Et menneske i loopet

Indtil videre har vi i ugens føljeton behandlet regeringens planer om at købe langtrækkende præcisionsvåben nøgternt: Forsvarseksperterne har sagt, at Danmarks udmelding om et paradigmeskifte næppe kan komme bag på eller ophidse Vladimir Putin. Men hvad, hvis man forestiller sig, at Rusland rent faktisk skulle stå klar til at fyre missiler mod Danmark, og beslutningerne pludselig bliver taget lidt for hurtigt i felten?

Siden atomtruslen under Den Kolde Krig fik os til at stille de samme spørgsmål, er Europas våben blevet mere avancerede. Lægger man de seneste års hastige udvikling inden for kunstig intelligens oveni, kan frygten synes endnu mere uoverskuelig.

“AI er software, så når det er udviklet, kan det med lethed overføres til anden brug. Inkorporering i militære systemer er noget helt andet. Kun få vil besidde den nødvendige tekniske viden til effektiv AI-integration, men teknologien vil få stor udbredelse, når den først bliver integreret i standardvarer,” skrev den tidligere forsvarsrådgiver i Pentagon Gary Schaub Jr. i et baggrundspapir, da han i 2019 var tilknyttet Center for Militære Studier på Københavns Universitet som seniorforsker.

“Hvor højtuddannede soldater eller kostbart militært udstyr nu er nødvendigt for at gennemføre specifikke og afgrænsede angreb på fjendtlige mål, kan sværme af billige AI-drevne droner ændre operationernes karakter. Et stort antal minidroner medbringende få gram plastisk sprængstof vil med sofistikerede målsøgningsalgoritmer fx kunne genkende og ramme et enkeltindivid.”

Risikerer vi at nå et sted hen, hvor vi ikke kan kende forskel på, hvem der affyrer hvad, når våbensystemer selv kan bestemme, hvilke bygninger de skal ramme, og finde menneskelige mål med ansigtsgenkendelse? Hvem har ansvaret, når det går galt?

Ifølge Ingvild Bode, direktør ved Center for Krigsstudier på Syddansk Universitet og ekspert i brugen af kunstig intelligens i krig, er det “typisk begrænset”, hvor stor kapaciteten for kunstigt intelligent teknologi er i de langdistancemissiler, der findes i Europa i dag.

“Men den slags missiler har længe indeholdt forgængerteknologier inden for kunstig intelligens. Det vil sige former for automatisering og autonomi. De bruges til forskellige funktioner, såsom styring og måldesignering,” siger hun til Føljeton.

“Med andre ord vil missilerne være i stand til at korrigere både det oprindelige mål og efterfølgende fejl ved at søge mod deres mål eller målepunkter, efter de er affyret.”

Kan ramme civile

Ingvild Bode fremhæver de norskproducerede Naval Strike-missiler (NSM) og de britiske Dual-Mode Brimstone-missiler som de to missilsystemer, der er tættest på at være kunstigt intelligente.

NSM er med en rækkevidde på 185 kilometer ikke, hvad man i forsvarstermer ville karakterisere som langtrækkende, men de understreger, at teknologien er der: Missilerne, som Danmark i vinter besluttede at indkøbe til Søværnet, bruger kameraer til at finde deres destination. De kortrækkende, men radarbaserede Brimstone-missiler har været brugt af Storbritannien i Afghanistan, Syrien og Libyen og har en såkaldt ‘man-in-the-loop’-funktion, der skal minimere risikoen for, at civile bliver ramt.

Men det kan aldrig udelukkes.

Som teknologien er i dag, vil der i sidste ende altid være et menneske involveret, når et missil affyres, siger Ingvild Bode. Man kan altså ikke bare skyde skylden for et forkert angreb på en algoritme:

“Brugen af autonomi og automatisering vedrører kun rejser til, sporing eller engagement af et mål, der på forhånd er tildelt af en menneskelig operatør.”

Mens langtrækkende præcisionsvåben er politisk kontroversielle, bruges de oftest til at ramme militære mål.

“Det er militære mål dybt inde i Rusland, som Rusland har brugt som luftbaser til at angribe ukrainske byer, der er den slags mål, man ville kunne angribe med langtrækkende våben,” siger Rafael Loss, der er policy fellow ved European Council on Foreign Relations med ekspertise i europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik.

“Der er risiko for utilsigtet, uforvarende eskalering. Men på en måde findes den risiko allerede, fordi Rusland har de her kapaciteter til rådighed og har vist vilje til faktisk at bruge dem mod det næststørste land i Europa. Ikke kun til at gennemføre en række angreb mod militære mål, men også til meget bevidst at angribe civile.”

Missiler fra jorden

Når en række Nato-lande har besluttet sig for at købe langdistancevåben, handler det ikke kun om at være i stand til at reagere på potentielle angreb. Det er mere “nuanceret og teknisk” end det, siger Rafael Loss, det handler også om “Natos mobilitet og manøvredygtighed”.

Han peger på Ruslands såkaldte anti-access/area denial (A2/AD)-strategi, hvor Rusland stiller langtrækkende missiler op for at forhindre fjenden i at operere i visse områder, herunder Kaliningrad og Belarus.

“Når man står over for A2/AD, vil det være meget vanskeligt at bringe nogen form for mekaniserede eller søbaserede forstærkninger til eksempelvis Estland, fordi Rusland vil forsøge at forhindre deres ankomst,” siger Rafael Loss med henvisning til de MiG-31-jagerfly, der i september krænkede estisk luftrum.

Sidste sommer gik Italien, Frankrig, Tyskland og Polen sammen i det europæiske langdistancevåbeninitiativ ELSA med ambitionen om at udvikle flere langtrækkende våben, og siden har også Sverige, Nederlandene og Storbritannien sluttet sig til alliancen. Hvor en række europæiske lande allerede har erfaring med langtrækkende militærteknologi i flåden og i kampfly, vil de formentlig også til at afsøge muligheden for at kunne affyre missiler fra jordbaserede missilforsvar.

“Det er endnu ikke klart, hvilke kapaciteter initiativet vil føre til, men det er rimeligt at antage, at jordbaserede affyringssystemer vil udgøre en væsentlig del af det. Man vil undgå en situation, hvor en allieret anvender en kapacitet, som modstanderen opfatter som meget eskalerende, og dermed også inddrager resten af alliancen i en sådan eskalering.”

Koordineret på forhånd

Når Nato skal koordinere, hvornår deres eksisterende langtrækkende våben i luften og til søs skal tages i brug, sker det bl.a. gennem kommandocentralerne AIRCOM i Tyskland og STRIKFORNATO i Portugal.

“Den tekniske betegnelse er forhåndsdelegering. Den politiske ledelse forhåndsdelegerer visse beføjelser til den øverstbefalende for de allierede styrker [SACEUR], så den i en krisesituation kan træffe visse foranstaltninger uden at skulle hente godkendelse først. Formålet er at gøre alliancen mere reaktionsdygtig og fleksibel i forhold til at håndtere kriser, i takt med at de udvikler sig,” siger Rafael Loss.

Det betyder “bestemt ikke”, at militæret alene kan beslutte, at Nato skal gå i krig, mener han.

“Kort efter Ruslands første invasion af Ukraine besluttede Nato for eksempel at forstærke den østlige flanke med landstyrker, at sende maritime ressourcer til Østersøen og Nordsøen og at have flere fly i luften over Nato-territorium end på andre tidspunkter. I et vist omfang var det forhåndsdelegeret for at kunne blive gennemført. Men derefter blev de allierede enige om at gå endnu længere og mobilisere ressourcer, som SACEUR ikke ville have haft til rådighed på forhånd.”

Ifølge Loss forhindrer Natos politiske struktur enhver form for forebyggende angreb – som USA’s invasion af Irak i 2003 – som også er forbudt under folkeretten.

“Der kan være situationer, hvor en hurtig forebyggende aktion kan være nødvendig og politisk forhåndsgodkendt. Kun under meget specifikke omstændigheder, fx hvis Nato opdager, at der er en koncentration af styrker langs grænsen, og efterretningstjenesten får oplysninger om, at den russiske ledelse har beordret et angreb, og at dens styrker forbereder sig på at affyre en stor mængde missiler, vil Nato måske ikke vente på, at missilerne affyres, eller kampvognene krydser grænsen, før man griber ind,” siger han.

“Men historisk, og uden for Nato-sammenhæng, har lande med langtrækkende angrebssystemer også brugt dem på andre måder. USA, Frankrig og Storbritannien har brugt luft- og søbaserede krydsermissiler til at angribe mål i Syrien, efter at Assad-regimet havde anvendt kemiske våben mod byen Douma i 2018. I det nylige angreb fra USA og Israel mod iranske atomanlæg blev der også anvendt Tomahawk-missiler, der er designet til brug mod højtstående mål, der befinder sig meget langt væk.” /Emma Louise Stenholm