Våben, der aldrig skal bruges

Under Den Kolde Krig forpligtede USA og Sovjetunionen sig til at ødelægge alle landbaserede missiler, der kunne ramme mål mere end 500 kilometer væk. Og lovede aldrig nogensinde at bruge dem. Men INF-traktaten, som Reagan og Gorbatjov underskrev i 1987, kollapsede blot tre årtier efter, da USA trak sig ud med begrundelsen, at Rusland havde ignoreret den i årevis.

Siden har synet på langtrækkende våben ændret sig i et opsigtsvækkende tempo:

Når den danske regering har meldt ud, at Danmark skal “afskrække” Rusland ved for første gang at købe langtrækkende præcisionsvåben, melder vi os ind i en klub af lande, der enten allerede kan skyde langt, eller har planer om at gøre det. Mens Indien tester ballistiske missiler med en rækkevidde på over 5.000 kilometer og Kina viser sit hypersoniske lager frem og skændes med USA, har flere af Danmarks naboer for længst skruet op for missilinteressen.

Sidste år indgik Italien, Frankrig, Tyskland og Polen den europæiske strategi for langdistanceangreb ELSA, hvor de blev enige om at anskaffe sig langtrækkende præcisionsvåben, der helst skal produceres europæisk. Norden er også med: Sverige har ligesom Storbritannien og Nederlandene siden tilsluttet sig koalitionen.

Kun hensigtserklæringer

Da regeringen og Forsvaret i september varslede et paradigmeskifte i dansk forsvarspolitik ved at sætte Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse til at undersøge markedet for langtrækkende præcisionsvåben, blev ELSA ikke nævnt.

Men hvis og når Danmark vælger at købe langtrækkende præcisionsvåben, er det urealistisk at forestille sig, at de ikke vil deltage i en koordineret indsats: dels på grund af stordriftsfordelene, og fordi ingen af Nato-landene forventes at sende missiler af sted på egen hånd.

Mens initiativer som Den Europæiske Forsvarsfond skal gøre det nemmere at koordinere de europæiske våbenindkøb, har ELSA for nu blot mere karakter af en hensigtserklæring. Der er nemlig endnu ikke kommet noget konkret ud fra alliancen, og på det punkt minder initiativet om regeringens udmelding: I Danmark er der reelt kun tale om en principbeslutning, da Forsvarsministeriet ikke har lagt sig fast på, hvilke langtrækkende våben det skal være.

På samme måde har ELSA endnu ikke meldt noget konkret ud om, hvad og hvor meget, der skal produceres hvornår. Da Storbritannien tilsluttede sig ELSA, sagde regeringen noget vævende, at de langtrækkende våben ville kunne leveres i “2030’erne”.

“Der er mere snak end virkelighed, hvilket er ret systematisk for de her ting,” siger Alexandr Burilkov, assisterende direktør ved den slovakisk stiftede tænketank GLOBSEC, til Føljeton.

Svaret er missiler

Ifølge Burilkov er det vigtigt at bide mærke i, at mange lande – herunder Danmark – allerede har langtrækkende droner i deres våbenarsenaler, som i princippet ville kunne bruges mere offensivt.

“Russerne har vist, at langdistance-droner kan give betydelige forsvarsmuligheder. Der er rigelig dokumentation for, at de har forårsaget skader i Ukraine, for eksempel på raffinaderier,” siger Burilkov, der dog ikke mener, at droner er nok til at fungere som egentlig afskrækkelse, hvis de europæiske lande ville forsøge tilsvarende at ramme den russiske energisektor.

“For det første vil det tage lang tid, før vi rent faktisk ser nogen effekt. Det vil påvirke den russiske regerings indtægter og øge prisen på benzin og diesel for russiske forbrugere. Undergraver det Ruslands militære kapacitet? Ikke rigtig. Hvis vores strategiske ambition er at afskrække Rusland, er det noget, der kunne have en vis indflydelse over en periode på flere måneder, men det har simpelthen ikke en tilstrækkelig afskrækkende virkning,” siger han.

“Det andet problem er, at droner ikke er i stand til at ramme hårde mål: kommandoposter, beskyttede flyskjul, underjordiske olie-, gas- og ammunitionslagre, broer. Det er et strategisk problem. Hvis vi ønsker en kapacitet til hurtigt at afskrække Rusland, er svaret missiler.”

I dag har en række europæiske lande missiler, der kan sendes af sted fra luften eller fra flåden. Men intet europæisk Nato-medlem udover Tyrkiet har indtil nu sendt et missil af sted fra jorden med en rækkevidde på over 300 kilometer. Formålet med ELSA er at udfylde et kapabilitetshul, og alt peger i retning af, at man vil fokusere netop på de jordbaserede missiler, som bl.a. INF-traktaten har skullet begrænse.

Kan angribe hvor som helst

Mens den østrigske forsvarsekspert Gustav Gressel tirsdag sagde til Føljeton, at Europa kan blive nødsaget til at se mod Israel og USA, hvis de vil have langtrækkende våben hurtigst muligt, er det ifølge Burilkov ikke umuligt at holde sig til europæiskproducerede missiler. Ligesom Gressel understreger han, at det ikke er problemfrit at købe dem uden for Europa.

”Det er velkendt, at den amerikanske forsvarsbase har grundlæggende problemer. Når det gælder avancerede missilsystemer, er USA ret langt bagud,” siger han og understreger, at der også på europæisk jord er en “konflikt mellem udbud og efterspørgsel”.

“Vi har en rimelig udviklet base for relativt kortdistance-missiler. Men det er ikke rigtig nok,” siger Alexandr Burilkov, der peger på, at den europæiske interesse for langtrækkende våben ikke i sig selv burde virke afskrækkende på Rusland. Men formentlig snarere er helt forventet:

“Russerne tror på eskaleringsdominans. Det er flyene i estisk luftrum et tydeligt eksempel på,” siger Burilkov om de MiG-31-jagerfly, der har kapacitet til at transportere det hypersoniske missil Kinzhal, og som for få uger siden fløj rundt over Estland i 12 minutter.

“De sender det stærkest mulige signal om, at de kan angribe hvor som helst med hypersoniske missiler. Også Danmark, Sverige, helt op til Norge.”

For sent og for dyrt

Traktater som INF er ligesom nedrustningsaftalen CFE fra 1990 mellem Nato- og Warszawapagtlandene blandt årsagerne til, at det først er nu, produktionen af langtrækkende præcisionsvåben i Europa har fået fart på.

En anden udfordring for at købe mange langtrækkende våben her og nu er produktionsomkostningerne. Den danske regering smed allerede i foråret en ekstra regning for stigende forsvarsudgifter på bordet på 100 milliarder kroner. Det var inden de langtrækkende våben kom ind i billedet.

Da den britiske regering i sommer annoncerede købet af 700 langtrækkende våben, der skal produceres i Storbritannien, afsatte de, hvad der svarer til 13 milliarder danske kroner bare til at bygge “ammunitions- og energifabrikkerne”.

Da de i august meddelte, at de med det nye Nightfall-projekt desuden vil udvikle kortrækkende ballistiske missiler, lød det, at det skal ske til “lavpris”. Den såkaldt lave pris: 4 millioner kroner pr. missil – “foruden sprænghoved, affyringsrampe og eventuelle udviklingsomkostninger”.

Når Danmark vil købe langtrækkende missiler, er spørgsmålet ikke kun, om det optrapper konfliktniveauet, men også om det kan gøres hurtigt nok og til en pris, Danmark kan betale. Og er det så klogt, når der kan gå mere end et årti, før de kan leveres til det danske forsvar?

Her skal man huske på, at målet med at købe langtrækkende våben er, at de ideelt set aldrig skal tages i brug, mener Burilkov.

“Det er ikke eskalerende, hvis det alene er et spørgsmål om, at Europa køber dem. Det er et spørgsmål om, hvad man gør med dem bagefter. Der er også mange atomvåben i verden i dag, der heller ikke bliver brugt.” /Emma Louise Stenholm

Læs fjerde og sidste afsnit i serien her: Et menneske i loopet