Hverken bogstaveligt eller alvorligt

Rablerier er en smule bedre end vanvid — kun en smule. Derfor er Donald Trumps seneste tirader, paradoksalt nok, et lille lyspunkt.

Alt er oppe i luften, og intet kan regnes for konstant.

Under FN’s generalforsamling i New York har han leveret en stribe udfald, der må betegnes som en slags strøtanker og løse bemærkninger. Ingen ved, hvor alvorligt man skal tage ordene, for de kan ændre sig og dreje 180 grader rundt i løbet af de næste timer.

Trumps omskiftelige indfald er tydeligt styret mere af psykologisk humør end af ideologisk strategi eller blot en købmandsagtig drejebog.

“Mit forhold til Putin betød desværre alligevel ikke noget,” sagde en tydeligt skuffet og personligt såret Trump tirsdag aften ved et pressemøde sammen med Frankrigs præsident Emmanuel Macron.

Efter et kaotisk forløb, hvor Trump gradvist gav Putin indrømmelser — selv territoriale — skifter han kurs. Nu lyder meldingen fra Det Hvide Hus, at Ukraine kan vinde hele territoriet tilbage:

“Efter at have lært og fuldt ud forstået den militære og økonomiske situation mellem Ukraine og Rusland og efter at have set de økonomiske problemer, den forårsager Rusland, mener jeg, at Ukraine med støtte fra Den Europæiske Union er i stand til at kæmpe og vinde hele Ukraine tilbage i sin oprindelige form,” skriver Trump på sit eget sociale medie, Truth Social.

Taget for pålydende –som man imidlertid ikke skal gøre – maner han pludselig til kampgejst og ikke mindst øget våbensalg:

“Med tid, tålmodighed og økonomisk støtte fra Europa og især Nato er det en meget realistisk mulighed at vende tilbage til de oprindelige grænser, hvorfra denne krig startede. Hvorfor ikke?” spørger han retorisk og ganske sigende.

For hvem er det egentlig, Trump spørger, når han skriver: “Hvorfor ikke?”.

Nok mest sandsynligt ham selv. USA’s præsident fører lige nu en aparte og stadig mere forstyrret samtale med sig selv, hvor den undrende offentlighed kan høre åbent med på alle de konkurrerende, indre stemmer, som kæmper om opmærksomheden inde i Trumps rastløse hoved.

Sårede følelser

De kalejdoskopiske rutsjeture mellem pompøs selviscenesættelse og indestængte offerfortællinger kan minde om kong Richard II i Shakespeares teaterstykke:

“Jeg spildte tiden, og nu spilder tiden mig,” siger den skøre konge: “Sådan spiller jeg alene mange roller — og ingen er tilfreds”.

Det har åbenbart såret Donald Trump, at Vladimir Putin alligevel ikke var til at stole på. Efter en årelang kurtisering mellem de to såkaldt stærke mænd er Trump blevet ramt af et slags sandhedens øjeblik. Og splittelsen kan meget vel være fremkaldt og i hvert fald forstærket af Ukraines præsident Zelenskyj, som gør, hvad han kan for at udstille opbruddet:

“Jeg mener, at vi har et bedre forhold end før,” sagde Zelenskyj om forholdet til Trump i et interview med Fox News: “Det er godt, at vi ofte har haft telefonsamtaler og møder, og det, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, løj så mange gange for præsident Trump, gjorde også en forskel i forholdet mellem os.”

Selv om det kan lyde ubegribeligt banalt, så er det formentlig rigtigt, at Donald Trump har følt sig forrådt af Vladimir Putin, altså på et helt personligt plan, fordi Rusland ikke har stræbt efter en fredsaftale, men i stedet har eskaleret bombardementerne i Ukraine, herunder blodige angreb på civile. Og samtidig har Trump vundet respekt for Zelenskyj.

Men da skiftet ikke tyder på at være forankret i nogen grundig og dybereliggende analyse, men blot har karakter af følelsesmæssige indskydelser, er der i virkelighedens verden ingen grund til at forvente for meget. I næste uge kan der igen være vendt op og ned på relationerne, og Zelenskyj kan være tilbage i skammekrogen, ligesom da han fik skældud i Det Ovale Værelse i februar.

Med løftet pegefinger sagde Trump dengang vredt til Ukraines præsident: “Du gambler med millioner af menneskers liv. Du gambler med tredje verdenskrig.”

Nu vendes den forbitrede skuffelse i stedet mod Vladimir Putin, og det kan muligvis få konsekvenser i en tid. Nye og kraftigere våben fra USA kan meget vel blive solgt til Ukraine, betalt af de europæiske lande. Men ingen skal regne med noget som helst stabilt.

Pendulet svinger

I forbindelse med Donald Trumps første valgkamp skrev journalisten Salena Zito – som den første og skarpsindigt originalt – at pressen “tager ham bogstaveligt, men ikke alvorligt; hans tilhængere tager ham alvorligt, men ikke bogstaveligt.” Analysen blev senere populariseret af erhvervsmanden Peter Thiel, som i dag er direktør for forsvarsgiganten Palantir, og som personligt har tjent en milliardformue på Trumps præsidentskab.

I første omgang ramte analysen rigtigt. Ikke mindst fordi både mediernes og de etablerede politikeres nidkære besættelse af specifikke ord og sætninger var med til at blæse de mange løsrevne brudstykker helt ud af proportioner. Men samtidig overså de fleste, at vælgerne udmærket kunne se og høre igennem støjen, og faktisk opfattede en underliggende alvor.

I dag er kongedramaet nået frem til en ny akt. Nu giver det hverken mening at tage Trump bogstaveligt eller alvorligt. Selvfølgelig betyder det noget, når den øverstkommanderende for verdens mest slagkraftige militær fx siger, at NATO-lande skal nedskyde russiske fly, der krænker deres luftrum, eller når han åbner for at sælge avancerede våbensystemer. Ord er på ingen måde ligegyldige, når de kommer fra USA’s præsident.

Det giver ikke længere mening at tage hans ord for pålydende: De er omskiftelige og performative. Om der sker eller ikke sker noget, kan meget vel blive afgjort af en myriade af andre faktorer end lige netop Trumps morgenhumør.

Det kan lyde skrækindjagende, at USA’s præsident er komplet utilregnelig. Og det er det jo også, sådan helt bogstaveligt og alvorligt. Men i den uvirkeligt virkelige verden kan det faktisk vise sig at være håbefuldt, at Trumps mange andre rablerier – senest om at “klimaforandringer er verdens største fupnummer”, og at Europa er “invaderet af illegale migranter” – også er flydende og foranderlige. Næste gang svinger pendulet, måske, i en anden retning? Well, det er et spinkelt håb, men bundlinjen er under alle omstændigheder, at rouletten snart snurrer igen. Det kan sagtens blive endnu skørere, og heldigvis også det modsatte. /Lars Trier Mogensen