Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix
Mandag morgen sad journalister på vestlige medier i Europa og USA og så fjernsyn. De skiftevis kiggede op mod fladskærmene og ned på deres computere. Med pegefingrene tappende på tastaturerne beskrev de i korte, ligegyldige sætninger, hvad de så: USA’s præsident Donald Trump stiger ud af flyet i Ben Gurion-lufthavnen; Trump hilser på Israels premierminister Benjamin Netanyahu; Trump ankommer til det israelske parlament, Knesset; Trump skriver “en stor og smuk dag. En ny begyndelse” i en gæstebog; Hamas siger, at de har udleveret alle israelske gidsler; de israelske tvillinger Gali og Ziv Berman er fri efter 738 dages fangenskab; busser med palæstinensiske fanger forlader israelske fængsler. Osv.
Det er et teaterstykke. Stykket hedder Fred, og fordi planen bag freden har 20 punkter, hvilket er mange for så simpel og dyrisk en hjerne som Donald Trumps, ja, så har mange udenrigspolitiske kommentatorer, redaktører og journalister købt fortællingen om, at den er meget gennemarbejdet, fremsynet og visionær. At det er en rigtig fredsplan.
I de forgangne to år er vestlige mainstream-mediers rolle i forhold til krigen i Gaza – og til det israelske narrativ i det hele taget – blevet endevendt. Endevendt for dem, der interesserer sig for mediernes rolle. Men hvad der har måttet være af kritik, lader til at være gået hen over hovedet på dem, det handler om – medierne. Journalister og redaktører og andre mediefolk synes ikke at være blevet klogere. Det er, som om de stadig ikke forstår, at deres vinklinger og ord er med til at forme offentlighedens opfattelse af ting. De tænker, at deres korte, ligegyldige sætninger er så korte og ligegyldige, at de rummer en objektiv sandhed.
Det er næsten ligegyldigt, hvor man vender sig hen – New York Times, Berlingskes live-feed, P1 Morgen på DR. Afsenderne – dem, der medierer indholdet – sidder fast i det samme mudder og kalder som sædvanligt de tusindvis af palæstinensere, som Israel helt uden for ret og lov tilbageholder i fængsler, for fanger, mens de israelere, som Hamas har tilbageholdt siden 7. oktober 2023, bliver kaldt for gidsler.
Tarek Ziad Hussein, der er direktør for Dansk Flygtningehjælp Ungdom, minder i et opslag på Facebook om, at de fleste af de palæstinensiske gidsler, hvoraf mange er kvinder og børn, har været såkaldt ‘administrativt’ tilbageholdt uden rettergang og under umenneskelige forhold i israelske fængsler. Og videre: “Følgende dynamik kommer til at udspille sig de kommende dage og uger: Man kommer til at høre ALT om de israelske gidsler; deres livshistorie, familieslægt, uddannelse, kærester, hobbyer, drømme, ambitioner, ALT. Men vigtigst af alt får de et ansigt og et navn. De palæstinensiske gidsler kommer som sædvanlig til at blive en stor udefinerbar masse. Du skal nok se nogle billeder af grupper af mennesker som er glade og deler baklava ud, men i det store hele intet om deres person, historie, familier, hobbyer, narda. Sådan er palæstinenserne nemlig altid blevet portrætteret; som en stor, grå, udefinerbar masse uden en historie og uden retten til at eksistere.”
Den britiske journalist og klummeskribent Owen Jones minder på X om, at Israel har tænkt sig at fortsætte sine forbrydelser mod befolkningen i Gaza, så snart de tilbageværende israelske gidsler er blevet returneret. Og det er ikke bare nogle formodninger, Jones turnerer, fordi han er humanist eller venstreorienteret. I et opslag på samme sociale medie skriver Israels forsvarsminister Israel Katz, at den “største udfordring” for hans land, efter at gidslerne er kommet tilbage, bliver at “ødelægge Hamas’ terrortunneller i Gaza”: “Dette er den primære betydning af at implementere det aftalte princip om at demilitarisere Gaza og neutralisere Hamas’ våben. Jeg har instrueret IDF (det israelske militær, red.) i at forberede sig på at udføre denne mission.”
Midt i freds- og løsladelseseuforien kunne medierne måske med fordel prøve at analysere sådan en udmelding. En person, der har gjort et stort stykke arbejde for at skabe balance i medierne, er den amerikansk-jødiske journalist og professor i journalistik Peter Beinart. Forleden sad han på en amerikansk tv-station og blev bedt om at forholde sig til et udsagn, som Condoleezza Rice, der var sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister under præsident George W. Bush, var kommet med på tv. Hun sagde, at palæstinenserne skulle tage og begynde at anerkende, at Israel eksisterer som en stat, og at landet er en del af Mellemøsten. “Det betyder, ændr de ting I fortæller jeres børn om Israel og stoppe med at sætte kort op, der viser, at staten Israel ikke eksisterer. Lad være med at skabe en ny generation af palæstinensere, som tror, at ‘modstand’ på en eller anden måde er vejen til fred og sikkerhed,” sagde hun.
Peter Beinart tog sig til hovedet og vendte sig mod tv-værten. “Du og jeg kender mange palæstinensere, som har et negativt syn på Israel. Jeg har aldrig hørt en af dem sige, at deres fjendtlighed over for Israel skyldtes noget, de har læst i en skolebog. Det er, fordi deres fædre er blevet dræbt. Deres bedstemødre er blevet presset ud af deres hjem. De har set deres gamle stå i timevis og koge ved checkpoints. Deres hjem er blevet ødelagt. De har set familiemedlemmer sulte ihjel. Det er ikke særlig kompliceret (…) Hvis vi ikke ønsker, at palæstinensere skal hade Israel, må Israel stoppe med at gøre de ting, som skaber had. Undertrykkelse skaber had. Det handler ikke om skolebøger. Det er så patroniserende og afkoblet fra virkeligheden.”
/Oliver Stilling