Nyhedsanalyse

Ingen regler i Danmark

Danmarks manglende lobbyregister giver konsulenthusene fri leg.

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

I virkeligheden kan DR i årevis have brugt konsulenter som Boston Consulting Group, uden at nogen vidste noget om det. Da det blev offentligt, at den nye generaldirektør Bjarne Corydon først hyrede virksomheden til at hjælpe med DR’s strategi, skyldtes det, at hans interne opslag på intranettet DRinde blev opsnappet af journalister.

Det er også journalister, man kan takke for, at offentligheden har fået indsigt i, at BCG har involveret sig i planer om at tvangsforflytte palæstinensere fra Gaza – og har været med til at etablere Gaza Humanitarian Foundation, der hjælper den israelske stat med at begå krigsforbrydelser. DR har droppet BCG. Men når afsløringer om de største konsulenthuses ofte problematiske forhold til den offentlige sektor kommer frem gang på gang, skyldes det stort set altid, at vi har journalisterne til at gøre arbejdet.

I Danmark har vi intet lobbyregister, der forpligter danske konsulenthuse til at oplyse, hvem de arbejder for, og hvor mange penge de har fået for det. Det har Folketingets største partier og lobbyisterne selv i årevis modsat sig. Og i tilfældet DR-BCG er det slet ikke sikkert, at et sådant samarbejde nogensinde ville nå frem til et eventuelt lobbyregister, hvis det ikke var den danske afdeling af den amerikanske konsulentgigant, der var involveret og dermed skulle oplyse om deres kunder.

I Danmark er udgifterne til private konsulentydelser i det offentlige kun steget de seneste år. Også i EU er industrien voksende: EU-Kommissionens egne revisorer har senest advaret om, at man har etableret et afhængighedsforhold, hvor der bruges uforklarligt mange penge på hjælp fra konsulenter og advokathuse (der også er lobbyister), uden i det mindste at sikre, at de skaber merværdi eller bedre politik.

Derfor har EU et lobby- og gennemsigtighedsregister, der forpligter konsulenter og andre store virksomheder til at oplyse, hvem de mødes med og får penge fra – selvom de stadig kan nøjes med at gøre det for de afdelinger, der arbejder i og med Bruxelles.

Og mens en overvægt af EU-landene har særskilte nationale registre for lobbyisme, har Danmark ingen. Derimod har vi tiltag som grænser for pengedonationer til partier (selvom partier som Moderaterne finder smuthuller i lovgivningen til ikke at offentliggøre deres årsregnskaber) og forbud mod pengegaver.

Siden 2007 har danske ministerier desuden været forpligtet til at indberette det til Økonomistyrelsens indkøbsstyrelse, når de køber konsulentydelser. Men lobbyisme handler ikke kun om penge. Det handler også om, hvilke arrangementer du bliver inviteret med til, om de er åbne eller lukkede; om vi får det at vide, når Novo Nordisk holder møder med lokale borgmestre, eller Amazon forsøger at påvirke europaparlamentarikerne i Bruxelles til at give dem længere snor i EU’s techlovgivning.

Fordi Danmark ikke har et lobbyregister, kan konsulentindustrien påtage sig kontroversielle opgaver, uden at det nogensinde bliver nævnt på deres egne hjemmesider eller i de offentlige registre, der altså endnu ikke findes.

Det betyder, som nævnt, at vi er afhængige af, at journalisterne selv finder historierne – hvilket ikke er blevet nemmere med de seneste års stramninger af offentlighedsloven, der har begrænset danske journalisters adgang til aktindsigt.

Og derfor kan danske firmaer som den tidligere Venstre-statsministers konsulenthus Rasmussen Global påtage sig opgaver for den fossile industri, mens de påstår at støtte den grønne omstilling – som Føljeton tidligere har beskrevet. Det allerstørste problem er derfor ikke blot pengene, men at man ikke altid ved, hvad dem, man køber rådgivning fra, ellers ligger og roder rundt med. /Emma Louise Stenholm

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12