Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
I Frankrig er starten af september kendt som La Rentrée – tilbagevenden. Det indvarsler ikke kun skolestart og tilbagevenden til hverdagen efter sommerferien. La Rentrée er et kulturelt fænomen; “en kollektiv genstart for hele landet”. Og på ægte fransk manér har dette års kollektive genstart budt på store demonstrationer og en udskiftning af premierministeren.
Franskmændene siger au revoir til François Bayrou efter kun ni måneder på premierministerposten. Sammenlignet med sin forgænger Michel Barnier er det dog noget af en bedrift – Barnier fik sølle tre måneder i den brandvarme stol. Bayrou og Barnier har det til fælles, at de begge er 74 årige mænd, og at de begge blev sendt på porten efter at have tabt mistillidsafstemninger i parlamentet. I begge tilfælde grundet upopulære forslag om besparelser i det nationale budget.
Nu har præsident Emmanuel Macron så udpeget den (kun) 39-årige forsvarsminister Sébastien Lecornu som sin femte premierminister på under to år. Macron opererer åbenbart med et diktum om, at det skal nok lykkes, hvis bare man prøver længe nok. Med den hidtidige udskiftningsrate skal Lecornu dog ikke sætte sig alt for godt til rette.
Historisk har franskmændene heller ikke været blege for at skifte deres premierministre ud. De seneste års farce-lignende premierministerbingo vækker minder om 1930’ernes Frankrig, hvor den store depression satte gang i konflikterne om statens budget. Også dengang blev premierministrene skiftet på månedsbasis, hvilket førte til svækket tro på demokratiet i Frankrigs daværende Tredje Republik.
Nu er spørgsmålet, om Lecornu kan rette op på Den Femte Republiks vaklende tilstand, eller om han også bare tager en tur i svingdøren. I hvert fald var Lecornus første dag noget af en ilddåb. 80.000 politifolk var onsdag kaldt ind for at holde styr på demonstrationer mod den politiske situation.
Demonstrationerne fik omkring 200.000 mennesker på gaden rundt omkring i Frankrig og var organiseret af bevægelsen Bloquons Tout! (Blokér Alting!). Ingen ved helt, hvordan bevægelsen startede, men opslag på sociale medier begyndte at cirkulere i forbindelse med, at François Bayrous budgetforslag blev fremlagt i juli. Den er blevet sammenlignet med De Gule Veste, der demonstrerede kraftigt mod forhøjede benzinafgifter i 2018. Begge bevægelser har ingen central leder og demonstrerer mod forringelsen af levevilkårene for ‘almindelige’ franskmænd.
Siden De Gule Vestes protester i 2018 har frustrationerne da også kun ophobet sig hos det franske folk. Seneste tegn var i 2023, hvor over en million mennesker var på gaderne i voldsomme protester, da præsident Macron indførte en forhøjelse af pensionsalderen fra 62 til 64 år. I denne uge fik frustrationerne frit løb igen med udsigten til endnu flere spareøvelser. Den nu tidligere premierminister François Bayrou havde blandt andet haft frækheden til at foreslå afskaffelsen af hele to helligdage – og som danskere ved vi, at det er en hård hvede at sluge.
Men i modsætning til Danmark, hvor det virker som om finansminister Nicolai Wammen (S) finder milliarder af kroner hver gang han åbner en skuffe i Finansministeriet, så står Frankrig i en pauver økonomisk situation. I henhold til EU-regler for lande i eurozonen må et land have et budgetunderskud på maksimalt 3 pct. af BNP og en offentlig gæld på maksimalt 60 pct. af BNP. I Frankrig er budgetunderskuddet på 5,8 pct. af BNP og den offentlige gæld på 114 pct. af BNP. Altså lige godt dobbelt så meget, som EU tillader.
Derfor skal Frankrig spare. Problemet er bare, at ingen har lyst til at spare ligesom Bayrou, Barnier eller Macrons andre udvalgte. Den demonstrerende 34-årige børnehaveklasselærer Elodie forklarer fx til CNN, at hun nægter at acceptere politikere, der “vifter med gældens flag for at afvikle det offentlige system uden at bede de rigeste virksomheder og husholdninger om at bidrage”.
Den nyudnævnte premierminister Sébastien Lecornu står nu over for den utaknemmelige opgave at få stemt et budget igennem. Årets La Rentrée virker som en kærkommen lejlighed til at gøre alvor af idéen om den kollektive genstart. En genstart uden et opgør med uligheden risikerer dog at sende Frankrig ud i en evig La Rentrée – en evig tilbagevenden til skiftende premierministre og en Macron, der bliver ved med at prøve. /Oliver Brinkmann