Strammerkurs i skolegården

Den tredje kopieringsbølge er sat i gang – som lyden af et coverband i et øvelokale på den lokale folkeskole: Statsminister Mette Frederiksen (S) har taget endnu et ryk i en mere socialkonservativ retning.

Denne gang rykker strammerkursen helt ind i skolegården. Det mest markante ved hendes syvende åbningstale i Folketinget blev annonceringen af en kulturkamp på skoleområdet.

“En skole uden autoriteter bliver til et samfund uden autoriteter. Et samfund uden autoriteter. Det er ikke et samfund,” lød det tirsdag fra Mette Frederiksen. Interessant nok lægger hun ikke op til at gøre brug af de to virkemidler, som politikerne på Christiansborg ellers råder over, nemlig lovgivning og bevillinger. Det er tilsyneladende hverken ved hjælp af regler eller penge, at Mette Frederiksen vil have autoriteterne tilbage i skolen og samfundet:

“Vi kommer ikke udenom, at der også er brug for en kulturkamp. Den kan vi ikke lovgive om fra Christiansborg. Men vi kan være tydelige i vores værdier. Og vi kan med rette have den forventning, at skolelederne også er det.”

Som en form for genopvækkelse af Anders Fogh Rasmussens nytårstale fra 2002, hvor han gik til angreb på “statsautoriserede smagsdommere” og “såkaldte eksperter, der mener at vide bedst”, bygger Mette Frederiksen nu op til et opgør med bløde pædagoger og flade hierarkier.

Hun mener, at uro i klasseværelserne er et udslag af formløshed og mangel på konsekvenser, og ikke mindst voksne, som nøler og ikke tør træde i karakter. Og derfor gør hun det nu:

“Hvis man oplever, at forkerte handlinger ikke har nogen konsekvens. Hvis vi bilder hinanden ind, at det altid er andres skyld. Hvis vi ikke formår at sætte en grænse. Så bliver adfærden grænseløs,” sagde Mette Frederiksen i sin moralkonservative opsang.

Bagefter kunne Dansk Folkepartis stifter Pia Kjærsgaard konstatere, at hun ikke alene var fuldstændig enig, men også, at Socialdemokratiet igen har taget et sving ud mod højrefløjen. Væk er alle overvejelser om lærernes praktiske arbejdsvilkår og sociale forklaringer på mistrivsel, i dag bliver problemet udpeget til at være mangel på opdragelse. Og løsningen? Mere disciplin.

Man fornemmer, at Socialdemokratiet igen er begyndt at skæve mere end nervøst til Dansk Folkeparti, som i den nyeste Epinion-måling også er steget op som det største blå parti, større end både Liberal Alliance, Venstre og Danmarksdemokraterne.

Konsekvens er kodeordet

Inden for et år skal der afholdes folketingsvalg, og der er ikke længere tvivl om, at Mette Frederiksen vil føre valgkamp på at distancere sig yderligere fra venstrefløjen, for i stedet at profilere sig på at sætte disciplin på dagsordenen:

“Disciplin er nærmest blevet et skældsord i dagens Danmark,” sagde hun og fortsatte: “Sådan bør det ikke være. Disciplin kan være undertrykkende, hvis det bruges forkert. Men hvis den bruges rigtigt, kan den være retningsgivende og give plads til ro og fordybelse.”

Først begyndte Socialdemokratiet at kopiere Dansk Folkeparti på udlændingeområdet. Gradvist, men sikkert, har socialdemokraterne nærmet sig Morten Messerschmidts parti så meget i debatten om udlændinge, at det efterhånden kan være svært at skelne udtalelserne. Under Mette Frederiksens formandskab er både reglerne og retorikken blevet skærpet.

Indledningsvist blev antallet af udlændinge fremhævet som den afgørende faktor. Men i dag er det i lige så høj grad kulturelle normer, som bliver set som uforenelige med ophold i Danmark. For tre år siden talte Mette Frederiksen også om konsekvens i sin åbningstale, dengang om udlændinge:

“Vigtigst er det, at der er styr på tilstrømningen. Det skal der være. Det kræver, at vi tør gå nye veje og flytte asylbehandlingen uden for Europa. Herhjemme er der noget, vi kan forebygge. Men ikke alt. Dem, der ikke respekterer vores spilleregler. De skal mødes med meget mere konsekvens.”

Konsekvens er kodeordet. Og vel at mærke udfoldet i form af en kulturkamp.

Den nyudnævnte udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) har således gjort sig bemærket ved at sige, at ikke-vestlige indvandrere er overrepræsenteret i både statistikkerne over kriminalitet og mangel på beskæftigelse, men også “i forhold til dårlig opførsel”. Hermed mere end antydes, at job, uddannelse og lovlydighed ikke er nok.

Folketingsmedlem Frederik Vad (S) fulgte op ved at slå fast: “Islamisme, fundamentalisme og herskerattitude er farligere for vores samfund end ureguleret kapitalisme.”

I et historisk perspektiv er det mildest talt nye toner fra Socialdemokratiet.

Mere end blot taktik

Den anden bølge kom i retspolitikken, hvor Socialdemokratiet også har nærmet sig Dansk Folkeparti, skridt for skridt.

Modsat tidligere, hvor hensynet til bl.a. rehabilitering og forebyggelse af ny kriminalitet også vejede ind, er Mette Frederiksens parti i stigende grad begyndt at betone straf for hævnens skyld. Den såkaldte ‘retsfølelse’.

Oprindeligt havde Socialdemokratiets tilnærmelser til Dansk Folkeparti karakter af en taktisk manøvre – også kaldet en politisk frontforkortning, hvor det ene parti forsøger at mindske afstande til et andet parti for derved at neutralisere en dagsorden.

Man håbede, at ubehagelige debatter ville forsvinde, hvis man blot talte modstanderne efter munden. Men sådan er det tydeligvis ikke gået. Af to årsager: Det har på ingen måde neutraliseret strammerretorikken i udlændingepolitikken, at Socialdemokratiet til forveksling lyder som Dansk Folkeparti. Tværtimod. Og det er heller ikke længere udtryk for taktik alene.

Den generation af socialdemokrater, som i dag dominerer partiet sammen med Mette Frederiksen, mener oprigtigt, at indvandring er en trussel mod den danske velfærdsmodel og tillidskultur, og de er derfor mere end parate til at gennemføre alle de stramninger, som er formelt mulige inden for internationale konventioner. De er kort sagt enige med Dansk Folkeparti.

Det vil være fejlagtigt at tro, at Mette Frederiksen kun taler om at stramme disciplinen i skolen og genoplive den gamle konsekvenspædagogik som et taktisk greb, for det er en del af en større socialkonservativ drejning, som er ved at blive mainstream i Danmark.

Lige præcis i skolepolitikken kan det få stor og afgørende betydning, at det nu er Socialdemokratiet, som driver den politiske kurs, som Dansk Folkeparti har agiteret for i mange år. For Socialdemokratiet er stadig et lærerparti, modsat Morten Messerschmidts bagland, og hvis Mette Frederiksen kan få sin tredje bølge til at slå igennem, vil det potentielt kunne få udslagsgivende betydning for dansk skolepolitik.

Efter stramningerne i udlændingepolitikken og de hårdere straffe i retspolitikken er turen kommet til disciplin i klasselokalerne. Og alt tyder på, at det også kommer til at ske. For foreløbigt er der ikke rigtig nogen opposition til det nye højreryk. /Lars Trier Mogensen