Menneskeligheden eller demokratiet?

Det må være noget af det mest tabuiserede, man overhovedet kan sige i dag, og man kunne mærke, hvordan det ligefrem spruttede ud af forfatter Jens Christian Grøndahl i DR2’s Debatten torsdag aften:

”Der må være grænser for, hvor uvidende man har lov til at være i et demokrati,” sagde han pludselig vredt i en debat med Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, der dårligt kunne tro sit eget held.

”Sagde du virkelig det?” kom det overrasket tilbage. ”Sagde du virkelig det,” gentog hun, velvidende at hun lige havde fået eliten til at opføre sig præcis så elitært, som hun ønskede. Man kunne nærmest høre stemmerne lande i urnen.

Debatten handlede om eliten versus folket og det oprør, der har rejst sig mod etablissementet og institutionerne ved store begiveheder som amerikanernes valg af Trump og briternes afvisning af EU.

Jeg ved godt, at Jens Christian Grøndahls udsagn er både usympatisk, elitært og forkert. Det har jeg lært efter at have beskrevet og fulgt den folkelige debat i årtier, men i de her dage er det svært ikke at lade sig forføre af den distingverede forfatters stive overlæbe.

For hvad nu hvis det slet ikke er eliten, der har svigtet, men folket? Hvad nu, hvis denne her styreform, vi har valgt os i den frie, lige og rige verden bare ikke længere holder? Verdens største økonomi og hele klodens kulturelle fortrop har netop demokratisk valgt en præsident, som på en række objektive – eller i hvert fald videnskabeligt uigendrivelige kriterier – var den ringeste kandidat, der var i feltet. Én, der med det, han politisk har udtalt, kan blive en katastrofe for miljøet, en katastrofe for økonomien og en katastrofe for en række af verdens mest udsatte borgere – fattige flygtninge.

Klimadebatten

I en valgkamp så fyldt med falske nyheder, løgn og fortielser lykkedes det at afspore debatten så fuldkomment, at vi nu tilsyneladende er havnet i et såkaldt postfaktuelt samfund, som om vi engang havde et, der var ’faktuelt’, og nu har mistet det til et uden uden objektive sandheder. Og i det samfund kan det være svært ikke afmægtigt at udbryde, hvad Jens Christian Grøndahl kom for skade at gøre: at stille sig selv spørgsmålet, om demokratiet overhovedet fungerer.

Lad os se isoleret på klimapolitikken, som er et af de største ofre i en postfaktuel debat. Det er et felt, hvor alle de forskere, som har læst mere end to bøger om emnet er enige om, at vi må handle omgående for ikke at skubbe hele vores klode ud over kanten. Vi ved endda nogenlunde, hvad vi kan gøre, men alligevel har vi i demokratiets navn meget svært ved at gøre noget som helst, og vi indsætter så – ja, en mere eller mindre klimabenægtende præsident. Vi ved for eksempel, at forbruget af kul og olie er skadeligt, men alligevel er forbruget steget med 50 procent i løbet af de seneste 10 år, ifølge data fra British Petroleum. Og i sådan en verden kunne det måske være meget rart med en diktator, der stillede med en retning og tog nogle beslutninger, der på kort sigt ville gøre ondt, men på lang sigt var ren overlevelse – ikke bare for den næste valgperiode, men for hele menneskeheden.

Derfor har jeg taget fat i en af de forskere, der ved mest om klima, demokrati og debatten herhjemme. Det er Theresa Scavenius, som er postdoc hos Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, og hendes hurtige og klare pointe er den modsatte: Der skal ikke mindre demokrati til, men mere demokrati.

”Klimaområdet er specielt, fordi vi har så meget faktabaseret viden om, hvad klimaforandringerne kommer af, og hvad de betyder. Vi har ret præcise beregninger over, hvordan havene vil se ud om 100 år. Det kunne være en meget klar og tydelig debat, men vi har ikke tilstrækkelig viden eller en tydelig debat om, hvad den nødvendige politik er på området og ikke mindst, hvordan man gennemfører den,” siger Theresa Scavenius.

”Min pointe er, at den videnskabelige del af miljøpolitikken hverken kan eller skal demokratiseres, men hele den politiske del om, hvad vi gør ved disse fakta, og hvordan vi handler på dem, trænger til at blive mere politiseret, italesat meget, meget tydeligere og handlet på af nogle meget stærkere demokratiske institutioner end dem, vi har.”

Indtil nu har man i et vist omfang debatteret klimaet, forklarer Theresa Scavenius, men man har gjort det på nogle meget abstrakte og alt for overordnede præmisser. Det er derfor, en del forskere har kunnet argumentere for, at vi slet ikke behøvede den demokratiske proces, men bare burde gøre noget nu og her og hen over hovedet på flertallet.

”Men her har man bare glemt at tænke på, at Donald Trump altså også kunne blive præsident. Ja, måske er det den selvsamme årsag til, at han overhovedet sidder der – at en elite ikke har fundet det nødvendigt at argumentere,” siger hun og slår en pæl igennem argumentationen for ‘den gode autoritet’.

”Hovedårsagen til, at jeg ikke tror på den retning, er de helt banale spørgsmål: hvem skulle det være? Hvordan? Hvornår? Hvem skulle betale for det? Hvem skulle give nogen den autoritet, når FN og EU ikke engang kan få lov? Nogle af de klimaforskere og filosoffer, der promoverer de her forslag har lidt en naiv forestilling om, hvordan ting skal kunne lade sig gøre, mener jeg. Det er en utopi. En enkel verden, der ikke findes,” siger hun.

”Vi har brug for et kontinuerligt folkeligt mandat, sådan har vi bygget vores samfund op i Vesten, og det tror jeg ikke på, man bare kan tage fra folk. Desuden mener jeg personligt, at det historisk har vist sig at være en meget, meget farlig vej ad totalitarismens vej. Vi bliver nødt til at bruge de institutioner, vi har, selv om de er i krise. For de befinder sig jo netop i en krise, fordi folk ikke føler sig repræsenteret, og det er det, vi må tage alvorligt. Det betyder også, at politikerne bliver nødt til at genopfinde det demokratiske etos i stedet for hele tiden at tale imod det.”

Mere miljø, mindre klima

Den globale klimapolitik de seneste 20 år har været ekstremt fokuseret på markedet og har handlet om CO2-kvoter og økonomi, mener Theresa Scavenius, og folk forstår slet ikke klimapolitik som almindelig håndfast politik, som vi ser det i trafikken, på arbejdsmarkedet eller i skolerne. Men det er det. Klimadebatten indtil nu har i høj grad været båret af en snæver politisk diskussion om disse store internationale aftaler og protokoller, mener Scavenius, hvilket betyder, at man har afpolitiseret en lang række andre og lige så centrale dele af klimadebatten. Det er den debat, der foregår langt tættere på folk og på et niveau, hvor man kan håndtere den.

”Det er for mig at se det afgørende for, om vi kan have et velfungerende demokrati på dette område i det hele taget. Det vil sige, vi skal se mere direkte på vores miljøpolitik, på vores transportpolitik og på vores energipolitik. Det hele er flyttet over i det store abstrakte og sværtangribelige ‘klimapolitik’. Der er jo ikke en reel debat om, hvilke politiske redskaber vi skal bruge til det her.”

For det er, ifølge Theresa Scavenius, den eneste vej frem: at genopbygge tilliden og styrke de demokratiske institutioner – ikke mindst de internationale som FN og EU.

”Vi har en række demokratiske institutioner, der står som tomme skaller i samfundet. Vi taler en masse om dem og vi taler en masse i dem, men hver gang vi skal tage store beslutninger, viser de sig at være ukampdygtige og utidssvarende. Jeg mener, det er den dybereliggende udfordring at gøre disse institutioner stærke og tidssvarende,” siger hun.

Så du tror ikke på et miljøoprør nedefra med små græsrodsbevægelser, der vokser sig til store revolutionære bevægelser?

”Der er mange, der tror på et politisk momentum og på græsrøddernes revolution, men her er jeg ærlig talt ret pessimistisk. Der er også mange, der mener, at den folkelige bevægelse nok skal vinde over politiske kræfter som Trump, der jo altså har sagt, at han vil trække sig ud af klimaaftalen fra Paris, og som har indsat en klimabenægter som leder af miljøkomiteen. Desuden har han som noget af det første fjernet støtten til NASA’s klimaforskning, hvilket jo danner selve grundlaget for en demokratisk debat. Så nej, jeg tror overhovedet ikke på, at græsrødder og private initiativer er svaret på det problem. Vores samfund har alt for mange stærke interesser i en anden retning, og så længe vores institutioner er blevet så destabiliserede, er der heller ikke meget håb for, at man kan kæmpe imod andre private interesser,” siger hun og bruger EU som eksempel.

”Man kan ikke engang lave en fælles flygtningepolitik på et tidspunkt, hvor verden omkring os vitterligt står i brand. Vi har bygget nogle institutioner op, der slet ikke kan håndtere de udfordringer, vi står overfor. Så uanset hvor mange millioner mennesker, der går på gaden og demonstrerer, så har det ingen effekt. Overhovedet. Det er kun de selvsamme institutioner, der kan ændre noget grundlæggende, og det må vi holde fast i.”

Hvad får dig til at tro, at folkelig debat, som skal skaffe institutionerne den legitimitet, ikke vil være fyldt med misinformation og snævre økonomiske interesser?

“Det er sandt. Men det, jeg argumenterer for, er også, at demokratiet ville have været den bedste løsning, hvis det fungerede optimalt, men i stedet for at forkaste demokratiet, synes jeg, man skulle genopbygge de ting, der har haft det svært de senere år. Ser man på det amerikanske valg, så har det, som du påpeger, været båret af misinformation og deciderede løgne, hvilket afsporer den demokratiske proces fuldkommen. Hele den demokratiske proces er jo baseret på, at borgerne er veloplyste, kan komme til orde, og at der er sådan et nogenlunde ens erfaringsgrundlag. Og særligt efter dette amerikanske valg, må vi jo erkende, at selv lande, vi egentlig opfatter som helt demokratiske, har vanskeliggjort den demokratiske proces. Så det er ikke, fordi det er nemt, men vi behøver jo ikke give op af den grund.”