Ser du fjernsyn midt på dagen? Klokken 11.10 præsenterede statsminister Lars Løkke (V) ministrene i sin nye regering (”det er en stærk regering, det er også et stærkt hold”), som han med det yderste af neglene fik trukket hjem i sidste uge. Der var ingen overraskelser imellem, for hver eneste nye ministerpost var blevet lækket løbende, siden Løkke i går eftermiddag holdt pressemøde på Marienborg Slot med lederne fra de to nye regeringspartier, Liberal Alliances Anders Samuelsen og Konservatives Søren Pape Poulsen.
Vi bemærker, at det er lykkedes Anders Samuelsen at gennemtrumfe, at han selv skal have den spændende, men krævende udenrigsministerpost. Ja, enhver er jo sin egen lykkes smed – held og lykke med det ambitiøse personlige projekt; det var den stilling, partilederne Villy Søvndal (SF) og Lene Espersen (K) knækkede nakken på, fordi der blev for meget at gabe over. Smart af Løkke at parkere Samuelsen i udlandet.
Vi har nydt at bladre lidt i det nye regeringsgrundlag. Et stykke nede i teksten præsenteres et helt nyt ord: disruptionråd. Disruptionrådet er ”et partnerskab”, som regeringen vil oprette, ”hvor arbejdsmarkedets parter, virksomheder, eksperter og relevante ministre skal drøfte og analysere fremtidens arbejdsmarked.”
Held og lykke. Disruptionråd er et crazy ord. Hvis du er under 35, vil du pr. automatik udtale disruption på engelsk; hvis du er over 40 og har en smule dannelse, vil du sige hele ordet på dansk, men insistere på at sætte et s ind i midten: disruption-s-råd. Men der er ikke noget s i regeringens disruptionsråd. Liberal Alliance har udraderet det, fuldstændig ligesom erhvervslivet i Børkop, Fredericia, Kolding, Lunderskov, Middelfart, Vamdrup, Vejen og Vejle i årevis har forsøgt at tilintetgøre s’et i Trekantsområdet – måske fordi de synes, at det stinker af overvintret kulturradikalisme.
Af regeringsgrundlagets 86 sider optager disruptionråd kun en sides penge. Men ordet er et oxymoron – en total selvmodsigelse, som viser, hvor svært det bliver for Liberal Alliance at føre en ny politik. Partiets sjæl er ved at blive ædt op, ikke bare af partitoppens personlige ambitioner, men også af bureaukratiet. Disruptionråd er det latterligste ord, vi har hørt i meget lang tid.
Hvis regeringens disruptionråd vil vinde Føljetons respekt (og hvem vil ikke det?), så opløser det sig selv på sit første programsatte møde.