Stjålne generationer

Da Lars Løkke som Venstre-statsminister i 2009 blev afkrævet en undskyldning for de grønlandske børn, som den danske stat i 1951 tvangsadskilte fra deres familier og anbragte i danske plejefamilier og børnehjem, afviste han, at sådan én ville blive givet.

Det var heller ikke fra ham, undskyldningen kom, da en udredning 11 år senere viste, at det, der ifølge staten var et eksperiment, ikke havde virket på anden måde end at efterlade store traumer i børnene – ligesom det gjorde i de drenge, der i samme periode af danmarkshistorien blev udsat for svigt på det danske børnehjem Godhavn.

“Man havde ikke gjort sig de nødvendige overvejelser over hverken udformningen eller konsekvenserne af forsøget, før det blev iværksat. Snarere blev det konkretiseret igennem en række løbende enkeltbeslutninger, når spørgsmål eller udfordringer meldte sig … Det ser ud, som om man undervejs glemte, hvad der egentlig havde været formålet med forsøget,” lød det i udredningens konklusion. Og videre:

“Mens de nye ophold tog form og blev sat i værk, gled historien om og erfaringerne fra det første forsøg og de 22 børn, hvis liv blev grundlæggende formet af det, ud i glemslen. Først fire årtier senere blev den fundet frem igen og fortalt, ikke mindst af børnene selv.”

Da Lars Løkke så som Moderaterne-udenrigsminister i 2025 blev spurgt om en undskyldning for de mere end 4.500 grønlandske kvinder, der har fået sat spiral op af danske læger uden samtykke, var hans svar det samme:

“Der findes jo ikke nogen undskyldning, der kan ophæve det forhold, at man jo ikke – i forhold til nogen mennesker – kan lave et indgreb på dem uden et samtykke,” sagde Løkke og kaldte spiralsagen “uundskyldelig”.

“Der findes jo ikke det ord, der kan få det her til at gå væk.”

Sådan er det gået hver gang. Efter samme opskrift som da Løkke otte år inden besøgte Saint Croix på 100-året for den danske afgivelse til USA – hvor han også nægtede at give en undskyldning for over 100 års dansk slavehandel: “Det er en utilgivelig del af vores historie, og så synes jeg ikke, at man kan sige det meget stærkere. Det kan ikke tilgives.”

Uundskyldeligt er det stærkeste ord.

Iver og patos

Statsminister Mette Frederiksen (S), der i 2019 undskyldte over for Godhavnsdrengene og “andre børnehjemsbørn”, havde ellers insisteret på denne gang ikke at tale om spiralskandalen, før en uvildig udredning om den danske stats ansvar var færdig.

Selvom udredningen tidligst offentliggøres denne søndag, veg Mette Frederiksen onsdag for sine principper og fremlagde en undskyldning. Denne gang uden tårer – som da hun sagde undskyld til Godhavnsdrengene på Marienborg – men stadig med masser af store ord i pressemeddelelsen: “Vi skal blive klogere på vores fælles fortid. Ikke fordi vi kan lave den om. Men fordi vi skal erkende den. Og lære af den.”

For at en politisk undskyldning virker, skal man gerne – ud over den umiddelbare patos, den bliver givet med – følge op med konkret handling. Her adskiller Mette Frederiksens undskyldning sig fra de tidligere ved, at den nu nævner økonomisk kompensation, der tidligere har været en eftertanke. Det store slag kommer altså nu til at handle om udbetalingen til de grønlandske kvinder, der har stævnet staten for spiralsagen. Og om “dem der af forskellige årsager ikke har”, skriver Statsministeriet.

Mens dansk økonomi vokser, og regeringen med den nye finanslov forventer at dele gaver ud med billigere elafgifter, børnehaver og yoga, tyder meget på, at regeringen kommer til at stå med en større millionregning. Fordi undskyldningen kan få betydning for erstatningskravet i den igangværende retssag om spiralsagen, der repræsenteres af Mads Pramming – der også har været advokat for Godhavnsdrengene og de såkaldte eksperimentbørn.

Men er både en undskyldning og kompensation overhovedet nok?

Da den tidligere australske premierminister Kevin Rudd i 2008 undskyldte for årevis undertrykkelse af landets indfødte befolkning – hvor børn blandt andet blev tvangsfjernet fra deres familier og i dag er kendt som de “stjålne generationer” – blev det først hyldet som et vendepunkt i Australiens historie, fordi undskyldningen blev leveret med nok iver.

Men et vendepunkt er kun et egentligt vendepunkt, når det ledsages af handling, der i det her tilfælde får regeringen til mere grundlæggende at granske sit forhold til Grønland, snarere end en kortlivet, om end symbolsk, kompensation.

Så har undskyldningen denne gang potentiale til at vende op og ned på relationerne til Nuuk? Man kunne i hvert fald indvende, at undskyldningen kommer på et tidspunkt, hvor DR kan fortælle, at Trump-administrationen forsøger at “infiltrere” den grønlandske befolkning og i øvrigt samtidigt intimiderer regeringen i København.

“I dag besluttede de at undskylde, at undskylde formelt. Og det er en stor ting, synes jeg,” sagde Mads Pramming onsdag til AP. “Men de har endnu ikke sagt noget om retssagen, og muligvis vil de ikke gå med til retssagen.” /Emma Louise Stenholm