Gaza-briefen genoptages i dag efter en kort pause. I mellemtiden har den skrøbelige våbenhvile mellem Israel og Hamas kun med held og udmattelse overlevet sine første uger. Rundt om den brændte jord kører et diplomatisk teater med indstuderet alvor, fordi Washington ser med stigende uro på, at våbenhvilen kan bryde sammen. Det er baggrunden for, at fire af Trumps nærmeste – Vance, Rubio, Kushner og udsendingen Steve Witkoff – har været i Israel i samme uge for at udøve pres på Netanyahu. I israelske medier kaldes det “Bibi-sitting”, en sarkastisk betegnelse for amerikanernes forsøg på at holde premierministeren i snor.
Vicepræsident J.D. Vance optrådte i Israel som Trumps budbringer og fastslog, at USA modsætter sig enhver israelsk anneksion af Vestbredden. Udmeldingen kom som svar på et lovforslag, der skal indføre israelsk lov i de besatte områder, og som fik foreløbig godkendelse i Knesset. Vance kaldte initiativet et “meget dumt politisk stunt” og sagde, at han fandt det fornærmende. Ifølge ham vil Vestbredden ikke blive annekteret – det er Trumps politik.
Forslaget er skrevet til hjemmepublikum og tjener mest som indenrigspolitisk markering. Bezalel Smotrich og Itamar Ben-Gvir stemte for, mens Likud stemte imod. Signalet til Washington var tydeligt, men en fuld israelsk anneksion er næppe realistisk. Ingen regering i Tel Aviv ønsker at gøre millioner af palæstinensere til borgere i et fremtidigt Stor-Israel.
Udenrigsminister Marco Rubio havde kort forinden advaret Israel om, at ethvert skridt i retning af anneksion risikerer at bringe Trumps Gaza-plan til fald, fordi det svækker den arabiske støtte, som planen hviler på. For Trump handler det ikke om fred, men om ejerskab; at den amerikanske plan, når den engang kulminerer, skal bære hans navn.
Ifølge Haaretz forventer USA nu at blive orienteret, før Israel iværksætter nye luftangreb i Gaza. Amerikanske embedsmænd har gjort det klart, at de “ikke længere vil tolerere israelske overraskelser, der kan bringe våbenhvilen i fare”. Israel fortsætter dog mindre angreb og har siden våbenhvilen trådte i kraft dræbt omkring 90 palæstinensere, ifølge Gazas sundhedsmyndigheder. USA kræver ikke stop for disse operationer, men søger at forhindre, at de udvikler sig til en genoptagelse af den fuldskalakrig, der kostede mindst 68.000 liv.
Ifølge flere amerikanske og israelske medier har Trumps svigersøn Jared Kushner fremlagt et forslag, der opdeler Gaza i to zoner: en under israelsk kontrol og en under Hamas. I den israelsk-kontrollerede del, omtrent halvdelen af territoriet, skal genopbygningen begynde straks, mens den anden forbliver under Hamas’ styre, indtil bevægelsen afvæbner sig. Arabiske diplomater advarer om, at planen i praksis vil gøre delingen permanent og åbne døren for nye israelske bosættelser i Gaza.
En arabisk diplomat, citeret af The Times of Israel, siger, at Egypten, Jordan, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater kun vil sende styrker til Gaza, hvis der oprettes et teknokratisk palæstinensisk selvstyre med forbindelse til Ramallah. Israel har på sin side gjort det klart, at ingen fra Selvstyret får foden indenfor.
Trump-regeringen har nu blikket rettet mod Gaza-planens fase to, som handler om kontrollen over Gaza, genopbygning og etableringen af en international stabiliseringsstyrke. Ifølge Rubio overvejer USA at søge et FN-mandat for at give styrken juridisk legitimitet. Lande som Indonesien, Tyrkiet, Egypten, Qatar og Aserbajdsjan er nævnt som mulige deltagere, men flere er tilbageholdende, ikke mindst af frygt for sammenstød med Hamas. Washington har understreget, at ingen amerikanske soldater vil blive udstationeret i Gaza.
Samtidig etablerer amerikanske diplomater et civilt-militært koordinationscenter i Kiryat Gat i det sydlige Israel, som skal fungere som knudepunkt for overvågning af våbenhvilen. Centret bemandes af repræsentanter fra USA, Storbritannien, Canada, Tyskland, Danmark og Jordan. Flagsymbolikken ved Vances pressemøde dér blev ikke overset. På hver side af podiet stod de deltagende landes faner – også Danmarks.
I et interview med Time Magazine beskrev Trump Gaza-aftalen som kulminationen på et “regionalt skifte”, hvor Iran ifølge ham ikke længere udgør en trussel. Han tilskrev ændringen sine angreb på Irans atomprogram, som efter eget udsagn “tog bøllen ud af spillet”. Ingen uafhængige inspektører har bekræftet, at programmet blev ødelagt, og flere amerikanske medier vurderer, at angrebene kun satte det midlertidigt tilbage. Alligevel fastholder Trump, at denne magtdemonstration muliggjorde våbenhvilen – en årsagskæde, der ikke bliver forklaret nærmere. Han forudsagde desuden, at Saudi-Arabien vil tilslutte sig Abraham-aftalerne inden årets udgang, som han kaldte “den største fredsaftale i 3.000 år”, og lod spørgsmålet om de foregående 2.999 stå ubesvaret.
I Bruxelles forsøger EU at skrive sig tilbage i Gaza-processen, efter at være blevet forbigået under de amerikanske forhandlinger. På topmødet torsdag, ellers domineret af krigen i Ukraine, blev Gaza klemt ind mellem dagsordenspunkterne. Flere ledere insisterede på, at Europa må genvinde en rolle i Mellemøsten, hvor unionen i årevis har været den største donor til palæstinenserne og Israels største handelspartner. Ifølge AP overvejer EU nu at genoptage et sanktionsforslag for at presse Israel til at overholde våbenhvilen. Planen, lanceret af Ursula von der Leyen i september, gik i stå, da kampene ebbede ud, men lande som Irland og Holland ønsker at holde truslen i live. Andre, især i Østeuropa, advarer mod at sætte forholdet til Israel på spil.
EU blev enige om at sende humanitær bistand til Gaza, måske ad søvejen fra Cypern, og drøftede at udvide politistøtten på Vestbredden til Gaza som led i Trumps plan. Kommissær Dubravka Šuica fortalte, at unionen søger observatørstatus i det kommende ‘Board of Peace’. Danmark og Tyskland sidder allerede i det amerikansk ledede koordinationscenter i Israel, mens EU’s grænsemission i Rafah er vendt tilbage i en mindre udgave.
I en ny udtalelse slår Den Internationale Domstol (ICJ) fast, at Israel fortsat er besættelsesmagt i Gaza, på Vestbredden og i Østjerusalem, og dermed forpligtet til at sørge for befolkningens basale behov. Retten advarede udtrykkeligt mod at bruge sult som våben. Domstolen afviste Israels påstande om, at FN’s nødhjælpsorgan UNRWA mangler neutralitet, og opfordrede Israel til at samarbejde om at sikre forsyninger til civilbefolkningen. ICJ’s vurdering bygger på rapporter fra Verdensfødevareprogrammet, WHO og OCHA, der dokumenterer, at Gazas befolkning i måneder har været utilstrækkeligt forsynet med mad, vand og medicin.
Kernen i udtalelsen er enkel, men vidtrækkende: En besættelsesmagt kan ikke både nægte at levere forsyninger og samtidig blokere de organisationer, der forsøger at gøre det. Når Israel outsourcer ansvaret for civilforsyning til FN, mister det retten til at hindre deres arbejde.
De juridiske konklusioner får nu politisk eftervirkning. I Oslo meddeler udenrigsminister Espen Barth Eide, at Norge vil fremlægge et resolutionsforslag i FN’s Generalforsamling, som pålægger Israel at efterleve sine forpligtelser og åbne grænserne for nødhjælp. “Norge agter at følge op på ICJ’s afgørelse med en ny resolution,” sagde Eide, “for at sikre den effektive gennemførelse af Israels forpligtelser efter humanitær folkeret.” Flere europæiske diplomater vurderer, at Oslo forsøger at bryde den tavshed, der omgiver kendelsen i mange vestlige hovedstæder. En tysk embedsmand kaldte initiativet “en prøve på, om Europa stadig mener noget med international lov.”
I Gaza mærker befolkningen dog intet til disse bevægelser. To år med bombardementer har efterladt striben som et minefelt af murbrokker og ueksploderet ammunition. Hjælpeorganisationer vurderer, at mindst 53 personer allerede er blevet dræbt af efterladte bomber. Ifølge Humanity & Inclusion vil det tage mellem 20 og 30 år blot at rydde overfladen, mens tunneller og sammenstyrtede kvarterer vil gemme rester i generationer. “Hvis der skal være nogen fremtid i Gaza,” siger organisationens sprængningsekspert Nick Orr, “må der skabes en sikkerhedsramme, der gør det muligt for humanitære aktører at arbejde.”
Ifølge BBC Verify har israelske styrker placeret gule betonmarkører flere hundrede meter dybere inde i Gaza end den grænse, våbenhvilen fastlagde. Satellitbilleder viser, at linjen forskydes med op til en halv kilometer. Juraprofessor Lawrence Hill-Cawthorne fra University of Bristol understreger, at Israels forpligtelser under krigens love ikke ophører, selv når grænsen forskydes. Men BBC har allerede geolokaliseret optagelser, hvor israelske styrker skyder mod civile køretøjer blot 125 meter over linjen.
The Guardian beskriver samtidig, hvordan befolkningen i Gaza lever i akut fødevaremangel. Grøntsager, frugt og kød er næsten forsvundet, og priserne er eksploderet. De fleste spiser én gang i døgnet. Eyad Amawi fra Gaza Relief Committee fortæller, at hans fireårige søn ikke længere kender navnene på frugter. “Stop afbombningen, ja, men stop også hungeren,” siger han.
Ifølge FN kommer der dagligt under 100 lastbiler ind i Gaza – langt fra de 600, der kræves for at dække behovet. WHO kalder situationen “fortsat katastrofal”. Underernærede mødre får børn med permanente skader, advarer FN’s Befolkningsfond.
Samtidig vokser antallet af døde i israelsk varetægt. Ifølge Reuters døde 77 palæstinensere i fængslerne under krigen. Omkring 9.100 sidder stadig fængslet, heraf 3.500 uden dom. Flere beretninger, dokumenteret af +972 Magazine, beskriver systematisk vold, sult og tortur. Nogle fanger blev hængt op med hænderne spredt og fødderne næppe rørende gulvet, frataget søvn, mad og sanseindtryk. En blind mand fortalte, at hans amputerede ben blev brugt til at hænge ham i. En anden sagde, at krigen havde gjort tortur til politik.
Vidnesbyrdene stemmer overens med BBC’s rapporter fra Gaza, hvor læger har undersøgt næsten 200 lig returneret fra Israel, mange nøgne, bundne, med tegn på kvælning og frost. FN’s retsmedicinere kalder situationen “en international retsmedicinsk nødsituation”.
Midt i rækken af ansigtsløse fanger findes én, der stadig bærer vægten af et folk. Marwan Barghouti, 66 år, Fatah-leder, dømt til fem livstidsstraffe for angreb begået under Den Anden Intifada. Han har siddet fængslet siden 2002. Han nægter sig skyldig, og uden for murene kaldes han fortsat den palæstinensiske Mandela. På næsten alle fangelister, Hamas har fremlagt under forhandlingerne, står hans navn øverst, selvom han formelt tilhører oppositionen til Hamas.
I interviewet med Time sagde Trump, at spørgsmålet om Barghoutis løsladelse er “dagens spørgsmål”, og at han “snart vil træffe en beslutning.” Han antydede, at USA kan komme til at opfordre Israel til løsladelse som led i en bredere politisk aftale, men uden at love noget konkret. For Barghouti er stadig en brik, man ikke kan flytte uden at ryste hele brættet.
Ifølge det britiske The Times blev han for nylig slået bevidstløs af otte israelske vagter under en fangeoverførsel. Han lider nu ifølge sin familie af brækkede ribben og søvnløse nætter. Da Israels sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir opsøgte ham i fængslet og sagde: “Du fortjener den elektriske stol,” svarede Barghouti på hebraisk: “Jeg ser, du har fået flere grå hår. Jeg havde ventet mere modenhed.”
For mange palæstinensere er han stadig den eneste, der kan samle det splittede folk. Hans søn Aarab siger til The Times, at “Israels frygt for ham ikke er sikkerhedspolitisk, men politisk. Han repræsenterer den tostatsløsning, de ikke ønsker.” Selv Israels tidligere sikkerhedschef Ami Ayalon kalder ham “den eneste palæstinenser, der kan vælges af begge territoriers befolkninger”, dvs. Gaza og Vestbredden.
Samtidig advarer FN’s kontor for menneskerettigheder i de besatte områder (OHCHR) om, at volden på Vestbredden igen tager til. Netop som høsten skulle begynde, bliver palæstinensiske olivenbønder jaget bort af bevæbnede bosættere i et omfang, der ikke har fortilfælde. Ifølge OHCHR fandt 757 bosætterangreb sted i årets første seks måneder, svarende til en stigning på tretten pct., og i den seneste uge alene yderligere enoghalvfjerds.
Ajith Sunghay, lederen af FN’s kontor i området, siger, at volden sker “med sikkerhedsstyrkernes billigelse, og ofte i deres selskab”. Videooptagelser viser mænd i bosætteruniformer, der sætter ild til marker og huse, mens soldater ser på. Alligevel vender familierne tilbage til deres jord, som om den stadig kunne huske dem. Oliventræerne, siger Sunghay, er “ikke bare en levevej, men et anker for tilhørsforhold og håb.”
FN vurderer, at tabet af de uindhøstede olivenlunde sidste år kostede over ti millioner dollar – en ødelæggelse, der rammer økonomien, men endnu hårdere det, der binder landsbyerne sammen. Sunghay kalder volden “en del af en større strategi for anneksion af hele Vestbredden.”
Sådan ender dagens Gâzâ Brîef. Med et besat folk, der forsøger at høste, hvad der er tilbage i asken, mens verden ser til og tager den lagte røg for fred. Vi samler trådene op igen i morgen. /Poyâ Pâkzâd