ikke kigger på din telefon, vil du indse, at det stadig er 2005 udenfor,” lyder det på den ene side i et viralt opslag på X. På den anden side sidder Donald Trump i en rød Tesla og konstaterer: “Wow, alting er computer”. /Emilie Ewald