Biopolitikkens fødsel

Biopolitik og det medicinske blik: Begreber, som har spøgt hele ugen. Så nu går vi fuld Foucault her på falderebet.

Gennem det meste af sit forfatterskab var den franske idéhistoriker Michel Foucault på forskellige måder optaget af subjektet. Eller som han selv formulerede det i sit indflydelsesrige essay “The Subject and Power” (vores oversættelse): “Mit mål […] har været at skabe en historie om de forskellige måder, hvorpå mennesker i vores kultur bliver gjort til subjekter”.

Foucault forsøgte bl.a. at skabe historien ved at zoome ind på specifikke fænomener: fængsler, seksualitet og, ja, lægevidenskaben. I bogen Naissance de la clinique fra 1963 (på dansk oversat til Klinikkens fødsel) analyserer Foucault sidstnævnte og udvikler i den forbindelse sit begreb om “le regard médical”, altså det medicinske blik. I det ligger, at læger i løbet af 1700- og 1800-tallet, i takt med at den moderne lægevidenskab udvikles, begyndte at betragte kroppen som noget adskilt fra patienten: Dens enkeltdele kunne observeres og studeres, så man bedre kunne forstå sygdommene.

Man begyndte altså – meget groft skitseret – at fokusere på diagnoserne, snarere end på menneskene. Eller som Foucault et sted skriver i vanlig snørklet stil (igen vores oversættelse): “For at lære sandheden om det patologiske faktum, må lægen gøre patienten til en abstraktion.”

Hvor sygdom og pleje tidligere havde hørt hjemmet til, blev patienten nu isoleret og dissekeret i et sterilt, klinisk miljø. Tilbage stod en krop, som kunne gøres til genstand for forskellige magtteknikker. Hvilket leder os behændigt videre til Foucaults måske mest (in)famøse begreb, nemlig biopolitik – som Foucault bl.a. udvikler i det senere flerbindsværk Histoire de la sexualité (på dansk Seksualitetens historie).

Med overgangen fra suveræn til stat gik vi så at sige fra død til liv. Mens den suveræne magt forbeholdt sig retten til at dræbe, fokuserer den moderne statsmagt i stedet på at administrere livet, pointerer Foucault. Biomagt handler kort sagt om at kontrollere og nudge befolkningen, om at kultivere kroppene og forbedre folkesundheden. Det sker både på et overordnet og individuelt plan: Pludselig begynder vi fx alle at løbe som et personligt projekt; vi blender professorens grønne grød i fællesskab og overbeviser os selv om, at det er vores egen beslutning.

Eller som filosof og Foucault-ekspert Anders Fogh Jensen lidt kækt har formuleret det: “At tænke sig et moderne fitnesscenter i en tid uden biopolitik ville være at tænke sig flagelanteri i en målestok, det aldrig er set i historien. Men det er netop i kraft af biopolitikkens inciterende og forbedrende tilskyndelser, at noget sådan kan prætendere at fundere sig på fornuft.”

Men… hvad har det så med hjemmefødsler at gøre?

Kvinder tilsidesat

Som Astrid Plum også har skitseret i vores sommerskole om sladder, var fødsler engang aldeles forbeholdt kvinder. Faktisk blev betegnelsen gossip, en sammentrækning af God og sibb (i betydningen åndelig slægtning), i 1500-tallet brugt om de kvinder, som var til stede og hjalp ved fødslen – noget, de i årtusinder havde gjort som almindelig praksis. Men så begyndte der pludselig at ske noget nyt og opsigtsvækkende. Vi lader Astrid tage den herfra:

“Man har fundet ‘fødselsstole’ dateret helt tilbage til Babylonien, 2.000 år før vores tidsregning, og egyptiske hieroglyffer afbilleder fødende kvinder knælende eller hugsiddende. Men i 1600-tallet dukker der pludselig en ny profession op: den mandlige jordemoder. På sin samtid var han udskammet og hånet, han blev portrætteret i satiriske tegninger som halvt mand-halv kvinde, men langsomt og sikkert vandt han folk over og fandt først sin vej ind i barselsenge hos de mere velstående mødre og sidenhen dronninger (i England). Disse mandlige jordemødre kom med deres ofte hjemmelavede udstyr og uddannelse fra Barber Surgeons Company og kom ind i sidste øjeblik og opererede.”

Hun fortsætter:

“I 1700-tallets Storbritannien hed de mest prominente af disse Peter Chamberlen, enten faderen, sønnen eller broren, hvoraf én af dem, formentlig Peter den Tredje, siges at have opfundet fødselstangen, en metaltang, der kan gribe fat om barnets hoved og hjælpe med at få det ud. I takt med udviklingen og etableringen af den moderne medicin omkring 1800-tallet, som kvinder ikke havde mulighed for hverken at studere eller bidrage til, blev de lige så stille lukket ude.”

Gradvist blev den fødende kvinde altså gjort til subjekt for mænds medicinske magtteknikker; hun blev beordret til at ligge ned, og til at indfinde sig i et anderledes klinisk miljø og tankesæt. Hendes graviditet blev sygeliggjort, og nye instrumenter blev introduceret til at tackle den. Imens blev selve det at fremme og håndtere fødslerne fra statslig side et oplagt biopolitisk projekt: Fødslerne kunne ikke længere bero på ren gossip, men måtte registreres, kvantificeres og – med tiden – bringes ud af hjemmets lukkede rum.

Selvfølgelig er det også lidt ironisk, at jeg som mand skitserer det her. For som Astrid Plum pointerer, har barselssengen dermed været en “kampplads for mænds eksklusion og afvisning af kvinder og deres viden”.

Billigt og rationelt

Gennem ugen har vi set, hvordan hjemmefødsler, sådan som de finder sted i dag, kan være både trygge, sikre og på flere måder fordelagtige. Og som Jes Søgaard, professor emeritus i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, fortæller til Føljeton, tyder meget også på, at de ligefrem er billigere:

“Studier, hvor man rent faktisk fødsel mod fødsel – så at sige – har sammenlignet det, viser ret tydeligt, at hjemmefødsler og jordemoderledede klinikfødsler er billigere end dem på de store afdelinger. Og hovedårsagen er simpelthen, at der for samme type fødsler er færre indgreb hjemme og på jordemoderledede klinikker.”

Søgaard uddyber:

“Hvis du tager studier, hvor du sammenligner omkostninger ved sammenlignelige grupper i det ene og andet regi, så er omkostningerne lavere på hjemmefødsler, og så kommer fritstående klinikker, og så kommer sygehusfødsler”.

Regnestykket er selvsagt komplekst og heller ikke entydigt, understreger sundhedsøkonomen. “Det er lidt afhængigt af, hvilket perspektiv du anlægger på omkostningsanalysen.” Alligevel forstår Søgaard ikke, hvorfor hjemmefødslerne fortsat bliver så stedmoderligt behandlet. For som han også har skrevet i et indlæg hos Videnskab.dk:

“Ved at vælge kontinuert, jordemoderledet svangreomsorg og understøtte et velinformeret valg om fødested kan vi opnå mindst samme sikkerhed for barnet, færre generende indgreb for moderen, bedre fødselsoplevelser og større tilfredshed hos mor og partner. Og vi sparer en masse kroner, som vi i dag spilder på high-tech omsorg og fødsler. Mon ikke også mange af de jordemødre, som i frustration har forladt faget, så vil vende tilbage?”

Der hersker ingen tvivl om, at moderne lægevidenskab drastisk har reduceret fødselsdødeligheden for såvel mor som barn; at man på den neonatale afdeling kan udrette mirakler, med kejsersnit kan afværge katastrofer, og at vi med hospitalsvæsenet har fået en gigantisk gave for vores generelle ve og vel.

Selv det bedste systems antagelser kan dog med tiden risikere at blive til en ideologisk sovepude. Et sted midt i alle besparelserne og dokumentationskravene, diagnoserne og journalgennemgangene kan det måske vise sig, at man helt har glemt de mennesker, det handler om.

Hvorfor tager vi i fitnesscenteret for at træne? Og hvorfor tager vi på hospitalet for at føde?

I sidste ende er selve det at føde (og som partner være med til en fødsel) en dybt personlig begivenhed. En begivenhed man skal indrette lige præcis sådan, som man selv føler er mest rigtig. Har man på forhånd afvist en hjemmefødsel på baggrund af nogle uklare fordomme, eller endda fordi man slet ikke har tænkt den som en mulighed, kan man dog i det mindste overveje den. For hvis betingelserne er rigtige, kan hjemmefødsler både være rationelle, meningsfulde og – ikke mindst – livsbekræftende. /David Dragsted