Det store norske læsevalg

Stemmerne er blevet optalt, og olien og Jonas Gahr Støre er nok engang løbet af sted med sejren. Du har valgfestet til lyden af Karpe, Kvelertak og Honningbarna (som stadig står bag årets foreløbigt bedste plade med Soft Spot), du har plejet tømmermænd til Joachim Triers Oslo-trilogi foruden Dag Johan Haugeruds Sex, Drømme og Kærlighed, og er nu blevet klar til at sætte dig til rette i lænestolen med lidt norsk litteratur. Men… hvad skal du egentlig læse, når hele din omgangskreds er blevet så dødtræt af at høre dig prædike om Karl Ove Knausgård, at de nu truer med at udgive et kollektivt autofiktivt værk om alt det værste, du nogensinde har gjort?

Sandheden er selvfølgelig, at Norges litterære landskab har langt mere at byde på end Knausgård himself. Ja, faktisk kan man argumentere for, at nordmændene har særligt favorable kår for at skrive gode bøger – i hvert fald gør man en hel del kulturpolitisk for, at forfatterne er sikret en vis økonomisk stabilitet. Siden 1965 har man haft den såkaldte “innkjøpsordningen”, under hvilken Kulturrådet indkøber et fast antal af alle nyudgivne bøger og sender dem videre til norske folke- og skolebiblioteker. Samtidig forsøger man med bokloven “å legge til rette for bredde, mangfold og kvalitet i litteraturen som utgis i Norge”, fx ved at skabe mere lige konkurrencevilkår i bogsalget.

I sidste ende skal der dog stadig vælges mellem alle de tilstræbt sidestillede forfattere – og hvordan gør man så det? Føljeton har forsøgt at lave en ufuldstændig guide til stærke norske læseoplevelser, der (næsten) intet har med Knausgård at gøre:

Hvis du vil have mindre pikket virkelighetslitteratur, der stadig kredser om tunge temaer som traumatiserende familierelationer:

Så læser du Føljeton-ven Vigdis Hjorths Arv og miljø fra 2016, som i kølvandet på ham-forfatteren-vi-lovede-ikke-at-nævne-mere skabte tilsvarende stor debat i Norge om, hvor grænserne går mellem roman, virkelighed og hvad man kan tillade sig at skrive.

Hvis du vil have underfundig romankunst, som i hvert fald ikke har med virkeligheden at gøre, men snarere byder på uforudsigelige og fabel-agtige samfundssatiriske knopskydninger:

Så læser du Mathias Faldbakkens romaner, eksempelvis Vi er fem om en klump ler, der bliver katastrofalt levende, eller vildbarnsfortællingen Stakkel, som vi var slemt begejstrede for.

Hvis du vil have norsk nobelprisvindende litteratur, der smager af både Edvard Munch og Adolf Hitler:

Mærkeligt krav, men så læser du selvfølgelig Knut Hamsun. Om det er Sult, Pan eller Markens grøde, de er altså bare gode. Særligt hvis man undlader at tænke alt for meget på, hvorvidt de mange naturbesyngelser rimer på Blut und Boden (spoiler: det gør de nok lidt).

Hvis du vil have norsk nobelprisvindende litteratur, der ikke smager af Hitler – men en smule af Jesus:

Så er Jon Fosse svaret. Tag en dyb indånding, og kør igennem det punktumløse men andægtige storværk Septologien. Betragt det her som dit bønnekald.

Hvis du bare gerne vil have en god rejseskildring, helst fra steder, hvor du ikke lige tager hen som turist:

Så tager du på tur med Erika Fatland. Eksempelvis til den lusofone verden i Sjøfareren, eller til de postsovjetiske -stan-lande i Centralasien i Sovjetistan.

Hvis du vil forføres af en stor og samfundsreflekterende dannelsesroman, som helst også skal være første del af en trilogi med en hovedperson, som hedder Jonas:

Så er du så svineheldig, at Jan Kjærstads Forføreren findes.

Hvis du vil læse noget af norsk litteraturs grand old woman, som med lidt god vilje kan sammenlignes med “vores” Kirsten Thorup (i hvert fald i den forstand, at de er født samme år – 1942 – og begge har vundet Nordisk Råds Litteraturpris):

Så er Herbjørg Wassmo det eneste rigtige svar. Du kunne eksempelvis tage fat på Dina-trilogien, som danske Ole Bornedal desværre også har filmatiseret med Gérard Depardieu i en af de bærende roller.

Hvis du vil læse noget af norsk litteraturs grand old man:

Så skal du have fat i Dag Solstad, som desværre døde tidligere i år.

Hvis du vil have norsk Yahya Hassan, men med eks-jugoslavisk slagkraft og det, der måske lidt problematisk er blevet betegnet som syngende “kebabnorsk”:

Så er det Oliver Lovrenski-tid; Da vi var yngre er en overraskende overrumplende romandebut om et kriminelt og multikulturelt ungdomsmiljø i Oslo.

Hvis du vil læse det samme, som din mor gjorde i begyndelsen af 00’erne:

Så læser du Åsne Seierstads på bagkant kontroversielle internationale bestseller Boghandleren i Kabul. Vi har ikke selv læst den, men vores mødre kalder den “livsbekræftende”.

Hvis du vil have serveret satiriske stikpiller til den måske alligevel lidt for indspiste norske kulturindustri:

Så griber du fat i Nina Lykkes Vi er ikke her for å ha det morsomt om den fallerede midaldrende forfatter Knut, som tager på selvdestruktiv odyssé til litteraturfestivalen i Lillehammer.

Hvis du alligevel bare gerne vil signalere, at du har læst Knausgård, uden egentlig at have læst Knausgård:

Så fordyber du dig i Knausgårds bedste ven og mangeårige sparringspartner Geir Gulliksen, som også selv er produktiv forfatter, eksempelvis til den autofiktive skilsmisseroman Historie om et ekteskap.

God læsning – og heja Norge! /David Dragsted