Hjemmefødsler
Ude godt – hjemme bedst?
Et fåtal af danskere vælger at føde hjemme, selvom det ifølge forskningen ikke bare er sikkert, men også giver lavere risiko for komplikationer. Så hvorfor er hjemmefødsler ikke mere udbredte?

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
I juni kom min datter Odette til verden i den seng, min kæreste og jeg normalt sover i, som står i den lejlighed på Amager, vi bor i. Eller for at sige det mere direkte: ved en planlagt hjemmefødsel. Det var vildt, overrumplende, lettere chokerende, og helt igennem perfekt.
Mere i detaljer vil jeg ikke gå nu og her. Blot vil jeg fremhæve dette: Lige så rigtig beslutningen om en hjemmefødsel har været for min kæreste og mig, lige så stor har forundringen, skepsissen, tvivlen og måske endda forargelsen været blandt familie, venner og bekendte.
Gang på gang har vi måttet forklare, at vi ikke skulle have en doula eller nogen mærkelig spirituel fødeseance; forklare, at der ikke var noget odiøst i vores beslutning. Vi ville helst bare blive derhjemme, så længe vores jordemoder vurderede, at det var sundhedsmæssigt forsvarligt. Hvilket atter har affødt tomme blikke og forvirrede kommentarer. Eller som en af min kærestes veninder på et tidspunkt – og mere bramfrit – udbrød:
“Nå, I valgte den victorianske model?”
Egentlig valgte vi bare den naturlige og sikre model.
Sundhedsfagligt forsvarligt
Ser man på de kolde tal, er der ikke meget at sige til, at hjemmefødsler er omgærdet af en vis mystik. Under tre pct. af alle fødsler i Danmark finder sted i hjemmet, og ifølge en pressemeddelelse fra Sundhedsdatastyrelsen var der i 2024 blot 1.610 fødsler hjemme eller på privat fødeklinik. Kun et fåtal af forældre vælger altså at gøre noget andet end at tage på hospitalet. Hvilket kan forklare, hvorfor de færreste har en reel idé om, hvad hjemmefødslerne overhovedet indebærer.
Det er imidlertid også på dette punkt, at vi bliver nødt til at skelne mellem hjemmefødslerne. Alle kvinder har ret til at føde hjemme med assistance fra en jordemoder. Rent sundhedsfagligt anbefales hjemmefødsler dog kun, hvis en række betingelser er opfyldt, herunder at graviditeten har været ukompliceret, at barnet ligger rigtigt, og at den fødende er sund og rask.
I min kærestes tilfælde kunne alle betingelserne krydses af – hvorfor vores jordemoder fra Hvidovre Hospital gav grønt lys til hjemmefødslen. Og som Rikke Maimburg, jordemoder og professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, forklarer til Føljeton, kunne vi dermed også have ro i maverne – gravid som ikke-gravid:
“Det litteraturen generelt viser, er, at hvis man er normalt gravid og fødende, har en veluddannet jordemoder ved sin side, og hun har visiteret og sagt god for, at det er en fin idé at starte med fødslen derhjemme – og man desuden har et backupsystem, som jordemoderen kan benytte sig af, hvis hun mener, fødslen skal flyttes ind på et hospital – så viser undersøgelserne samlet, at det for både morens og barnets helbred er sikkert at føde derhjemme. Ligeledes ser det ud til, at mors helbred på flere punkter opnår en fordel ved at føde hjemme, da der er lavere risiko for indgreb og komplikationer.”
Maimburg understreger: “Hvis man er til de nøgterne tal, og hvis man ikke er bange for at føde hjemme, så ser det faktisk ud til, at det er en rigtig god idé med hjemmefødsel.”
Mindre kompliceret
I begyndelsen af graviditeten deltog min kæreste og jeg i en såkaldt hjemmefødselscafé, som udbydes af Region Hovedstadens hjemmefødselsordning. Her kunne en jordemoder begejstret fortælle, hvordan hjemmefødsler har en lang række fordele. Der er selvfølgelig alle de lavpraktiske, som at man kan tilgå sit eget køleskab og tage veerne i sofaen med fjernsynet tændt. Man kan, langt nemmere end på hospitalet, “hygge” om det (så vidt det nu er muligt midt i smertehelvedet). Men der er også den hormonelle gevinst:
Oxytocin og endorfiner trives bedst i rolige, kendte omgivelser, hvilket giver mere effektive og (forhåbentlig) mere håndterbare veer, og dermed en mere ligefrem fødsel. Såfremt man kan undgå hospitalets stress og jag – hvor oxytocinen ikke nødvendigvis er til stede på samme måde – kan man også håbe på en bedre, mere naturlig oplevelse. Eller som en (kvindelig) læge i min familie lakonisk har udtrykt det: “Man flytter jo heller ikke en ko, der kælver.”
Selvom ambitionen er at blive derhjemme, kan der dog stadig være mange gode grunde til, at man bliver nødt til at flytte sig. Jordemødrene arbejder ud fra et benhårdt forsigtighedsprincip, og vil ved tegn på begyndende komplikationer – store som små – anbefale, at fødslen flyttes til hospitalet. For førstegangsfødende betyder det, at omkring hver tredje alligevel må ud af hjemmet. Dertil kommer, at der ved hjemmefødsler ikke er de samme muligheder for smertelindring. Teorien er, at de ekstra endorfiner til dels skal opveje det. I praksis kan det dog vise sig, at den fødende gerne vil have en epiduralblokade. Og så går turen til fødegangen, hvor en anæstesilæge kan lægge den.
Under alle omstændigheder kan det dog være en fin idé at have hjemmefødsel som udgangspunkt ved de ukomplicerede graviditeter, påpeger Rikke Maimburg. Selv hvis man bliver flyttet til hospitalet, ser man nemlig også, at visse fordele ved hjemmefødslen flytter med: “Det er også noget, vi kan se i forskningslitteraturen – bare det, at du starter med hjemmefødsel, synes at øge chancerne for en forholdsvis ukompliceret fødsel på hospitalet. De hyppigste årsager til overflytning til hospitalet er ikke-akutte forhold som behov for mere invasiv smertelindring og ve-stimulation.”
Af samme grund forstår Maimburg fra et forskningsmæssigt synspunkt ikke, hvorfor hjemmefødsler alligevel ofte omtales som en risikabel eller kontroversiel beslutning:
“Det er lidt synd, at der i systemet og blandt de fødendes omgivelser ofte er bemærkninger som: ‘Nej men, tør I det? Det er da farligt? Vil I selv tage ansvar for det?’ For man tager jo altid ansvar for sin fødsel, uanset om man tager på hospitalet eller bliver derhjemme. Men der er jo ikke nogen, der siger, hvis man skal føde på hospitalet: ‘Ej, tør du det? Vil du tage ansvar for det?’ Man kan sige, at hvis man er ukompliceret gravid, så risikerer man på hospitalet jo faktisk flere indgreb og at fødslen bliver mere kompliceret, end den behøver at være.”
Patologisk tankesæt
Noget, man som vordende forælder hurtigt oplever, når først scanningsbillederne er blevet fremvist og graviditeten annonceret, er, at alle meget pludseligt – og meget umotiveret – får lyst til at dele deres egne fødselshistorier. Blodige detaljer vælter frem fra et kollektivt urdyb, som ellers hidtil har forholdt sig tavst. Så snart man er kommet med i baby-klubben, får man for alvor indsigt i, under hvilke voldsomme omstændigheder babyer sommetider kommer til verden. Det føles nærmest, som om man på forhånd forventes at blive del af et lidelsesnarrativ.
Ser man på de seneste års mediedebat, har lidelsesnarrativet da også fyldt en del. Der findes tilsyneladende et væld af historier om en dybt presset fødemodtagelse – særligt i hovedstadsområdet – og et sundhedspersonale, som dårligt kan løbe hurtigere. Den fødsel, som burde være forældrenes største livsøjeblik, risikerer at blive konfronteret med en anderledes kynisk virkelighed bestående af kontinuerlige besparelser og forringede vilkår på landets fødeafdelinger. Rent anekdotisk har jeg – som mange andre på min alder – hørt adskillige skrækhistorier fra venner om, hvordan de blev kastet ind i et stresset system, som ikke kunne møde deres behov. Alligevel har selvsamme venner ofte tænkt, at hospitalet var det eneste valg, de havde.
Spørger man Rikke Maimburg, hænger forestillingen om hospitalet som selvfølgeligt fødested i høj grad også sammen med den historiske udvikling. Begyndende i 1970’erne kom jordemødrenes ansættelser til at høre under hospitalsvæsenet, mens de små kirurgiske fødesteder i mindre provinsbyer tilsvarende begyndte at lukke. Siden da er sundhedsvæsenet i stigende grad blevet centraliseret, ligesom fødsler nu bliver betragtet med et primært medicinsk blik, selvom langt de fleste fødsler ikke har behov for medicinsk intervention eller behandling. Som Maimburg forklarer til Føljeton, er udviklingen ikke uproblematisk:
“På hospitalet er man lidt hurtigere til at gribe til forskellige slags indgreb. Og dermed kommer man jo til at gøre fødslen mere kompliceret. Der har været en udvikling med mange one-size-fits-all guidelines inde på hospitalet – du har sikkert også hørt om accelereret patientforløb. Og det påvirker i høj grad rammerne for de normale fødsler, da de bliver behandlet i de patologiske fødslers mindset og den ramme, der ligger for dem. Og så ender de fødende med ukomplicerede fødsler med at få unødige indgreb. Det er også det, vi kan se i forskningslitteraturen: at der kommer flere indgreb i de normale fødsler, end der faktisk var behov for.”
Far på hjemmebane
Den historiske udvikling for fødslerne – fra hjem til centraliseret sundhedsvæsen – er på den måde paradoksal; den står (måske) som et lettere uforståeligt stykke biopolitik, hvilket vi også vil vende tilbage til senere på ugen. For nu kan det dog forsigtigt konstateres, at hjemmefødsler kan give mening at fremme. For som Rikke Maimburg pointerer:
“Når vi taler sundhedsreformer med brugerinvolvering, sundhed tæt på borgeren og ‘Vælg Klogt-kampagnen’, så kan man spørge sig selv, hvorfor hver region ikke har en hjemmefødselsordning som i Region Sjælland, så vi undgår at overbehandle raske fødende og aflaster hospitalssystemet.”
Ser man på statistikkerne over hjemmefødsler, stikker Region Sjællands populære hjemmefødselsordning – som vi skal se nærmere på i morgen – netop ud. Maimburg fortsætter:
“I Region Sjællands velfungerende hjemmefødselsordning er der kommuner, hvor op mod 17 pct. af børnene fødes hjemme. Ønsker vi at tage udgangspunkt i forskningslitteraturen om sikkerhed ved fødsler, være økonomisk bevidste og give familierne et reelt valg af fødested – herunder mulighed for at vælge en sikker og mindre kompliceret fødsel – så burde hjemmefødsel i langt højere grad være et anerkendt valg i sundhedsvæsenet.”
For mit eget vedkommende må jeg blankt erkende, at hjemmefødslen først og fremmest var min kærestes idé. I hvert fald i begyndelsen af graviditeten. Hendes mor har af flere omgange været fødselshjælper for en nær ven, hvilket har givet anledning til mange gode familiehistorier om, hvor fantastiske hjemmefødsler kan være. Historierne – blandet med et mere generelt ubehag ved hospitaler – gjorde, at min kæreste aldrig rigtig var i tvivl om, at en hjemmefødsel var noget for hende. Hvis jeg altså var med på idéen.
Som jeg satte mig ind i stoffet og talte med forskellige jordemødre – og ikke mindst min kæreste – forsvandt min umiddelbare skepsis hurtigt. Jeg kunne godt se, at der var mange ting, som talte for en hjemmefødsel. Også hvad angik min egen rolle i den.
Da jeg nævner overvejelsen for Rikke Maimburg, kan hun sagtens genkende den fra sit eget virke som jordemoder:
“Der er ikke noget sted, jeg som jordemoder i højere grad har oplevet, at fædrene helt naturligt er involveret end til en hjemmefødsel. De hjælper jordemoderen ind i hjemmet og til rette med de ting, hun skal, og er en stor støtte for kvinden i deres vante omgivelser – faren har en stor rolle ved en hjemmefødsel. Generelt er fædrene meget mere involverede ved hjemmefødsler end inde på hospitalet, for her er de på hjemmebane.”
Da jeg så min datters øjne for første gang, vidste jeg i hvert fald, at der ikke var noget sted, jeg hellere ville være end lige her – i hendes nye hjem. /David Dragsted
Dette er første afsnit af fire i vores serie om hjemmefødsler. Læs andet afsnit her: I kendte rammer.