Kære læser

Kapable aktører efterlyses

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Det er svært at forestille sig en mere bøvet fremvisning af færdigheder, styrke og dårlig drømmekraft på samme tidspunkt. Nogle minutter efter at Venstres formand, forsvarsminister Troels Lund Poulsen, havde indledt en samtale af en art med Anders Fogh Rasmussens gamle spindoktor Michael Kristiansen på ‘Forsvarets scene’ på Folkemødet i Allinge på Bornholm fredag d. 13. juni, brølede et af Forsvarets 27 nyindkøbte amerikanske F-35-kampfly lavt hen over publikum.

Selv den konservative politiske kommentator Jarl Cordua, der tidligere på året havde søgt (og fået) optagelse i Hjemmeværnet for at kunne være en lille smule i trøjen, den dag Vladimir Putin beslutter sig for at angribe Danmark, fandt opvisningen lige i overkanten. “[O]verflyvningen skabte en infernalsk lyd, der lød som en dyb og rumlende torden. Nu kunne alle i hvert fald høre og i glimt iagttage Forsvarets dyreste materiel‚” skrev Cordua i en klumme i Berlingske (betalingsmur) dagen efter. “Jo, men hvorfor skulle det foregå lige over Allinge by midt på dagen, hvor regeringstoppen var til stede hos DI, der organiserer en stor del af forsvars- og sikkerhedsindustriens virksomheder?”

TV 2 og Berlingske har de seneste dage dokumenteret, at den infantile magtdemonstration var bestilt, ikke bare af Forsvarsministeriet men af den helt nære kreds omkring Troels Lund Poulsen i et lønligt håb om at få den kiksede Venstre-mand med tilnavnet Trolex til at fremstå cool. Af et internt dokument, som de to medier har fået aktindsigt i, fremgår det, at Forsvarskommandoen en måned før folkemødet bestilte en overflyvning med et F-35-fly over Allinge Havn “specifikt” i tidsrummet 12.45-13.35 “grundet en relevant debat i det tidsrum”.

Af andre dokumenter fremgår det, at en presserådgiver i Forsvarsministeriet modtog en e-mail fra Forsvarskommandoen, der gerne ville have svar på, om flyet skulle flyve over Bornholm, “mens ministeren taler med Kristiansen”, eller om det “egentlig ikke er federe, at det flyver fordi (sic) umiddelbart inden deres snak, så deltagerne kan nå at se flyet på vej til debatten”.

Og som Berlingske opsummerer (betalingsmur): “Den endelig beslutning blev, at flyet ankom cirka 12.45 – i det sekund hvor statsminister Mette Frederiksen (S) afsluttede sin optræden på Folkemødets hovedscene – og blev i området, hvorefter det overfløj Bornholm igen, ganske kort tid efter at Troels Lund Poulsen (V) var gået på Forsvarets scene lige efter klokken 13.”

Ja, tænk engang – et folkemøde, hvor Forsvaret har sin egen scene. Ulækkert. Men det er en anden historie.

Ifølge et af de interne dokumenter peger meget på, at det var Troels Lund Poulsen selv, der ønskede sig en overflyvning, mens han ville være på scenen. “[M]inisteren foretrækker hvis overflyvningen kan ske under hans event,” står der. Og i en parentes lidt længere henne i sætningen: “(så han kan tale om det)”. I to svar til Folketinget d. 26. juni afviste Troels Lund Poulsen at have haft noget som helst med sagen at gøre: “Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har været involveret i beslutningen om overflyvningerne eller i valg af tidspunkt for overflyvningerne.”

Nu skal Troels Lund Poulsen på Danmarksdemokraternes foranledning i et åbent samråd forsøge at forklare sig ud af, at han kan have givet Folketinget urigtige oplysninger. Det er så godt som usandsynligt, at hans spindoktorer har fikset overflyvningen med Forsvarskommandoen uden ministerens vidende, men det kan nok ikke bevises.

Det er på mange måder en lille dum sag. Men den vidner om, at man bør holde et vågent øje med de her mennesker i toppen af regeringen, selv om militær oprustning i manges ører lyder meget voksent og ansvarligt. Men tænk nu, hvis det modsatte faktisk er tilfældet? Når først bolden ruller, kommer stærke kræfter i militærindustrien på banen. Pludselig er det dødens købmand, militærets lobbyister, som man rådfører sig med. “Køb, køb, køb,” vil de sige – sådan lidt karikeret, ikke?

I februar i år stillede Mette Frederiksen sig pludselig op bag et podie i Statsministeriet. Hun havde noget oprustning på hjerte. “Vi står over for et aggressivt Rusland, som opruster og som måske gør sig klar til at angribe andre,” sagde hun med ansigtet lagt i de folder, som får folk til at skrive Mette passer på os i kommentarfelter på sociale medier. Og så kom den: “Vi afsætter 50 mia. kr. over de næste to år med ét budskab til forsvarschefen: køb, køb, køb”.

I sidste uge stod de der igen, Mette, Trolex og nu også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Nu havde de ræsonneret sig frem til, at den bedste måde at modstå angreb fra Rusland på var at anskaffe sig langtrækkende missiler. Det i dansk politik efterhånden meget trættende ord “paradigmeskifte” indgik i deres vokabularium. “Regeringen har truffet en principbeslutning om, at Danmark for første gang skal opbygge en militærkapacitet med længererækkende præcisionsvåben, som vil kunne ramme mål på stor afstand og kunne nedkæmpe fjendtlige missiltrusler,” sagde Mette Frederiksen.

Der gik ikke mange dage før noget droneaktivitet førte til en lukning af luftrummet over Københavns Lufthavn. Det var ikke legetøjsdroner, men droner sat i luften af en “kapabel aktør”, som Københavns Politis ledende inspektør formulerede det.

I nat var den gal igen. Droneaktivitet ved lufthavnene i Aalborg, Skrydstrup, Sønderborg, Esbjerg, Billund, og luftrummene måtte lukkes ned. Igen har der nok været en kapabel aktør på spil. Hvad skal vi gøre? Sende nogle af vores længererækkende præcisionsvåben af sted mod Kreml, når vi engang har fået dem leveret? Hvem skal fortælle regeringen og Forsvaret, at moderne krigsførsel er markant anderledes, end den var for fem år siden?

Jevgenij Golovtjenko, der er adjunkt på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet var gæst i talkshowet Go’ aften Danmark på TV 2 onsdag aften for at indlemme seerne i droner og hybrid krigsførelse. På LinkedIn tilføjede han torsdag morgen nedenstående pointe, som – ligesom alt det andet vi har været inde på i denne leder – er værd at tage ad notam:

“Hybride angreb er her for at blive i et stykke tid – både i luften, på havet, på jorden og i informationsrummet. Vi skal huske den større geopolitiske kontekst, logikken bag hybrid krigsførelse generelt samt, hvad der er på spil politisk. Myndighederne kan godt lappe et konkret sikkerhedshul i Københavns Lufthavn, men det vil opstå i andre lufthavne og i øvrigt også i andre domæner. Hybride angreb bliver tit udført på en måde, der forsøger at udviske grænsen mellem krig og fred. Sagt forenklet: Er det en ‘krigsopgave’ for militæret eller en civil opgave for en anden myndighed? Forvirringen kan bruges til at forsinke og besværliggøre et modsvar. Den specifikke løsning må aldrig blive en sovepude – netop fordi problemet er langt mere systemisk.”

Køb, køb, køb og langtrækkende missiler og jagerfly, der flyver lavt hen over et folkemøde, er måske ikke svaret. Er der en kapabel aktør til stede i regeringen? /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12