
Matteo Minnella/Reuters/Ritzau Scanpix
*Havne lukket for krig
Alt for lidt og alt for sent er det jo. Mens Israel lader til at have skruet op for sine rablende, ubønhørlige bombardementer af Gaza og det, som flere og flere medier efterhånden godt tør kalde et folkemord på den palæstinensiske civilbefolkning, er flere vestlige regeringer begyndt at træde en lillebitte smule i karakter. Altså meget, meget lidt.
På et møde forud for FN’s Generalforsamling (UNGA) i New York på lørdag har et par håndfulde lande meldt ud, at de vil anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Søndag var Australien, Canada, Portugal og Storbritannien på banen med en sådan melding, og mandag fulgte Frankrig, Belgien, Luxembourg, Malta, Monaco og Andorra trop. “I dag erklærer jeg, at Frankrig anerkender staten Palæstina,” sagde præsident Emmanuel Macron og lød som en anden Napoleon eller solkonge. Det betyder, at 156 af FN’s 193 medlemslande – 80 pct. – nu anerkender staten Palæstina.
Spanien, Norge og Irland anerkendte allerede Palæstina sidste år, og Spaniens premierminister Pedro Sanchez lagde ikke fingrene imellem, da han på mødet sagde: “Det palæstinensiske folk bliver udslettet – i fornuftens navn, i folkerettens navn og i den menneskelige værdigheds navn så må vi stoppe denne nedslagtning.”
Og hvad så med Danmark? Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) var mandag leveringsdygtig i velkendt bullshit, når det handler om den danske stats ‘gode ven’ Israel. “Vi er nødt til at opretholde et pres på Israel og skabe et momentum,” sagde han og præsenterede en række “betingelser”: at Hamas skal frigive de resterende israelske gidsler, lade sig afvæbne og trække sig fra politisk indflydelse i Gaza, og at det palæstinensiske selvstyre holder sig “på reformsporet”.
Mandag aften skrev Enhedslistens udenrigsordfører Trine Pertou Mach på sociale medier, at Løkke dermed fastlåser Danmark i fortidens kompasløse kurs”: “Ovenikøbet mens Danmark sidder i FN’s Sikkerhedsråd. Det er en historisk skamplet og eklatant fejltagelse. Det isolerer Danmark internationalt. Det svigter Palæstina og det er en kæmpe fuckfinger til hele det internationale samfund og til FN. Totalt udenrigspolitisk moralsk kollaps.”
Når vestlige regeringer ikke kan levere varen, så må gaden gøre det. Mandag var titusindvis af demonstranter på gaden i 81 italienske byer, mens arbejdere fra de store italienske fagforeninger Collettivo Autonomo Lavoratori Portuali (CALP) og Unione Sindacale di Base (USB) strejkede under sloganet ‘Lad os blokere for alt’ og sørgede for, at tog og lastbiler over hele landet stod stille. Kravet er, at den italienske regering skal indstille alt militært og kommercielt samarbejde med Israel. Italiens højreorienterede premierminister Giorgia Meloni har været en om muligt større ven af Israel end Mette Frederiksen.
Ifølge Politico lukkede demonstranter for kørsel på en vigtig motorvej uden for Firenze, mens havnearbejdere i Genova blokerede for adgangen til byens vigtige havn, og studerende lukkede for adgangen til universiteter i Torino, Rom og Milano. Aktionerne fandt også sted som støtte til den civile Global Sumud Flotilla, som nu er på vej over Middelhavet for at bryde Israels belejring af Gaza.
Guido Latrario, der er leder af fagforeningen USB, sagde, at det handler om at lægge pres på den italienske regering. “Vi vil standse landet – blokere havne og stationer, stoppe varer og transport for at paralysere nationen og tvinge regeringen til at vælge side,” sagde han.
Der blev meldt om sammenstød mellem myndighederne og strejkende. Men Italiens transportminister forsøgte at nedtone indvirkningen af demonstrationerne og kaldte dem “politisk mobilisering af fagforeningsmedlemmer fra den yderste venstrefløj”.
The Guardian rapporterer også om demonstrationerne og afslutter sin artikel med en opsummering af Israels handlinger i den seneste tid, og det kan vi også gøre: “Det israelske militær har i de forløbne dage intensiveret sine operationer i Gaza, hvor det har dræbt mere end 65.000 mennesker på 23 måneder. Adskillige tusinde frygtes at være dræbt under murbrokkerne. En tidligere israelsk hærchef bekræftede for nylig, at mere end 200.000 palæstinensere er blevet dræbt eller såret i krigen.” /Oliver Stilling