Tom Little/Reuters/Ritzau Scanpix
Erna Solbergs dårlige uge begyndte med et valgnederlag. Ikke, som frygtet, det værste, men det tredjeværste valg i partiet Høyres historie.
Der var blevet pyntet op med blå balloner, men med 14,6 pct. af stemmerne var der ikke meget at fejre til valgfesten i det store konferencelokale på Radisson Blu Scandinavia Hotel i Oslo. “Jeg har under valgkampen sagt, at jeg ikke tror, at jeg bliver Høyres kandidat til statsministerposten i 2029, i hvert fald ikke, hvis jeg ikke bliver statsminister nu. Og det blev jeg ikke, så det vil ske på et eller andet tidspunkt,” sagde Solberg på valgnatten til tirsdag uden at præcisere, hvornår hun i så fald vil trække sig som politisk leder.
Der er ifølge tidligere socialminister Ingjerd Schou “ingen grunn til å vente med å rive av plasteret”, som hun siger til NRK. Schou er en af de mange Høyre-politikere, der har rettet kritik mod Solberg dagen(e) efter valgnederlaget.
Høyre står tilbage som valgets helt store taber, mens nærmest alle andre har haft god grund til at fejre valgresultatet.
Også til højre for Høyre jubles der. “Mitt mål er at dette bare er begynnelsen,” lød det triumferende trodsigt fra Fremskrittspartiets leder Sylvi Listhaug. Selvom de ikke kom helt i mål, fik partiet 23,9 pct. af stemmerne. Det er ikke første gang, at det ydre højrefløjsparti får mere end en femtedel af stemmerne, for det skete også i 2005 og 2009, og nu er størrelsesforholdet mellem de to partier igen vendt på hovedet.
Når det kommer til, hvem der bærer skylden for, at Arbeiderpartiets Jonas Gahr Støre har udsigt til endnu en periode som statsminister, er Høyres tidligere formand Carl I. Hagen ikke i tvivl. “Erna Solberg,” svarede han kortfattet til Dagbladet.
Undtagelsesland
Morgenbladets kulturredaktør Bernhard Ellefsen skriver, at Norge på “på godt og vondt” er en mærkelig undtagelse, hvis man ellers kigger sig omkring i Europa, hvor den yderste højrefløj fører i meningsmålinger, dominerer den offentlige debat og i nogle lande sidder solidt på magten.
Norge eksisterer dog ikke fuldkommen i et fjeld- og fjorddækket vakuum.
Med dette valg skriver Norge sig tilsyneladende ind i en bredere tendens i Europa, som The Wall Street Journal i maj måned kaldte “en af de største politiske omvæltninger siden afslutningen af Anden Verdenskrig.” Centrumhøjre taber kampen mod populismen og konservatismen må vige for nationalkonservatismen.
Det gælder f.eks. i England, hvor Det Konservative Parti bløder vælgere til Nigel Farages Reform UK, og i Tyskland, hvor det ydre højrefløjsparti Alternative für Deutschland et par uger efter vinterens valg toppede meningsmålingerne.
Når Fremskrittspartiet vil “stopp sløsingen”, taler de ind i en tendens til at gøre en folkesport ud af bureaukratisk overflod og offentlig inkompetence – et fænomen, som NRK har afdækket og døbt “sløseripopulisme”. Og det lugter lidt af Department of Government Efficiency, DOGE, altså det amerikanske rådgivende organ, der har til formål at effektivisere og spare, som AfD sidenhen har meddelt, at de ønsker at kopiere i Tyskland.
Og så er det langt fra tilfældigt, at Fremskrittspartiet på valgdagen sendte en SMS til over 400.000 unge mænd med en opfordring til at stemme på dem, ligesom deres fremgang også tilskrives netop denne gruppe. I demokratier verden over vokser det politiske kønsgab sig dybere og dybere.
“Uanset hvad vælgerne leder efter, synes de i stigende grad at tvivle på, at det kan leveres af de partier, de traditionelt har valgt til magten,” konkluderer en undersøgelse af seks store demokratier.
Her adskiller Norge sig markant, for valget blev ikke kun tabt på højrefløjen. Det blev også vundet af det regerende, socialdemokratiske parti, som opnåede et bedre valgresultat end for fire år siden. /Emilie Ewald