Kære læser

AMOC-fest ind i undergangen

Environmental Research Letters

Det britiske nyhedsmagasin The Economist er på flere planer til den konservative side. Dels er der holdningerne. Tankesættet er både i dag og historisk borgerligt-liberalt: Forventningen er, at de fleste af menneskets problemer nok skal blive løst af kapitalisme og markedsmekanismer. Og så er der måden, bladet serverer sit indhold på: Aldrig alarmistisk og larmende. Det er, som om selv de mest voldsomme erkendelser bliver sagt med en stiff upper lip, mens der nippes til en kop te, som løftes helt op til overskægget med underkop og det hele.

Det gælder også en leder (betalingsmur), som The Economist bragte for 14 dage siden. ‘Nedlukningen af havstrømme vil kunne nedfryse Europa’, stod der i overskriften. Og nede i brødteksten: “Folk, der går op i national sikkerhed, elsker at kaste om sig med akronymer som ATACMS (Army Tactical Missile System) og WOMBAT (Weapon of Magnesium, Battalion, Anti-Tank). De bør føje AMOC til listen. The Atlantic Meridional Overturning Circulation er ikke et våbensystem. Men den kunne lægge et kontinent – specifikt Europa – øde i en sådan grad, at kun en atomkrig vil være værre.”

Hvad AMOC er, og hvad et kollaps af det vil kunne betyde, bør ikke komme bag på nogen. Det har været fremme i mange år, at prognoserne har dommedagsagtige implikationer, hvis dette gigantiske netværk af kolde og varme havstrømme bryder sammen. Hvis det gør det, er skaden uoprettelig. Det er irreversibelt. Og noget, som ethvert tænkende individ, herunder politikere, burde ligge søvnløs over. Klimaforskere var allerede i 2018 ude og advare om, at AMOC var på sit svageste i 1.600 år, og at et kollaps skulle afværges “for enhver pris”.

I en glimrende overbliksartikel i Dagbladet Information fra januar kunne man læse, at et studie bragt i tidsskriftet Science i august sidste år vurderede, at der var for stor uvished til at konkludere, om AMOC overhovedet havde et tipping point. Et studie i Science måneden efter nåede frem til, at fire årtiers målinger af Floridastrædet viste, at havstrømmen var “forblevet bemærkelsesværdigt stabil”.

Ny forskning publiceret i Environmental Research Letters, som The Guardian skrev om torsdag i sidste uge, kommer dog med elendigt nyt. Risikoen for et sammenbrud må nu anses for meget sandsynlig. “Klimamodeller har på det seneste indikeret, at et kollaps før 2100 var usandsynligt, men den nye analyse undersøgte modeller, som kørte længere – til 2300 og 2500. De viser, at det tipping point, som sandsynliggør en nedlukning af AMOC, formentlig vil blive nået inden for et par årtier, men at selve kollapset muligvis ikke vil finde sted før 50 til 100 år senere”.

Som sædvanlig, når det handler om fremskrivninger og prognoser, er der umiddelbart en masse hvis’er at klynge sit håb til i det her. Men som den tyske oceanograf, professor Stefan Rahmstorf fra Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung udtaler til avisen, så er de nye resultater “temmelig chokerende”. Han plejede at sige, siger han, at risikoen for et AMOC-kollaps som følge af global opvarmning var mindre end 10 pct., men nu ser det ud til, at vi er tættere på 25 pct., selv hvis kloden formår at leve op til Parisaftalen ved COP21 i 2015. Og hvis vi fortsætter med at udlede CO2 i de mængder, vi gør nu, er risikoen ca. 70 pct. (Rahmstorf uddyber i en tråd på det sociale medie Bluesky.)

Det er katastrofe med katastrofe på. En lille istid; Alaska-lignende forhold i Europa. Skal vi glæde os over, som The Economist er inde på, at Europa trods alt ville blive værre ramt ved en atomkrig? Nogle gange er det, som om der er noget galt med menneskets forestillingsevne. Vi tror ikke på det, før vi står i det. Og når man står i det, glemmer man, at det kunne være blevet afværget.

I en artikel om de nye AMOC-tal på DR’s hjemmeside kan man læse, at “selv om det er dyster forskning, er det godt, at den er der – og måske især at der kommer mere og mere af den. For jo mere forskning, der er, jo bedre og mere troværdige bliver beregningerne”. Med andre ord: Advarslerne står med flammeskrift, men vi kan ikke tage det ind. Er det virkelig vores natur at feste ind i undergangen? /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12