Rohingyaerne venter stadig

I en tid fyldt med dronetrusler, krig og fredsforhandlinger kan en konflikt let forsvinde fra både nyhedsbilledet og bevidstheden. Den forsvindende opmærksomhed betyder ikke, at konflikten er blevet løst. Tværtimod kan det gøre vilkårene for at løse konflikten endnu sværere. Rohingya-folkets situation i hjemlandet Myanmar, og ikke mindst i nabolandet Bangladesh, er sådan en konflikt.

En konference under FN’s generalforsamling skulle bringe verdens øjne tilbage på den muslimske minoritets forværrede situation. “Der er mange andre nye kriser, men Rohingya-problemerne er stadig uløste. Det bliver værre. Så det var godt at bringe opmærksomheden tilbage på rohingyaer, men jeg forventede mere,” siger med-generalsekretær hos Asia Pacific Refugee Rights Network, Hafsar Tameesuddin til Føljeton. Tameesuddin er selv rohingya-flygtning og var til stede under FN-konferencen.

Det hovedsageligt muslimske rohingya-folk stammer primært fra delstaten Rakhine i det vestlige Myanmar. I 1982 blev rohingyaerne gjort statsløse i Myanmar, og løbende konflikter har gjort dem til en af verdens mest forfulgte minoriteter. I 2017 indledte Myanmars militær en målrettet offensiv i Rakhine, hvor tusindvis af rohingyaer blev dræbt, kidnappet og udsat for seksuel vold, imens hundredvis af landsbyer blev brændt. Angrebene førte, til at mindst 740.000 rohingyaer blev fordrevet til nabolandet Bangladesh.

“Situationen virker som et skoleeksempel på etnisk udrensning,” lød det i 2017 fra FN’s daværende højkommissær for menneskerettigheder Zeid Ra’ad al-Hussein om militærets angreb. I 2022 erklærede USA, at forfølgelserne konstituerede et folkedrab, og til januar starter en høring ved Den Internationale Domstol (ICJ), hvor Gambia har anklaget Myanmar for at begå folkedrab. En anklage, som 11 lande – heriblandt Danmark – indtil videre har støttet.

Otte år efter de grusomme angreb befinder over en million statsløse rohingyaer sig nu i hvad der betegnes som verdens største flygtningelejre i Cox’s Bazar-distriktet i Bangladesh. “På grund af manglende finansiering, fordi krisen bliver fuldstændig glemt og lagt til side af det internationale samfund, ser vi, at levevilkårene i lejrene i Bangladesh forværres,” forklarer Regional Advocacy Coordinator for Asien og Europa hos Dansk Flygtningehjælp, Bahia Zrikem til Føljeton.

Manglende rettigheder i Bangladesh gør, at de statsløse rohingya-flygtninge hverken kan forlade lejrene eller tage arbejde, og dermed er de fuldstændigt afhængige af humanitær nødhjælp for forsørgelse. Tidligere i år advarede FN’s World Food Programme (WFP) om en halvering af madrationer i Bangladesh fra 12 til 6 dollars om måneden pr. person, hvis der ikke blev fundet ny finansiering. WFP er hovedsageligt finansieret af frivillige donationer fra verdens lande, og specielt USA’s nedskæringer på nødhjælp har ramt organisationen hårdt. Den mindskede nødhjælp gør situationen for de i forvejen hårdt pressede flygtninge endnu mere usikker og uværdig. “Vi ser en stor stigning i sikkerhedsproblemer med de væbnede grupper i lejrene, og med kvinder og børn, der trues og udsættes for vold dagligt,” fortæller Zrikem.

Under sin tale ved FN-konferencen understregede den midlertidige leder af Bangladesh, Muhammad Yunus, at landet har båret “enorme økonomiske, sociale og miljømæssige omkostninger” ved at huse rohingyaerne, og at det nu var tid til at “udarbejde en praktisk køreplan for sikker og værdig hjemsendelse”. Yunus efterlod indtrykket af, at rohingyaerne efterhånden er uønskede i Bangladesh, fordi byrden er blevet for stor at bære.

Situationen i Myanmar gør dog, at en sikker og værdig hjemsendelse kan have lange udsigter. Ved et statskup i 2021 overtog militæret magten i Myanmar, og i kølvandet på kuppet opstod en borgerkrig, der har raset lige siden. I delstaten Rakhine, hvor hovedparten af rohingyaerne kommer fra, har den lokale Arakan-hær taget kontrollen, men også de udsætter de tilbageværende rohingyaer for bl.a. mishandling, plyndringer og tvangsarbejde. Borgerkrigen og Arakan-hærens overgreb har ført til, at endnu 150.000 rohingyaer er flygtet til Bangladesh de sidste 18 måneder.

“Civile bliver stadig bombarderet hver eneste dag. Der er ingen reel udsigt til våbenhvile lige nu. Hele landet er blevet ødelagt af krigen,” fortæller Bahia Zrikem og fortsætter: “De flygtninge, der befinder sig uden for Myanmar, vil i sidste ende gerne tilbage til deres hjem, men for at gøre det, er vi nødt til at skabe de rette betingelser for, at de kan vende tilbage, og jeg tror ikke, det vil ske lige foreløbig”.

Ifølge Hafsar Tameesuddin kræver hjemsendelse af rohingya-flygtninge også et stort arbejde. Derfor havde hun gerne set, at FN-konferencen var blevet brugt på mere konkrete forslag: “Som sagt havde jeg forventet mere. Inden vi kom til konferencen, burde vi allerede have fået et udkast til en køreplan og fået medlemslandene til at sige ja eller nej og derefter forpligtet sig til bestemte praktiske tiltag.”

De mest konkrete tiltag kom fra USA og Storbritannien, der henholdsvis forpligtede sig til at donere 60 og 36 mio. dollars til rohingya-flygtningene i Bangladesh. Hafsar Tameesuddin påpeger, at donationerne er positive, men at den store elefant i rummet fortsat er, hvordan man sikrer langtidsholdbare løsninger for rohingyaer i flygtningelejrene efter nedskæringerne af nødhjælpen.

FN’s konference gav tiltrængt opmærksomhed til en befolkning, der er blevet overset af resten af verden. Men selv efter konferencen står rohingyaerne i en umulig situation. De sidder fast mellem enten at være uønskede og uden muligheder i Bangladesh eller at vende hjem til borgerkrig og forfølgelser i Myanmar. “Vi har virkelig brug for at finde ordentlige løsninger, og vi har brug for konkrete og øjeblikkelige økonomiske forpligtelser for at forhindre det humanitære system i at kollapse under rohingyaerne,” konkluderer Bahia Zrikem fra Dansk Flygtningehjælp.

En konference uden køreplan og konkrete tiltag kan komme til at blive en forspildt chance med enorme humanitære konsekvenser for det hårdt pressede folk. Som Muhammad Yunus afslutningsvis sagde i sin tale: “Verden kan ikke lade rohingyaerne vente længere.” Desværre tyder alt dog på, at de kommer til at vente lidt endnu. /Oliver Brinkmann