Undergrunden skal redde os fra afgrunden

Den grønne bølge, der skyllede ind over EU efter kontinentets klimavalg i 2019, er ebbet ud.

I de første seks måneder af den nye kommissions mandatperiode blev EU’s afskovningsforordning udskudt med et år, og står nu til at blive udskudt igen. Reguleringen af den europæiske bilindustri er blevet udvandet, og i sommerferien trak EU-Kommissionen et direktiv, som havde til formål at bekæmpe virksomheders greenwashing, tilbage.

I sidste måned kunne EU heller ikke blive enige om en bindende klimaplan for at reducere udledningen af drivhusgasser i det kommende årti i tide, så de uenige medlemslande måtte nøjes med at underskrive en “hensigtserklæring”. Det var ifølge Shirley Matheson, der arbejder i Verdensnaturfonden, “diplomatisk gymnastik på olympisk niveau, en forestilling, der har til formål at undgå den pinlige situation at ankomme tomhændet til [FN’s klimakonference] COP.”

Omkring 200 kilometer nord for polarcirklen, i Sveriges nordligste by Kiruna, lever de grønne ambitioner dog tilsyneladende uforstyrret videre. “Vi baner väg for den gröna omställningen,” proklamerer et banner fra den globale virksomhed Talga, der vil udvinde og levere “världens finaste grafit”, som skal få hjulene på 200.000 elbiler om året til at snurre rundt.

“A fossil-free future starts in the mine,” lyder budskabet – ambitiøst og med internationalt udsyn – dybt under jorden, hvor det statsejede mineselskab Luossavaara-Kiirunavaara Aktiebolag, eller LKAB, som blev dannet i 1890, og i dag producerer 80 procent af Europas jernmalm, opererer.

Oven over jorden er vejene ryddet, lygtepælene er blevet hevet op som træer med rødderne og henkastet i vejsiden. En kirke, der blev bygget i 1912, bevæger sig med under en kilometer i timen, hævet over jorden, langs vejen.

Der står LKAB på de selvlysende vindjakker, som dem, der omringer kirken, og er ansvarlige for, at den ankommer til sin nye placering i ét stykke, er iført. Inden da har en biskop og præst velsignet rejsen, der finder sted over to dage i slutningen af august. Lokalbefolkningen og en hel del turister følges ad med kirken. Det er “spændende”, siger alle, som jeg taler med. “Thrilling,” siger en amerikansk turist om optoget, der bliver sendt direkte som really slow TV.

Sammen runder vi det første hjørne, som har udsigt over minen, hvis udvidelse betyder, at kirken skal flyttes, og resten af byen har været i gang med at flytte siden 2014. “Vi har jo ikke rigtig noget valg,” siger en lokal beboer fornøjet.

“Hvis LKAB ikke eksisterede, ville kommunen ikke eksistere. Vi er dybt afhængige af hinanden,” siger borgmester Mats Taaveniku. Vi mødes i rådhuset Kristallen, nybygget, men med det gamle rådhus’ klokketårn udenfor. Det ligger i midten af det nye bycentrum, som er småt, men ligner ellers på mange måder enhver by (elektriske, grønne løbehjul på gadehjørnerne og et bibliotek), enhver nordisk by (en Espresso House) og en udpræget svensk by (Systembolaget i storcenteret). Der er stilladser, byggepladser og skilte, der fortæller, at en stor tom firkant jord en dag vil blive til park. Den nye by forventes at stå færdig i 2035.

I fremtiden er det heller ikke kun jern, der skal hentes op fra undergrunden. I 2023 annoncerede LKAB, at de havde identificeret “betydelige forekomster” af sjældne jordarter, som er afgørende for den grønne omstilling. Udmeldingen var perfekt timet med et besøg fra EU-Kommissionen.

“Elektrificering, EU’s selvforsyning og uafhængighed af Rusland og Kina begynder i minen. Vi skal styrke de industrielle værdikæder i Europa og skabe reelle muligheder for elektrificering af vores samfund,” lød det dengang fra energi-, erhvervs- og industriminister Ebba Busch, der havde iført sig en sikkerhedshjelm med LKAB’s logo til anledningen. Og anledningen var, at EU-Kommissionen var på besøg.

“For at Europa kan forblive frit, må vi være mere uafhængige. Vi må have mere sikre forsyningskæder for kritiske råstoffer og teknologier,” sagde Mario Draghi for mere end et år siden, da han præsenterede Draghi-rapporten, som omhandler EU’s konkurrenceevne og fremtid. Det var et ekko af kommissionsformand Ursula von der Leyen, der i 2022 sagde, at de sjældne jordarter “snart vil være vigtigere end olie og gas”.

“Vi ønsker ikke at erstatte vores afhængighed af fossile brændsler med en afhængighed af råmaterialer,” har Kommissionens ledende næstformand Stéphane Séjourné udtalt. “Kinesisk lithium bliver ikke morgendagens russiske gas.”

EU er dog allerede dybt afhængig, mest af alt af Kina. Det Internationale Energiagentur anslår, at Kina udvinder 70 pct. af sjældne jordarter, men står for 90 pct. af al global forarbejdning af dem, og har et væsentligt forspring, når det kommer til de teknologier og processer, som det kræver for at separere og raffinere dem. I foråret indførte Kina eksportrestriktioner på syv sjældne jordarter som reaktion på den amerikanske præsident Donald Trumps toldudmelding.

Allerede i 2004 modtog Kiruna Kommune et brev fra LKAB, der informerede dem om den nødvendige flytning. Sidenhen er flere historiske bygninger blevet flyttet, og de lokale beboere har ifølge borgmesteren haft god tid til at vænne sig til tanken om, at deres kirke også skulle have en ny placering. På rådhuset er der en brevkasse, hvor de kan nedskrive deres minder og oplevelser fra kirken. Udenfor er der blevet bygget midlertidige scener, hvorfra der holdes skåltaler og spilles musik.

Da scenerne er blevet pakket ned, og turisterne er taget hjem, opdaterer LKAB deres forventninger og meddeler, at 2.700 flere hjem og 6.000 flere mennesker ville blive direkte påvirket af virksomhedens planer om at udvide minen i det kommende årti.

“Jeg ved ikke, hvad I tænker på, når I tænker på Sverige. Nogle af jer tænker måske på de svenske musikmirakler som ABBA, Roxette eller Swedish House Mafia. Måske tænker I på Astrid Lindgren eller de rødmalede træhuse, den uberørte vildmark. Men jeg vil gerne tilføje endnu et punkt til listen: LKAB, de svenske miner,” lød den svenske energiministers vision for to år siden.

Med kirken sikkert på sin nye plads kan minedriften ufortrødent fortsætte. /Emilie Ewald

Læs 2. andet afsnit i serien her: Menneskerettigheder i minerne

Artikelserien Energi til EU er Føljetons sidste ud af tre under titlen ‘EU på egne ben’ og er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.