Ordet for grøn omstilling er kunst

Vi lever, som bekendt, i en tid med økologiske kriser.

Der er klimakrisen, hvor for store mængder drivhusgasser bliver lukket ud i atmosfæren og opvarmer planeten, hvilket skaber problemer for jordiske balancer og økosystemer. Der er biodiversitetskrisen, hvor antallet af forskellige arter af dyr og planter svinder ind grundet menneskets ødelæggelse af deres levesteder og førnævnte globale opvarmning. Her i Danmark kæmper vi også med døde havområder på grund af kvælstofudledninger fra landbruget, med forurening af grundvandet, med luftforurening.

For at lappe nogle af alle kriserne vedtog regeringen og en række interesseorganisationer sidste år Aftalen om et Grønt Danmark, eller den grønne trepartsaftale. Aftalen skal sikre en stor omlægning af Danmarks arealer, hvor en del af landbrugsjorden skal udtages og omlægges til natur, og der skal plantes 250.000 hektar ny skov inden 2045. I aftalen kom også løftet om en CO2-afgift på landbruget og vedtagelsen af en stor grøn arealfond på 40 mia. kr.

Aftalen er bemærkelsesværdig (omend uperfekt) fordi Danmark er et landbrugsland. Vi er et af de mest opdyrkede lande i verden. Se et satellitfoto af Danmark og opdag, at det er inddelt i felter, selv helt ned til fjorde og kyster bliver der dyrket, sprøjtet, gødet og pløjet, det flade landskab er maksimalt udnyttet.

Det er i denne kontekst, at Podninger finder sin eksistensberettigelse. Podninger er det udstillingsformat, der har vundet Bikubenfondens Visionspris 2025. Prisen – og de op til 5 mio. kr., der følger med  – går til et kunstprojekt, der på samme tid “kan udvikle kunstfeltet og bidrage til at skabe samfundsforandringer.”

Det er ikke helt ved siden af at kalde Podninger for ambitiøst eller eksperimenterende, begge dele kalder de det faktisk selv i pressemeddelelsen. Det er et tværæstetisk, flerårigt og multilokalt udstillingsformat drevet af billedkunstner Camilla Berner, filmproducent og instruktør Sebastian Schiørring, kunsthistoriker og projektforsker Gry Hedin samt kurator og postdoc på Københavns Universitet Anne Julie Arnfred. Det kommer til at løbe over fire år, hvor hvert af de år vil bestå af en ‘podning’, der, med Camilla Berners ord, vil ske i “et spænd mellem Ærø, en bustur og et museum.”

Projektet tager udgangspunkt i Underskoven på Ærø, Danmarks første kommissionerede kunstskov, som Camilla Berner er i gang med at plante. Den vil fungere som kunstværk i sig selv, men vil også blive ramme for et skovværksted for borgere, forskere og politikere. Herfra vil der være udflugter til de fire museer, som er partnere på projektet: Faaborg Museum, Fuglsang Kunstmuseum, Statens Museum for Kunst og Kunstmuseet i Tønder.

På museerne vil der være performances, samtaler og workshops, og deltagerne skal diskutere gamle danske landskabsmalerier, og hvordan de har været med til at forme vores syn på naturen. Podninger vil tage på en biografturné med den dokumentarfilm, der skal blive til i løbet af projektets udfoldelse. Projektet vil også få sit eget digitale univers.

Føljeton møder billedkunstner Camilla Berner en våd og tidlig morgen i indre København til en snak om sammenhængen mellem kunst og klima.

Mennesket skal vippes af pinden

I beskriver, at I med Podninger vil forny vores syn på naturen. Hvad er det for et natursyn, I vil væk fra? 

“Vi har haft et meget nyttefokuseret perspektiv på, hvordan naturen har skullet være til for os. Og det er jo også derfor, vi står i en situation i dag, hvor vi har under 2 pct. vild natur i Danmark. Vi har udnyttet hver eneste lille kvadratcentimeter.”

Hvad er problemet med at have et nyttefokuseret perspektiv?

​​“Jeg synes, man misser noget af det fine økosystem, som naturen er. Du misser jo noget af den der forståelse for det ekstremt finmaskede system, som naturen er, som vi heldigvis er begyndt at få øjnene op for. Mykorrhizaerne, svampenetværket, insekterne, fuglene. Det handler om at erkende sammenhængen mellem alle arter, mellem alle organismer og deriblandt også os selv.”

Når Camilla Berner anfægter det nyttefokuserede natursyn og bruger ord som ‘sammenhæng’, taler hun ind i en eksisterende filosofisk tendens. Tendensen, som egentlig er flere filosofiske grene, kan samles under det utilstrækkelige og noget kluntede paraplybegreb post-antropocentrisme. Groft sagt er ideen, at mennesket skal vippes af pinden som central og ophøjet entitet over alle ikke-menneskelige entiteter til fordel for en flad ontologi, hvor alle ting eksisterer uden hierarki. Det er en anerkendelse af altings iboende værdi, en opløsning af barrierer mellem menneske og natur, en forståelse for slægtskab mellem alle arter og materialiteter.

Disse filosofiske retninger (som vigtigt at nævne også har en del interne uenigheder) har navne som posthumanisme (kritik af menneskets særstatus), ny-materialisme (materie forstås som levende og virkende), spekulativ realisme (ting eksisterer uafhængigt af menneskers blik), aktør-netværk-teori (mennesker og ikke-mennesker indgår i samme netværk), økofeminisme (sammenhæng mellem naturudnyttelse og patriarkatet) og dybdeøkologi (natur har iboende værdi).

Tænkningen har spredt sig og eksisterer også som felt i kunstscenen, hvor blandt andre kuratorgruppen og forlaget Laboratoriet for Æstetik og Økologi opererer. De vandt Bikubenfondens Udstillingsprisen Vision i 2022 med projektet Hosting Lands. Between the Ruin, the Field and the Forest, som forholder sig til, “(…) hvordan mennesker kan udvikle måder at leve på, som drager omsorg for jord og mennesker i stedet for at udnytte og overforbruge.“

Bevægelsen eksisterer ikke uden skepsis. Nogle mener, med inspiration fra marxismen, at det er farligt at begynde at opløse adskillelsen mellem mennesket og naturen. Den svenske professor i humanøkologi Andreas Malm mener, at det at gøre mennesker og natur til ligeværdige aktører udvisker magtbalancen og forskyder ansvaret. For det er mennesket og mennesket alene, der er skyld i de økologiske kriser, siger han. Vi har en større magt over den naturlige verden, end den har over os, og derfor skal vi ikke begynde at give naturen agens, men i stedet fokusere på radikal politisk handling.

Også danske Eskil Halberg, som er forfatter og debattør, skrev for nylig i et rant på Facebook (som vi også linkede til her i Føljeton), at “[…] hele den decentrering af mennesket er et borgerligt og reaktionært tilbageslag for den offentlige mobilisering imod de økologiske kriser”, som alt i alt giver “[…] færre og dårligere perspektiver og handlemuligheder.”

Når man tager situationen med de økologiske krisers ret presserende tilstand i betragtning, giver kritikken måske mening. Vi har travlt, så skal der ikke bare laves grøn politik, plantes træer, udtages lavbundsjorde, stilles nogle forurenere til ansvar, kvoter, afgifter, alt sådan noget? I stedet for at bruge tid og ressourcer på at “styrke vores forestillingsevne” (Podninger) eller skabe en “langsomt groende og decentral udstillingsbevægelse” (Hosting Lands)?

Et træ, der er helt off

Tilbage til den våde morgen i København og samtalen med Camilla Berner.

Hvis man udelukkende ser på, hvordan vi hurtigst muligt kan løse klimakrisen, er der så en risiko for, at det æstetiske greb – som f.eks. kunstskoven – bliver et kompromis med den dagsorden?”

“Altså lige nu er det en smeltedigel af alle mulige stemmer inde i det her, som siger, at det er rigtigt at gøre det på én måde for biodiversiteten, og en anden måde for CO2-optag eller for grundvandsrensning. Jeg skal ikke tale den ene eller den anden løsning op, de er alle sammen vigtige.”

Camilla Berner fortsætter:

“Men det er der den folkelige kompleksitet kommer ind i mit projekt som en faktor: Jeg bruger folks fortællinger og forhold til deres træer og buske lokalt som artsliste til, hvad det er, jeg planter i skoven. Og det vil betyde, at jeg indimellem introducerer nogle træer, som er helt off i forhold til den dagsorden, der hedder biodiversitet.”

Et af de træer, der er helt off, er den eksotiske vandgran, som skal plantes i kunstskoven, selvom den slet ikke stammer fra Ærø, men fra Kina. En lokal planteskolemand på øen forelskede sig engang i den, og Camilla Berner opdagede gennem besøg hos de lokale, at han har leveret til næsten alle haver på Ærø, hans aftryk var overalt.

“Så pointen er at kunne komme derhen til, hvor man siger: Jeg kan være meddeltager i at skabe den her skov. Jeg kan være forbundet til de arter, der vælges til skoven, gennem en fortælling, f.eks. ved at give frø eller stiklinger fra egne indsamlinger. Jeg kan have indflydelse og blive personligt tilknyttet til skoven på en anden måde, end at den kun skal løse alt muligt. Det er det, jeg tror, kan gøre en forskel for, at vi bliver bedre til at passe på naturen.”

Mens akademikere og marxister diskuterer ontologi, skal Camilla Berner ud og samle frø til sin skov. Underskoven er kunst, men den bliver også helt konkret en del af omstillingen af det danske landskab – som statsskov vil den indgå i de 250.000 hektar, der skal stå plantet inden 2045. Men Underskoven er mere end en løsning på klima og miljø, afslutter Camilla Berner, den skal “skabe en forståelse for skoven som et økosystem, som vi er dybt forbundet med.” /Rosine Ulrich

Første kunstneriske event for Podninger vil finde sted på Ærø i efteråret 2026.