Fødslernes fortællinger

Narrativer er vigtige. Måske særligt, når det gælder os selv og vores kroppe. Selvom vi godt ved, at det nok er en dårlig idé at google os frem til en hurtig diagnose, kan vi alligevel få forvandlet lidt ondt i halsen til begyndende strubekræft med ganske få klik. For så har vi da en mulig skrækhistorie, vi kan gribe fat i. Også selvom den næppe holder hos lægen. Heldigvis.

Én ting er, hvad forskningen siger. Noget andet er vores egne mavefornemmelser. Og her løber hjemmefødslerne – som tidligere nævnt – ind i et umiddelbart paradoks: På den ene side viser en lang række undersøgelser, at hjemmefødsler ved ukomplicerede graviditeter (og under de rette forudsætninger) er lige så sikre som hospitalsfødsler. På den anden side synes det stadig temmelig nemt at sammenstykke en advarende fortælling om alt det, som kan gå galt.

Spørger man Ole Olsen, seniorforsker ved Forskningsenheden for Almen Praksis ved Københavns Universitet, burde det ellers ikke forholde sig sådan. Olsen har som statistiker i over 30 år beskæftiget sig med hjemmefødsler og er bl.a. hovedforfatter på et såkaldt Cochrane-review, hvori den publicerede forskning på hjemmefødselsområdet bliver nøje gennemgået. Som han forklarer til Føljeton, er der ikke længere meget at rafle om:

“Efterhånden er konklusionen ikke alene, at det er lige så sikkert – og på mange måder bedre – med en hjemmefødsel, men at der faktisk også er flere indgreb og komplikationer på sygehuset.”

Så hvorfor gør man ikke mere for at udbrede hjemmefødsler?

“Det er mærkeligt. Jeg synes virkelig, det er mærkeligt”.

Trods al evidensen har Ole Olsen ofte oplevet, at der skal mere til at overbevise; eksempelvis blandt de mange læger, han møder. Olsen nævner, at han på et tidspunkt talte med en lægekollega på universitetet, som hidtil havde været meget tilbageholdende omkring hjemmefødsler, men nu var blevet anderledes positivt stemt. Da han spurgte, hvad der pludselig havde fået hende til at ændre mening, viste det sig, at hendes søn og svigerdatter for nylig var blevet forældre ved en hjemmefødsel og her havde haft en fantastisk oplevelse. Olsen griner og fortsætter:

“Her har jeg samlet årevis af forskning med hundredtusindvis af kvinder og masser af statistik og alt muligt – den bedste evidens – og spurgt forskellige læger, om ikke de kunne tænke sig at informere mere om det. ‘Ah, det ved vi ikke rigtigt’, har de sagt. Og så kommer der sådan en human story med en søn og svigerdatter, som i stedet overbeviser.”

Medicinsk blik

Om vi vil det eller ej, vil de fortællinger, vi deler med hinanden, også påvirke vores blik på verden – og fortællingerne vil omvendt forvandle sig i takt med, at verden gør det. I tilfældet hjemmefødsler spiller den historiske udvikling i Danmark eksempelvis en oplagt rolle, påpeger Ole Olsen. I 1973 blev den såkaldte distriktsjordemoderordning ophævet, og jordemødrene begyndte at blive direkte ansat på sygehusene. Hvilket med tiden også fik betydning for, hvordan man overhovedet betragtede fødslerne: “På den måde begyndte det medicinske blik på fødslen at blive dominerende i stedet for det sociale blik.”

Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at det medicinske blik til tider er dybt nødvendigt – der findes forskellige fødselskomplikationer, som kræver hospitalsbehandling.

Men blikket har også sine egne blinde vinkler: Man risikerer eksempelvis at sygeliggøre raske gravide kvinder og dermed at opfatte fødsler som noget farligt, der hurtigt skal overstås. Hvilket også kan føre til en såkaldt interventionskaskade: Man giver måske et ve-drop, som kræver en CTG-overvågning, som igen kræver, at den gravide ligger ned, hvormed man ikke får samme hjælp af tyngdekraften, hvorfor barnet måske skal tages med sugekop. Hver behandling risikerer at avle en ny behandling. Imens forsvinder den enkelte fødende og dennes behov gradvist bag hospitalsforhænget.

I en nylig Q&A om ‘kvinders og jordemødres juridiske forhold ved hjemmefødsler’ peger Lis Munk, forkvinde i Jordemoderforeningen, da også på noget af det samme: “Jeg er helt enig i, at graviditet og fødsler er blevet mere og mere medikaliserede, og at risikotænkningen er øget. Det gør det svært at ‘bestå prøven’ – at have en ukompliceret og spontant forløbende graviditet og fødsel.” Til Føljeton uddyber Munk, hvad hun mener:

“Det, man gør i graviditeten, er, at man hele tiden screener og undersøger, om der er noget, som kræver mere end ‘standardpakken’. I den proces propper man jo lidt folk i kasser og siger for eksempel: ‘Nu er du så og så gammel’, eller ‘nu er du blevet gravid ved IVF’, eller ‘du har den her grundsygdom’. Og så kan man risikere at glemme at se den enkelte og den enkeltes potentiale.”

Ens eget valg

Ifølge Lis Munk ville der være god ræson i, at flere gravide overvejede at føde hjemme. Fra et fagligt synspunkt behøver hjemmefødslerne i hvert fald ikke at blive forfordelt i så stor grad, som det aktuelt er tilfældet: “Langt flere vil kunne føde hjemme, end der gør det i dag. Hvis man tog alle dem, der skal føde deres andet barn, som har født ukompliceret første gang, så er sandsynligheden for, at de får en ukompliceret fødsel næste gang, meget stor. Og de kunne jo egentlig føde hjemme.“

Det væsentligste, understreger Jordemoderforeningens forkvinde, er, at den enkelte fødende overvejer, hvad der føles mest rigtigt: “Jeg tror, det er utrolig vigtigt, at dem, der føder hjemme, og dem, der føder på hospitalet, er tryggest ved det, de nu vælger.”

Hun uddyber:

“De bedste hjemmefødsler er dem, hvor man vælger at føde hjemme, fordi man har lyst til at føde hjemme. Ikke dem, hvor man vælger at føde hjemme, fordi man ikke vil på sygehuset. At føde hjemme i opposition kan ende med at blive rigtig træls. For så bliver det et nederlag, når man får brug for at komme ind på sygehuset. Man bør hellere se det at føde hjemme som et kæmpe potentiale – og hvis ikke det er nok, så er der også et godt alternativ i sygehuset.”

Fortællingen om ens fødsel skal kort sagt også være en, man selv kan stå inde for. Interessant nok er det – sammenlignet med landsgennemsnittet, hvor under tre pct. af danskere vælger hjemmefødsel – dog et chokerende stort antal jordemødre, som foretrækker hjemmefødslen. I hvert fald har en medlemsundersøgelse hos Jordemoderforeningen (som, bevares, efterhånden er 10 år gammel) vist, at 47 pct. af de adspurgte gravide jordemødre selv forestillede sig at føde hjemme. Og at hele 61 pct. af de jordemødre, der havde født en eller flere gange, “ville ønske at føde hjemme, hvis de skulle have flere børn.”

I den artikel, Jordemoderforeningen har lavet om undersøgelsen, bliver den daværende næstforkvinde Ann-Birgitte Havelund Nielsen spurgt, hvad foreningen kan gøre for “at det at føde hjemme bliver afmystificeret?” Hun svarer:

“Det har vi blandt andet gjort gennem den undersøgelse af, hvor jordemødre vælger at føde, som omtales i denne artikel. Kan man få en bedre blåstempling af hjemmefødslen end, at jordemødre selv vælger det?”

Om ikke andet er det da en enormt god historie; en historie, som måske endda har bedre mulighed for at resonere med folk end Cochrane-reviews og kold evidens: At de mennesker, som ved allermest om fødsler, faktisk ikke er bange for at føde hjemme – tværtimod. /David Dragsted

Dette er tredje afsnit af fire i vores serie om hjemmefødsler. Det fjerde og sidste kommer i morgen torsdag.