Interview
“Yemen lever under en belejring, der stort set ligner Gaza”
Den humanitære krise i Yemen er et økonomisk aktiv for USA og Storbritannien, der trækker konflikten i langdrag, siger historiker og mellemøstprofessor Isa Blumi.
Khaled Abdullah/Reuters/Ritzau Scanpix
Udbredt sult, et ødelagt sundhedssystem og millioner af isolerede mennesker, der ikke kan flygte ud af landet, er konsekvenserne af det, der ofte bliver kaldt en uløselig borgerkrig i Yemen. Oven i den alvorlige humanitære krise har landets houthibevægelse – eller Ansar Allah, som er dens officielle navn – i to år skruet op for angrebene på handelsskibe i Det Røde Hav som svar på Israels bomber i Gaza.
Samtidig beskriver Reuters, hvordan Ansar Allah holder befolkningen i et jerngreb ved at tvinge kritikere til tavshed og bruge nødhjælp til at få forældre til at udlevere deres børn til militæret.
Ifølge historiker og professor i mellemøststudier Isa Blumi, der har skrevet bogen Destroying Yemen fra 2018, er den fortælling forkert. Yemens befolkning “lever autonomt og i partnerskab med Ansar Allah”, fordi de ikke er blevet præsenteret for noget gangbart alternativ i det sydlige Yemen, de kan anse som acceptabelt.
“Hvordan styrer og beskytter man ellers effektivt så store territorier under daglige militære angreb? Mens man stadig har 20 millioner mennesker, der samarbejder for at finde alternative måder at brødføde sig selv?”, siger Blumi, der er tilknyttet Stockholms Universitet og beskriver, at Ansar Allahs nyhedsservice Sanaas rapporter viser, at befolkningen nu har haft succes med at skabe et overskud af hvede.
“De dyrker deres egen mad i et omfang, så de ikke behøver at være afhængige af donationer fra omverdenen, som ofte leveres i fornærmende kasser og poser med forældet medicin,” siger Isa Blumi, der beskriver forholdene i det nordlige Yemen som “meget isolerede” uden adgang til hverken medicin, benzin eller mad. Ligesom ødelagte broer og lufthavne betyder, at yemenitterne ikke kan flygte ud af landet.
“Alt er filtreret gennem den maritime embargo, der har været indført siden 2015 mod hele Nordyemen, hvilket har ført til sult og sygdomsudbrud, hvilket har tvunget befolkningen i Nordyemen til at overleve uafhængigt af enhver interaktion med omverdenen, hvilket de overraskende nok har gjort med en vis succes. De lever under en belejring, der stort set ligner det, befolkningen i Gaza har oplevet de sidste 20-25 år.”
“Det er et ulækkert spil, der er blevet spillet mod Yemen. Men de samarbejder for at overleve, og de venter ikke på at stikke hinanden i ryggen. Det er en bemærkelsesværdig historie.”
Intet uden USA og Storbritannien
Blumi henviser til den maritime blokade, der i 2015 blev indført af en saudisk ledet koalition, der har opbakning fra USA og Storbritannien. Siden borgerkrigen brød ud i 2014, har sult været udbredt over hele Yemen. Tallene viser, at 17 millioner – og således næsten halvdelen – af Yemens 40 millioner indbyggere “står over for ‘høj grad af akut fødevareusikkerhed”.
Ifølge Isa Blumi kan den situation ikke alene forklares med, at Ansar Allah holder voldeligt fast i magten, siger han.
“Saudi-Arabien og Emiraterne gør intet uden Washingtons udtrykkelige godkendelse. De har brugt våben, der kun kan vedligeholdes af Storbritannien, USA og private vesterlændinge, der hjælper de her militærstyrker med at fungere. For slet ikke at tale om infrastrukturen til at støtte regeringsfraktioner i det sydlige Yemen. De her ting kunne ikke være sket uden direkte støtte fra Storbritannien og USA, så de kan ikke udelades fra ligningen,” siger han.
“De har været medskyldige siden 1960’erne eller endda tidligere, selvom medierne bruger meget tid på at fremstille en intern patologi, som om Yemen er i borgerkrig, at de har dræbt hinanden i tusinder af år, og hele den her diskurs, der frikender USA’s, Storbritanniens og andre landes rolle.”
Ifølge Isa Blumi – der tidligere har afvist, at Ansar Allah er en del af en iransk modstandsakse, der skal bekæmpe USA og Israel – ville det i princippet ikke kræve meget for yemenitterne at bevæge sig over grænsen og flygte, hvis de kunne.
“Det ville ikke kræve meget for store samfund blot at gå over grænsen. De forstår, at den korruption, der førte til det såkaldte Arabiske Forår, er blevet overtaget af amerikanerne, der indførte Mansour Hadi-regeringen, som tydeligvis har styret Yemen til blot at blive et økonomisk aktiv for Golflandene.”
Køber ikke fortællingen om fred
Ansar Allahs leder Abdul-Malik al-Houthi har for nylig sagt, at bevægelsen vil blive ved med at angribe maritime ruter i Det Røde Hav – der udløste krisen i Det Røde Hav kort efter den 7. oktober 2023 – så længe Israel fortsætter deres “brutale aggression” mod palæstinensere i Gaza. Det har de ikke gjort, på trods af Trumps såkaldte fredsaftale i Egypten.
“I den forrige kortvarige våbenhvile i Gaza lovede Ansar Allah en afslutning på deres tvungne embargo mod skibsfart relateret til handel med Israel. I det øjeblik våbenhvilen blev brudt, fortsatte de den og forfulgte igen den meget principielle politik om at håndhæve, hvad international lov kræver af suveræne enheder, om at tage alle nødvendige midler i brug for at stoppe folkedrab.”
De seneste uger har vist, at aftalen om våbenhvile i Gaza er mindre end skrøbelig. Og hverken Ansar Allah eller befolkningen har grund til at tro, at der skulle blive fred. De demonstrerer stadig for Gaza hver fredag.
“Yemenitterne er på ingen måde distraheret af det teater, der fandt sted i Sharm el-Sheikh. De kender udmærket de parter, der sad der bag Trump. De har oplevet deres hykleri og grusomhed direkte. De køber på ingen måde den her historie om, at der er en overgang mod fred i Gaza,” siger Isa Blumi og fortsætter:
“Hvis noget, ville yemenitterne sige, at Trumps fredsplan er en ny måde at integrere en større koalition af partnere, så Israel kan fortsætte sin mission om at udrense Gazas befolkning. Med Saudi-Arabien, Bahrain, Emiraterne og Pakistan, der på en eller anden måde alle er blevet sat ved samme bord som Trump og Israel, har de ingen grund til at tro, at de skulle være repræsentanter for retfærdighed i regionen.”
“Selv hvis der skulle være en reel våbenhvile i Gaza, ville der stadig være en kritisk etos i Nordyemen, der afspejler deres fortsatte forståelse af deres plads i verden, da man er i konflikt med det, de ser som amerikansk imperialisme. Der er netop den kendsgerning, at de stadig har Emiraterne, Saudi-Arabien og Qatar, der forsøger at skabe betingelser, der fører til Ansar Allahs fald og fortsætter embargoen mod Nordyemen.” /Emma Louise Stenholm