Nobert Hofer: Så hjælp mig Gud (4:5)

Det hører til sjældenhederne, at europæiske statsledere skifter religion. Tilbage i 1563 skiftede Henrik 4. af Frankrig dog fra protestantismen til katolicismen med ordene: ”Paris er vel en messe værd.” Sætningen er senere blevet ikonisk for magthaveres opportunisme. Politikere synes efterhånden villige til at indtage alle synspunkter, der kan styrke, udbrede eller blot bevare deres magtposition.

Østrigs måske kommende præsident, Norbert Hofer fra Freiheitliche Partei Österreichs, synes villig til at strække og bøje sig langt for at fænge vælgerne, men religiøs opportunist kan han ikke ligefrem kaldes. Han har nemlig taget den stik modsatte rejse af Henrik 4. af Frankrig: Manden, der muligvis snart kan kalde sig for ‘Norbert 1. af Østrig’, voksede op som katolik, men er senere som voksen blevet protestant – og dét virker som et ganske modigt valg af en politiker i et land, hvor 78 procent af befolkningen er katolikker, og kun 5 procent protestanter.

Særligt efter flygtninge- og migrantkrisen sidste efterår er den historiske splittelse mellem katolikker og protestanter dog trængt i baggrunden, og kun én religiøs gruppe har været omdrejningspunkt for stridigheder: Landets lidt over to procent muslimer. I Østrig husker man stadig året 1683, hvor Wien heroisk modstod belejringen fra Det Osmanniske Rige og dermed ifølge det stadigt herskende verdensbillede stoppede muslimernes historiske indtog i Europa.

Med FPÖ i spidsen har højrefløjen gjort sit til at minde vælgerne om historien, godt hjulpet af virkelighedens kaos. I slutningen af 2015 og begyndelsen af 2016 fungerede Østrig som transitland mellem Balkan og Tyskland, og hundred tusindvis af flygtninge, asylansøgere og migranter strømmede gennem bl.a. Wien, og dét har om noget sat dagsordenen for præsidentvalget. Norbert Hofer har ligefrem bedt om Guds hjælp.

På kant med kirken

Ramaskriget brød ud, da FPÖ lancerede en valgplakat med Norbert Hofer og teksten: ”So wahr mir Gott helfe.” Formuleringen er velkendt på amerikansk, hvor Gud og hvermand i den politiske verden ustandseligt siger ”So help me God”. Men i Europa, særligt i den nordlige og protestantiske del, er religiøse besværgelser bandlyst blandt politikere. Som det skelsættende hedder i Matthæus-evangeliet: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.”

Karakteristisk nok var det også de protestantiske præster, altså Norbert Hofers egne, der tog kraftigt afstand fra det guddommelige slogan: ”Gott lässt sich nicht instrumentalisieren,” som den evangeliske kirke skrev i en pressemeddelelse.

Men dét er ikke desto mindre præcist, hvad Norbert Hofer har haft held med. Han har instrumentaliseret Gud til at tjene et klart politisk formål: Med Guds hjælp forsøger han at skabe splid mellem den store kristne majoritet og den lille muslimske minoritet. I kontrast til modkandidaten, den grønne og uafhængige Alexander Van der Bellen, som hverken er katolik eller protestant, men snarere sekulær ateist, har Norbert Hofer frit spil til at (mis-)bruge kristendommen i politisk øjemed.

I sit eget selvbillede står Hofer nu alene ved Wiens porte – og Wien er vel et valgmøde værd.