Samsam lukker op

Alt er forandret. Intet er forandret. Desværre er det langt fra alle skandaler, der fører til omvæltninger. Tværtimod. Højesterets højest opsigtsvækkende dom i Samsam-sagen behøver således ikke at få drastiske konsekvenser.

Stik mod de første og håbefulde reaktioner, kan dommen meget vel vise sig blot at blive undtagelsen, der bekræfter reglen om, at efterretningstjenesterne opererer som en stat i staten.

Selv om den udøvende magt, spiontjenesterne, atter er blevet underkendt den dømmende magt, domstolene – i hvad der umiddelbart fremstår som et forsmædeligt nederlag for både Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste, og en tilsvarende beskyttelse af den enkelte borger – er det langt fra givet, at retssikkerhed fremover vil komme til at veje tungere.

Isoleret set er det bestemt opløftende, at Højesteret ikke længere automatisk accepterer hemmelighedskræmmeri som et argument for at mørklægge kontroversielle sager. Derfor er der mange gode grunde til at glæde sig over, at de to spiontjenester nu er blevet tvunget til at anerkende, at de betalte vaneforbryderen Ahmed Samsam for at rejse til Syrien i 2013 og 2014 for at indhente oplysninger om danske syrienskrigere.

Han har været ladt totalt i stikken, og det har været grotesk at følge, hvordan både PET og FE har gjort alt for netop ikke at komme deres egen mand til undsætning, da han blev anholdt og senere dømt for terrorisme-forbindelser i Spanien. For ham personligt er der derfor tale om en oprejsning, skønt han endnu ikke er renset for den spanske terrordom.

Mere strukturelt er der ikke tegn på, at Højesterets dom vil føre til mere gennemgribende forandringer. Her er det først og fremmest værd at bemærke, at sagen jo viser, at domstolene rent faktisk evner at sætte grænser for spiontjenesterne. For det solide politiske flertal, som fortsat ønsker at give flere og yderligt vidtgående beføjelser til efterretningstjenesterne, er Samsam-skandalen et bevis på, at systemet fungerer. For når der i sjældne tilfælde bliver truffet forkerte beslutninger, ja, så evner domstolene at rette op.

Når man dykker dybere ned i selve dommen, står det kun endnu klarere, at der på ingen måde er tale om, at den enkelte borger – generelt set – har fået en bedre beskyttelse. Ej heller at agenter, der bliver betalt for at arbejde hemmeligt, kan forvente større opbakning.

I praksis er der ikke blevet tændt meget lys.

Helt undtagelsesvist

Ahmed Samsam har en slagkraftig pointe, når han kritiserer de to danske spiontjenester for at have opført sig som i en film med Olsenbanden:

“De har virkelig trådt i spinaten. De har virkelig håndteret denne her sag på den mest amatøragtige måde,” siger han tirsdag efter domsafsigelsen ude foran Højesteret.

Men dommen hedder det ikke desto mindre og helt principielt: “Hensynet til efterretningstjenesternes særlige funktioner, hvor fortrolighed spiller en afgørende rolle, må føre til, at personer som det helt klare udgangspunkt ikke har krav på at få fastslået eksistensen af kildeforhold eller lignende gennem søgsmål ved domstolene”.

Lukkethed er kort sagt hovedreglen. Stadfæstet af Højesteret.

I den længe ventede dom lyder det videre, at “dette udgangspunkt alene kan fraviges i helt særlige situationer, hvor en samlet afvejning af de interesser, der er på spil, undtagelsesvis kan føre til, at hensynet til fortroligheden om efterretningstjenesternes arbejde må vige for borgerens interesse i at kunne få fastslået eksistensen af et kildeforhold eller lignende.”

Bemærk her de to formuleringer “helt særlige situationer“ og “undtagelsesvis”. Linjen fra Højesteret er altså, at spiontjenesterne i stort set alle situationer kan fortsætte med at gøre, som de har gjort – blot med Ahmed Samsam som en ekstraordinær afvigelse, og dermed også som exceptionel afstikker, der ikke har betydning for tæt ved alle andre sager.

Interessant nok nøjes de også med kun at tage dommen til efterretning. Pudsigt nok. For hvad vil det egentlig sige, at efterretningstjenesterne tager noget til “efterretning”? I den fælles pressemeddelelse fra PET og FE er formuleringerne klippet direkte – og dermed i en slags passiv-aggressiv tone – ind fra dommens ordlyd:

“Vi tager til efterretning, at Højesteret i denne helt særlige situation undtagelsesvist finder, at hensynet til fortroligheden om efterretningstjenesternes arbejde må vige for borgerens interesse i at kunne få fastslået eksistensen af et kildeforhold eller lignende.”

Reaktionerne fra regeringstoppen tyder også på, at man ikke mener, at der skal ske noget nyt. Realpolitisk er der bred opbakning til at give flere bevillinger, teknologiske muligheder og beføjelser til både PET og FE, og det er fortsat yderst tvivlsomt, om Folketinget overhovedet skulle være i stand til at føre nogen form for effektiv, parlamentarisk kontrol.

Tragikomisk forløb

Siden 11. september 2001 er enhver henvisning til national sikkerhed blevet et trumfkort, der annullerer de fleste retspolitiske bekymringer. Heller ikke de praktiske problemer med at forråde hemmelige agenter ude i felten, og efterlade dem på herrens mark, synes at gøre indtryk.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) afviser, at det pinagtige forløb vil gøre det vanskeligere for efterretningstjenesterne at rekruttere agenter i fremtiden:

“Det håber jeg ved gud ikke, og det tror jeg heller ikke. Som Højesteret skriver i sin afgørelse, så er det et helt klart og utvetydigt princip, at samarbejde er hemmeligt,” sagde han kort efter dommen, og understregede en fuld tillid til systemet.

Dem, som har forestillet sig, at skandalen ligefrem skulle føre til en politisk ansvarsplacering, kommer formentlig til at vente længe.

Uanset at det nu er fjerde gang, at Højesteret har prioriteret hensynet til offentligheden højere end trangen til tilsløring – efter man også insisterede på at holde dørene åbne i sagerne mod tidligere minister Claus Hjort Frederiksen (V), den tidligere FE-chef Lars Findsen og Ahmed Samsams tidligere kildefører i PET, ‘Jesper’ – skal der efter alt at dømme ske noget endnu mere spektakulært, hvis status quo for alvor skal rystes.

Før sidste valg forsøgte en række blå partier ellers at gøre magtfuldkommenhed, lukkethed og topstyring omkring statsminister Mette Frederiksen (S) til et hovedtema. Ved et tragikomisk pressemøde foran Kastellet i København, hvor Forsvarets Efterretningstjeneste har hovedkvarter, trådte De Konservatives daværende formand Søren Pape Poulsen og Venstres daværende formand Jakob Ellemann-Jensen op. Ulykkesvangert.

De ville sætte fokus på den bizarre sag om hjemsendelse af ledende FE-medarbejdere, herunder den mulige og konspiratoriske rolle, som Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen mente at have spillet. Men i modlys stod de to blå partiledere med hænderne for øjnene, og gik hakkende i stå, da de blev spurgt om også Samsam-sagen skulle kulegraves.

Uforberedte og forvirrede blev Pape og Ellemann til grin, da de ikke ville og turde svare, og man kan argumentere for, at de borgerlige tabte folketingsvalget i aftenskæret fra Samsam-sagen. Og netop derfor skal man nok heller ikke forvente, at højrefløjen igen vil forsøge at gøre skæg og blå briller til et politisk hovednummer.

Netop fordi skandalen er så pinlig for alle, vil følgevirkningerne med al magt blive begrænset mest muligt. Retssikkerheden lever kun på nåde. /Lars Trier Mogensen