Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix
Donald Trump er utvivlsomt typen, der går direkte efter at indtage Asien i et spil Risk – uden tanke for, at man jo også skal kunne holde kontinentet med alle dets landegrænser efterfølgende. Ja, mandens taktiske evner taget i betragtning slår det os, at Trump må være pænt sløj til det tidskrævende brætspil. Hvilket så også kan forklare, hvorfor det infamøse møde med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj i Det Hvide Hus tilbage i februar fremstod som et spil Risk, der var kørt helt af sporet.
Som de temmelig britiske politiske kommentatorer Alastair Campbell og Rory Stewart drøftede i podcasten The Rest is Politics efter fredagens møde mellem Donald Trump og Vladimir Putin i Alaska, er der meget at lære om Trumps verdensforståelse, hvis man nærstuderer Risk-brættet. Deprimerende nok. For det første fremstår Rusland nemlig her gigantisk, og det er altså virkelig noget, som fremtvinger den amerikanske præsidents respekt. For det andet er Grønland i Risk en del af Nordamerika, hvilket yderligere kan forklare hele den bizarre besættelse hos Trump.
Under alle omstændigheder har mandens forståelse af geopolitik større forbindelse til 80’er-brætspil end til virkeligheden, påpeger Campbell og Stewart. Ellers giver det, der fredag udspillede sig i Alaska, absolut ingen mening.
Sammenlignet med USA, er Rusland ikke længere nogen supermagt. Landet har en økonomi nogenlunde på størrelse med Spaniens, og USA ville ret beset kunne knuse Rusland økonomisk, hvis man sammen med EU valgte at beslaglægge de mange milliarder af indefrosne russiske aktiver, som man sidder på – og fx donerede dem til Ukraine. Samtidig er Vladimir Putin stadig mere isoleret og desperat i international sammenhæng. De fleste lande ville prompte anholde ham under et besøg som følge af den arrestordre, Den Internationale Straffedomstol har udstedt (men som USA ikke behøver at følge, da man ikke er medlem af domstolen). USSR-velmagtsdagene er for længst ovre, og USA behøver derfor på ingen måde at bøje nakken for russerne. Tværtimod.
Alligevel valgte Donald Trump at ydmyge sig selv ved at rulle den røde løber ud for Vladimir Putin, og efterfølgende indrømme, at der faktisk ikke var kommet noget ud af besøget. Det var en ren gavebod til den russiske diktator; blåstempling uden betaling: Putin fik fjernet Trumps forudgående trusler om nye sanktioner. Han fik affejet drøftelserne om en våbenhvile i Ukraine. Og endnu vigtigere: Han fik fornyet international legitimitet takket være besøget. Det samme gjorde endda hånddukken Aleksandr Lukasjenko, den belarusiske diktator, som Trump helt uforklarligt fortalte på Truth Social, at han også havde talt i telefon med. Faktisk var det lige før, at Donald Trump sågar fik givet Alaska tilbage til Rusland: Forinden havde han sagt til Fox News, at han efter mødet i Anchorage planlagde at “vende hjem til USA”.
Selv efter Donald Trumps meget lave standarder var optrinnet i Alaska en besynderlig omgang. Med tanke på, hvor lidt han fik ud af det – og hvor meget Putin vandt på det – har det fået selv seriøse politiske kommentatorer (eksempelvis ovennævnte Alastair Campbell og Rory Stewart) til at overveje, om det vitterligt bare var et forsøg på at flytte opmærksomheden væk fra Jeffrey Epstein-sagen, som bliver ved med at spøge i Det Hvide Hus. For hvor langt vil en præsident mon gå for ikke at blive stemplet og afsløret som pædofil? Og har Vladimir Putin egentlig en klemme på Donald Trump, sådan som der ofte er blevet spekuleret i på diverse internetfora? Kunne det forklare, hvorfor Trump tilsyneladende bliver ved med at afkræve Ukraine alt og Rusland intet?
Stemningen forud for Volodymyr Zelenskyjs besøg i Washington D.C. mandag er i hvert fald koldere, end det var i Alaska. Forinden har USA’s præsident angivet på Truth Social – efter først at have givet en ukendt MAGA-vælger fra Florida kaldet Loraine ret i, at “Ukraine må være villig til at opgive noget territorie til Rusland – at Zelenskyj “kan slutte krigen med Rusland næsten øjeblikkeligt, hvis han ønsker det”. Desuden, lyder det fra Trump, vil et Nato-medlemskab være fuldstændig udelukket, ligesom Krim-halvøen ikke vil blive returneret til Ukraine. Der er lagt op til rene ultimatummer og et krav om, at Zelenskyj gør pænt honnør.
Heldigvis har den ukrainske præsident, klog af skade efter sidste besøg i Det Hvide Hus, valgt at samle et helt posse af europæiske statsledere, som denne gang skal bakke ham op – og afværge, at Donald Trump og vicepræsident J.D. Vance atter begynder at lege skolegårdsbøller. Tysklands kansler Friedrich Merz, Frankrigs præsident Emmanuel Macron, Storbritanniens premierminister Keir Starmer, Italiens premierminister Giorgia Meloni, Nato-generalsekretær Mark Rutte, EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen og – som outsideren, ingen helt ved, hvordan er kommet med til festen – Finlands præsident Alexander Stubb, alle er de taget med til Washington D.C.
Det er endda flere mennesker, end der kan være med til et almindeligt spil Risk; en gevaldig oprustning, efter Putin havde held med at indtage Alaska. Tilbage er blot at håbe, at Ukraine kan svare igen – og at Donald Trump ikke vælter hele spillebrættet ned på gulvet som det forsmåede barn, han så ofte er. /David Dragsted