EU mod Elon

Skal vi udforske liv på nye planeter eller løse de mange klimaudfordringer, vi har for at bebo vores egen jord? For EU er de to ting ikke modsætninger.

Når EU med sin rumstrategi for 2040 vil sikre europæisk autonomi, er målet at bruge “udforske nye teknologier til raketfremdrift” og at “øge Europas ambitioner og kapacitet inden for udforskning af rummet i lavt kredsløb om Jorden, Månen, Mars og andre steder”. Og mere bombastisk:

“Skubbe til grænserne for menneskelig viden.”

Men vejen mod rumautonomi handler i lige så høj grad om den avancerede satellitteknologi, som EU allerede er afhængig af. Med det, der kaldes jordobservation, overvåger europæiske satellitter nærmest i realtid alt fra skrumpende verdenshave og indlandsis til olieudslip og ulovligt fiskeri.

EU’s politiske prioriteter i rummet bliver besluttet af Det Europæiske Rumagentur (ESA), hvis afdeling for jordobservation har hovedsæde i Frascati i Italien. Her arbejder ESA sammen med Canada, Slovakiet, Litauen, Letland, Bulgarien, Kroatien, Cypern og Malta for at understøtte den teknologi, der gør det muligt at sende billeder af jorden videre til blandt andre EU’s klimatjeneste Copernicus og til brug i navigationssystemerne Galileo og EGNOS.

“Ved hjælp af den teknologi, for bare at nævne et eksempel, vil vi i fremtiden kunne lave præcisionslandbrug, der både vil reducere klimabelastningen og gøre landbruget mere effektivt,” sagde rumingeniøren Rodrigo da Costa til DR, da han i 2021 fik jobbet som direktør for EU’s andet rumagentur EUSPA:

“Rumteknologien er helt afgørende for EU’s strategiske autonomi. Desuden afhænger en stor del af vores økonomi af, at vi har adgang til præcise og højtopløselige satellitbilleder”.

ESA står blandt andet for udviklingsprogrammet for jordobservation Future-EO, som den danske regering i januar annoncerede, at de vil investere millioner i. Også her er målet ikke kun at beskytte os mod klimaforandringerne, men også at gøre EU mere “konkurrencedygtigt”.

Konkret kan det oversættes til, at EU skal producere sine egne raket- og satellitteknologier i stedet for at købe dem af andre. Men det betyder også, at den datainfrastruktur, som teknologierne bruger, skal være europæisk.

På den måde har strategisk autonomi længe været på dagsordenen i ESA – og EU spiller allerede en afgørende rolle, når det eksempelvis er ESA’s data, der bruges, når FN skal overvåge, om medlemslandene lever op til rammekonventionen om klimaændringer, UNFCCC.

Samtidig er EU’s rumindsats med til at støtte EU’s geopolitiske mål. Det gælder eksempelvis, når Kina for alvor forsøger at udkonkurrere Elon Musk med nye “megakonstellationer” af satellitter. Samtidig har flere nye vellykkede rummissioner sendt dem tættere på Månen og Mars.

Sideløbende vil EU lade reglerne for det indre marked omfatte satellitopsendelser og sætte nye krav om at gøre fremtidens rumraketter grønne – for at begrænse Elon Musk og Starlink på det europæiske marked.

På den måde går EU’s aspirationer i rummet altså op i en højere enhed med både kampen mod klimaforandringerne og den øvrige økonomiske og forsvarspolitiske agenda. Også Nato er i øjeblikket i gang med at implementere programmet APSS, som de kalder “den største multinationale investering i rumbaserede kapaciteter”, som skal være med til at forhindre fremtidige angreb i Natos medlemslande.

Men private operatører sidder stadig på en stor del af teknologien, som Nato skal bruge til deres efterretningsanalyser. Det samme er EU afhængig af:

ESA laver som udgangspunkt kun aftaler med firmaer, der er baseret i EU, eller i forvejen samarbejder med rumorganisationen – som eksempelvis det finske radarfirma ICEYE. Her bliver en af de vigtigste opgaver at undgå, at data bliver solgt videre, når de først er på private hænder. Det har de allerede helt konkret og teknisk mulighed for at begrænse i deres systemer.

Men når ESA samtidig vil udvide samarbejdet med nye private aktører, opstår der hurtigt nye spørgsmål om, hvor grænsen går for, hvem man siger nej til. Kun virksomheder, der er baseret i Rusland, USA og Kina? Og hvad hvis og når andre – og måske europæiske – lande går for langt?

Artikelserien er den første af tre under titlen ‘EU på egne ben’ og er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene Føljetons.