Den værste humanitære krise i verden

Skumringen var skøn den aften i hovedstaden Khartoum i Sudan, den ottende april 2019. Det var, som om himlen vidste, at der foregik noget særligt på jorden. Tusindvis af blitzer lyste mod en samling af kvinder, der omringede en hvid bil. På toppen af bilen stod den dengang 22-årige ingeniørstuderende Alaa Salah iklædt en hvid toub (et traditionelt sudanesisk stykke stof, der vikles omkring kroppen og hovedet), med to store guldøreringe, mens hun sang: “Kuglen dræber ikke. Folkets stilhed dræber. Revolution”.

Salah blev symbolet på Sudans revolution, der startede med gadeprotester i december 2018. Revolutionen væltede præsident Omar al-Bashir, der havde siddet på magten siden 1993. Optimismen var enorm. Men de følgende seks år i Sudan skulle blive præget af konflikt, overgange og kollaps.

Efter at al-Bashir blev væltet fra magten i april 2019, blev der oprettet en koalition mellem civile repræsentanter og militæret, som skulle få sudaneserne trygt gennem en overgangsperiode til et kommende demokratisk valg. Håbet blev dog hurtigt erstattet af anspændelse, da koalitionen ikke kunne enes, og en gammel paramilitær gruppe, udsprunget af frygtelighederne i Darfur i startnullerne, lurede i baggrunden.

Et statskup i 2021 bristede koalitionen. To forskellige militære parter forsøgte nu at tiltvinge sig magten:

Rapid Support Forces (RSF), ledet af general Mohamed Hamdan Dagalo, der bliver beskyldt for at kontrollere landets guldminer, og som støttes af De Forenede Arabiske Emirater.

Og Sudanese Armed Forces (SAF), ledet af general Abdel Fattah al-Burhan og støttet af Egypten og FN.

I april 2023 udviklede situationen sig til en civilkrig mellem de to militærgrupper og deres allierede. Krigen har efterladt millioner af fordrevne mennesker, ødelagt byer, udtømt medicinske forsyninger og forårsaget hungersnød og anklager om folkedrab. FN og flere ngo’er beskriver det som den værste og mest ødelæggende humanitære krise i verden.

Den humanitære krise kan ses på tallene. Omkring 30 mio. – to tredjedele af landets befolkning – har brug for akut humanitær hjælp, herunder mad og medicin.

Lige nu er landet opdelt: Øst og nord er kontrolleret af SAF, der tidligere i år generobrede hovedstaden Khartoum. Imens har RSF betydelig kontrol i særligt det vestlige Sudan, hvor bl.a. Darfur befinder sig.

Ifølge Andreas Fløistrup, pressemedarbejder i FN’s Flygtningeorganisation UNHCR, er situationen mildest talt uoverskuelig: ”Vi er til stede i store dele af Sudan, men i flere dele af Darfur er det for farligt for mine kollegaer at arbejde. 120 humanitære arbejdere på tværs af organisationer og ngo’er har mistet livet. Der er i stigende grad angreb rettet mod humanitære medarbejdere og konvojer.”

Det besværliggjorte nødhjælpsarbejde ses eksempelvis i byen El-Fasher, som i omkring et år har været omringet af RSF, hvorfor det her er “praktisk talt umuligt at flygte ud og komme ind med hjælp.” Fløistrup fortsætter:

“Der har været mangel på mad og vand, så der er rapporter om, at folk er begyndt at spise dyrefoder. Men fordi det har stået på i så lang tid, er selv dyrefoder blevet så dyrt at købe. Samtidig er der angreb på hospitaler, moskéer og flygtningelejre.”

Den ulidelige situation har gjort, at mange sudanesere i dag er fordrevne. Et skøn fra EU peger på, at 11,5 millioner mennesker er internt fordrevne, mens 3,5 millioner mennesker er flygtet til nabolandene, herunder Tchad. Ifølge UNHCR er mere end 12 millioner blevet tvunget på flugt af konflikten. Det kan også ses i nabolandene, forklarer Andreas Fløistrup – ligesom UNHCR’s arbejde i regionen bliver yderligere besværliggjort af, at man ikke får samme økonomiske støtte som tidligere:

”I Tchad, hvor jeg var i september sidste år og i august i år, er det tydeligt at mærke forskellen på desperationen. Der er mange flere, der manglede vand, mad og steder at bo, som vi ikke kan give, fordi vi mangler penge. Det er en klar udvikling, som er direkte afspejlet af, at der er mange lande, der har skåret i støtten. Det gælder ikke kun USA, selvom USA er i front. Det er Frankrig, Storbritannien, Holland, Tyskland og Sverige. Danmark er nærmest det eneste land, der ikke har skåret i udviklingsbistanden og stadig holder FN-niveauet på 0,7 pct. af BNI.”

Fløistrup pointerer, at UNHCR tilbage i sommer udgav en rapport, som viste, at man sammenlignet med sidste år kan hjælpe 13 mio. færre mennesker som følge af de økonomiske nedskæringer. Og at det i praksis kan vise sig at blive værre endnu:

“Specifikt i Sudan har vi lige pt. kun fået dækket 35 pct. af vores samlede støttebehov i år, som er 1,1 mia. dollars. Overordnet set i hele UNHCR regner vi blot med at få 33 pct. af vores budget opfyldt i år, mens vi de sidste 10 år har fået ca. 50 pct. af vores budget opfyldt om året.”

Anti-sort ligegyldighed

Egentlig skulle man tro, at det i gangværende samfundskollaps og den gigantiske humanitære krise ville have øget opmærksomheden om Sudan. Paradoksalt nok har nærmest det modsatte dog vist sig at være tilfældet, pointerer Andreas Fløistrup:

“Man skal blive ved med at snakke om Gaza og Ukraine, men man skal huske, at der er mange steder i verden, der oplever nogle af de samme ting. Mange af de bestialske ting, der sker i Sudan, bliver der slet ikke berettet om. Eller i Tchad, hvor jeg mødte mennesker, der stadig havde kugler i lårene, fordi de var blevet skudt undervejs på deres flugt uden grund. Der er historier om piger og kvinder, der bliver voldtaget, taget til fange, tortureret og brugt som sexslaver. Det er den slags ting, man ikke hører om, men som desværre sker hver eneste dag.”

Det er ikke kun her i den vestlige del af verden, at vi hører minimalt fra Sudan. I den arabisktalende verden – som Sudan hører under – handler ligegyldigheden over for sudaneserne og krigen også om anti-sorthed, argumenterer de sudanesiske studerende og flygtninge Ghaida Hamdun og Omnia Mustafa fx i mediet Africa Is A Country. Der er tale om en udbredt holdning, som systematisk nedtoner de sorte samfunds lidelser, især på det afrikanske kontinent, mener de.

Sudans indviklede historie, der er præget af europæisk kolonialisme og arabiske erobringer, har efterladt et uudsletteligt aftryk og skabt en ubarmhjertig cyklus af marginalisering og vold.

Samtidig er katastrofen i Sudan en historie, der er forholdsvis nem at forudse: Fremtidsudsigterne byder på forværret sult og hungersnød, fordrivelse, kroniske begrænsninger i adgangen til humanitær nødhjælp samt en spillover-effekt til nabolandene. Kort sagt er der al mulig grund til ikke at glemme Sudan – eller Alaa Salahs hvide toub og håbefulde sang om bedre tider. /Meriem-Hadia Charif