Hvor langt er langt?

I fugleflugt ville et missil ladet med sprængstof lige præcis kunne nå fra Christiansborg til Moskva i Rusland på under halvanden time. Det subsoniske Tomahawk-missil er militæranalytikernes oftest nævnte bud på det, den danske regering formentlig inden længe vil anskaffe til det danske våbenarsenal: et langtrækkende præcisionsvåben med en rækkevidde på mere end 1.600 kilometer og en hastighed på niveau med lydens.

Det er også den slags våben, Zelenskij netop har bedt Trump om at få leveret til Ukraine. Men skal Danmark nu også selv til at skyde med ødelæggende missiler og droner, der kan fjernbetjenes fra København og fyres af med et enkelt tryk på en knap?

Da droner i sidste uge blev observeret over danske lufthavne – og siden på Forsvarets områder – blev forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på et pressemøde spurgt, om den nye luftaktivitet kunne hænge sammen med det alvorstunge “paradigmeskifte” i den danske forsvarspolitik, som regeringen havde varslet blot en uge forinden: at Danmark vil købe “langtrækkende præcisionsvåben med henblik på at styrke Danmarks nationale og Natos og allieredes kollektive afskrækkelse.”

“Jeg er godt klar over, hvad der ligger i dit spørgsmål om, at det, at vi er kommet med den udmelding, kan skabe baggrund for det, der finder sted i Danmark i de her dage. Det har jeg intet belæg for at sige overhovedet,” sagde Troels Lund Poulsen og understregede, at det ikke er “Fætter BR-droner”, der flyver over landet. Men at dronerne er udtryk for en alvorlig trussel mod Danmark.

En dyr principbeslutning

Ligesom der er meget lidt, Forsvaret og politiet endnu ved eller har meldt ud om, hvem der står bag den øgede droneaktivitet, er der lige så lidt, regeringen har afklaret om de nye våbenindkøb. De ved nemlig slet ikke, hvornår de langtrækkende præcisionsvåben kan være i Forsvarets arsenaler, og hvad de skal koste.

Alene af den åbenlyse årsag, at det ikke er besluttet, hvilke våben der skal købes.

Beslutningen om at købe langtrækkende præcisionsvåben var derfor først og fremmest et spørgsmål om at opskalere konfliktniveauet retorisk: “Regeringen har truffet en principbeslutning om, at Danmark for første gang skal opbygge en militærkapacitet med længererækkende præcisionsvåben, som vil kunne ramme mål på stor afstand og kunne nedkæmpe fjendtlige missiltrusler,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S) og understregede dermed, at indkøbet ikke er et indkøb, men en hensigtserklæring. Udmeldingen viser altså, at regeringen blot principielt er åben for paradigmeskiftet.

“Beslutningen er truffet på baggrund af forsvarschefens militærfaglige anbefaling,” lød det i pressemeddelelsen fra Forsvarsministeriet og regeringen: “Med regeringens principbeslutning vil Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse nu gå i gang med at undersøge markedet for, hvilke længererækkende præcisionsvåben der passer bedst til Danmarks behov.”

Fra forsvar til angreb

Fordi beslutningen endnu ikke er taget, har en række forsvarseksperter været tilbageholdende med at spå om, hvilke våben Forsvarsministeriet reelt vil købe. Men nogle modeller går igen blandt gættene: Ud over Tomahawk-missilet, der kan udstyres på danske fregatter, nævnes blandt andet ammunition, der kan integreres i Danmarks F-35-kampfly.

Langtrækkende udstyr er dog ikke helt fremmed for Danmark. I sommer indgik Forsvaret eksempelvis en Nato-aftale om langtrækkende droner, som de sammenligner med fly uden cockpit. Men her er formålet overvågning; ikke angreb. Det nye er altså i sig selv ikke, at Forsvarets materiel er langtrækkende. Går man semantisk til værks, er det derimod ordene præcision og våben, der markerer paradigmeskiftet. Danmark vil nu også aktivt angribe – og ikke kun forsvare.

“Nu ser vi resultatet: Vores anskaffelse af mere nytårsfyrværkeri har den modsatte effekt. Rusland bliver ikke afskrækket,” skriver Carsten Jensen på Facebook og advarer mod, at afskrækkelsen i virkeligheden fungerer som opmuntring for Rusland: “Og hvad med dronerne? Er det virkelig langtrækkende våben, vi har brug for, næste gang, de krydser hen over vores tage?”

Mens også Berlingske har spurgt, om regeringen optrapper en konflikt unødigt, har afskrækkelsen haft mindst én anden effekt. De langtrækkende præcisionsvåben har allerede haft vidtrækkende konsekvenser for den danske selvforståelse – og også selvom det skulle vise sig, at det ikke er det, der har fået droner på afveje.

Peer Henrik Hansen, museumsleder på Langelands Museum og historiker med ph.d. i koldkrigshistorie, kalder det i Politiken en “underdrivelse” at sige, at de langtrækkende våben udgør et paradigmeskifte i dansk forsvarspolitik: “Vi går fra aldrig nogensinde at have ejet denne type våben eller overhovedet at tale om at kunne eje den slags. Hvis du kigger på, hvordan staten Danmark har defineret sig og har ageret militært gennem de seneste 200 år, er det her vitterligt et nybrud.” /Emma Louise Stenholm

Læs andet afsnit i serien her: Et valg mellem USA og Israel