Ubesvarede opkald og en skydegal kystvagt

I nogle situationer gør et ubesvaret opkald ikke den helt store forskel. I andre situationer kan det være forskellen mellem liv og død. Et råb om hjælp, der enten bliver hørt eller råbt ind i telefonsvarerens tomhed.

Hvert år står tusindvis af migranter i denne skæbnesvangre situation i Middelhavet. Og dem, de ringer til, er de europæiske kystvagter. Migranterne ringer, fordi de er i havsnød. Ofte er de sejlet af sted i en overfyldt båd, der er fuldstændig uegnet til rejsen fra Nordafrika til Europa. Bådene er løbet tør for benzin, blevet ødelagt af bølger eller i værste fald er nogen faldet over bord. Kystvagterne er deres livline til overlevelse. Men ofte bliver deres råb om hjælp ikke hørt. For visse kystvagter afholder sig bevidst fra at svare.

Middelhavet har i mange år været brugt til at flygte til Europa. Den mest populære rute er den centrale middelhavsrute, der primært dækker området fra de nordafrikanske lande Libyen og Tunesien til europæiske Italien og Malta. Sidste år ankom næsten 200.000 mennesker til Europa via Middelhavet, hvoraf en tredjedel af dem kom til Italien. Den centrale middelhavsrute er ikke bare den mest benyttede, det er også den mest dødbringende migrationsrute i verden. Siden 2014 er mindst 25.000 mennesker døde eller forsvundet i det centrale Middelhav.

De sidste år har EU og de europæiske middelhavslande i højere og højere grad udliciteret grænsekontrollen til lande uden for EU. “Vi vil bede Nordafrika om at være vores grænsevagt, i stedet for at det skal være Italien og Spanien,” siger Sine Plambech, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), til Føljeton: “De europæiske kystmyndigheder har besluttet sig for ikke længere at have en fælles redningsindsats. Og nu overlader de det til de libyske kystmyndigheder.”

Udliciteringen af redningsarbejdet betyder, at europæiske kystmyndigheder har indtaget en mere passiv rolle i Middelhavet. Den passivitet kan i sidste ende koste menneskeliv.

Systematisk afholdenhed

Specielt den maltesiske kystvagt har ry for ikke altid at reagere på migranternes nødråb. “Som eftersøgnings- og redningsorganisation har vi i mange år været vidne til Maltas dødbringende politik med ikke at yde bistand,” sagde politisk talsperson for ngo’en SOS Humanity Mirka Schäfer til UpRights i forbindelse med en potentielt banebrydende FN-afgørelse i foråret.

Tidligere i år fik Malta nemlig for første gang nogensinde en hasteordre fra FN’s Menneskerettighedskomité om at igangsætte en redningsaktion af 32 migranter i havsnød på Middelhavet.

Den 1. marts sejlede de 32 personer ud fra Libyen, men efter kort tid fik de problemer med båden og strandede på en gasplatform. Ifølge Den Internationale Søfartsorganisation IMO’s SAR-konvention er kyststater forpligtede til at oprette eftersøgnings- og redningszoner, hvori hvert land påtager sig det primære ansvar for at facilitere redningsarbejdet, hvis nogen kommer i havsnød.

EU’s grænse- og kystvagtsagentur Frontex har til formål at overvåge og koordinere redningsarbejdet, men har ikke mandat til selvstændigt at stå for redningsaktionerne – siger de i hvert fald selv, mens antallet af retssager mod dem vokser.

Desuden kræver maritim lov – fx UNCLOS- og SOLAS-konventionen – at stater og skibe, der får besked om nødstedte, sætter gang i en redningsaktion øjeblikkeligt. På gasplatformen befandt de 32 personer sig i overlappet mellem den tunesiske og maltesiske zone, og dermed havde Malta medansvar for at igangsætte en redningsaktion.

Gennem hjælpeorganisationen Alarm Phone blev de maltesiske myndigheder kontaktet både 1., 2. og 3. marts uden svar eller nogen form for hjælp. På daværende tidspunkt var én person allerede død til havs, og andre var i dårlig helbredstilstand.

Den 3. marts indgav de tre organisationer StraLi, SOS Humanity og UpRights en hasteanmodning til FN’s Menneskerettighedskomité om, at Malta omgående skulle igangsætte en redningsaktion med den begrundelse, at der var en “overhængende risiko for uoprettelig skade på rettighederne” for de personer, der var strandet på gasplatformen i Maltas redningszone. Allerede den 4. marts fik de medhold i sagen af menneskerettighedskomitéen.

Og Malta? Ja, de svarede end ikke på afgørelsen fra FN. I stedet blev migranterne reddet af et skib fra ngo’en Sea-Watch.

Når ikke engang en afgørelse fra FN kan få den maltesiske kystvagt til at reagere, tyder alt på en systematiseret og bevidst afholdenhed fra at hjælpe migranter i den maltesiske redningszone.

Selvom sagen blev behandlet hurtigt, har benarbejdet for at kunne indgive hasteanmodningen stået på i to år, siger meddirektør hos UpRights Valérie Gabard til Føljeton. Det er første gang, at denne FN-mekanisme overhovedet er blevet brugt på migrationsområdet.

Nu håber Gabard, at endnu flere organisationer vil bruge sagen som skabelon: “I sidste ende er idéen at bruge et juridisk værktøj, ikke så meget for at få erstatning, men for at forsøge at ændre den måde, Malta agerer på ved at lægge pres på dem. Jeg tror ikke, at det vil ske med én sag, men med mange sager kunne det godt ske,” siger Gabard håbefuldt og understreger, at det kræver tungt pres fra FN-instanser – som menneskerettighedskomitéen – og civilsamfundet at lave om på den maltesiske afholdenhed.

Italienske obstruktioner og libyske beføjelser

Mens Malta meget bevidst afholder sig fra at hjælpe, så står en række ngo’er i den anden grøft. De vil gerne, men må ikke altid. Specielt Italien, der som nævnt ligger på den mest populære migrationsrute, har indført restriktioner for ngo’ernes arbejde. Derfor underskrev 32 ngo’er i juli en fælles erklæring, der “kræver det øjeblikkelige ophør af den italienske stats systematiske obstruktion af ikke-statslige eftersøgnings- og redningsindsatser”.

Flere af organisationerne har redningsskibe i Middelhavet, der sejler ud og leder efter nødstedte migrantbåde. Deres kritik går bl.a. på Italiens såkaldte Piantedosi-dekret, der betyder, at redningsskibene kun må redde én båd ad gangen, og at de derefter skal sejle migranterne til en havn anvist af de italienske myndigheder.

I obstruktionens tegn vælger myndighederne sjældent den nærmeste havn, men i stedet ofte en havn meget langt væk, hvilket betyder, at ngo-skibene er væk fra redningszonerne. Ngo’erne skriver i erklæringen, at de siden februar 2023 har brugt 822 ekstra dage til søs på at sejle til de anviste havne. Dage, hvor skibene kunne have reddet endnu flere mennesker. Og skulle de bryde reglerne, kan skibene komme i detention i op til 60 dage hos de italienske myndigheder.

Seniorforsker ved DIIS Sine Plambech har selv været med på et redningsskib og kalder den slags obstruktioner for en hverdagsting. Til Føljeton beskriver Plambech, hvordan de italienske myndigheder også anklager redningsarbejdere for menneskesmugling, hvilket kan give op til 20 års fængsel: “Det er jo sjældent, at man ser så stærk en indsats fra en stat mod ngo’er, der har til formål at redde liv. Altså en kriminalisering af det humanitære arbejde,” siger hun.

Sine Plambech har selv været vidne til, at den libyske kystvagt har fået langt større beføjelser i redningsarbejdet af både EU og italienske myndigheder – specielt i forhold til ngo’erne: “Det blev pålagt, at det var de libyske kystmyndigheder, der skulle foretage redninger og tage folk tilbage til Libyen. De kunne dels gribe ind i midten af en redning, eller de kunne tage migranterne fra redningsskibene.”

At blive taget tilbage til Libyen af de libyske kystvagter er noget, de fleste migranter frygter. For det første er kystvagterne notorisk kendte for at være hårdhændede og stå i ledtog med militser og smuglere. Så sent som den 24. august beskød den libyske kystvagt et fransk ngo-skib i hele 20 minutter, efter at redningsskibet havde samlet 87 personer op i Middelhavet.

Den brutale libyske kystvagt er tilmed finansieret af EU. Så da libyerne skød på ngo-skibet, gjorde de det fra et skib produceret i Italien og doneret af EU. Det er en absurd tanke, at redningsarbejderne – som skattebetalende EU-borgere – har været med til at betale for de kugler, de selv blev beskudt med.

For det andet frygter migranter at blive returneret til Libyen, fordi de risikerer at ende i detentionscentre, hvor tortur og seksuel vold finder sted på daglig basis. Både FN og utallige menneskerettighedsorganisationer har for længst slået fast, at Libyen ikke er i stand til at sikre helt basale menneskerettigheder, hvorfor det kan virke himmelråbende fortsat at samarbejde og overgive redningsarbejdet til Libyen.

Tilbage står vi med en systematisk afholdende maltesisk kystvagt, der ikke reagerer på en FN-ordre; en italiensk regering, der prøver at forhindre de ellers beredvillige ngo’ers arbejde; og en skydegal libysk kystvagt, der får ansvar og EU-støtte til op over begge ører. Og hver gang Malta ikke svarer, Italien obstruerer eller Libyen returnerer, risikerer det at koste migranterne livet. /Oliver Brinkmann