Nyhedsanalysen

Brændende demokrati

I september satte nepalesiske Gen Z-grupper gang i en lavine af protester over hele verden. Nu arbejder de på at forvandle momentum til politisk indflydelse.

Navesh Chitrakar/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvis en skovbrand løber løbsk, er den en destruktiv kraft, der truer livet for økosystemer og mennesker. Men hvis en skovbrand er lille og kontrolleret, kan den forynge skoven og være gavnlig for bevarelsen. I Nepal brændte de parlamentet ned og afsatte premierministeren i forbindelse med Gen Z-protesterne i september. Nu håber Generation Z, at branden, de startede i det nepalesiske demokrati, ikke løb for løbsk, og at der ud af parlamentets aske kan vokse et spirende, ungt alternativ til mange års korruption.

“På lang sigt håber jeg, at vi kan vælge rigtig gode ledere. Folk, der oprigtigt bekymrer sig, folk, der er empatiske og har integritet, som er samarbejdsvillige, og som sikrer meningsfuld repræsentation,” siger Aakriti Ghimire, der selv deltog i Gen Z-protesterne, til Føljeton. Hun er grundlægger af organisationen ‘how to desh bikas‘, der bl.a. arbejder på at give unge mennesker de rette værktøjer og informationer til at påvirke regeringen.

Fra fredelig protest til døde demonstranter

Om morgenen den 8. september mødtes en gruppe unge ved Maitighar Mandala-monumentet i det centrale Kathmandu for at demonstrere. 48 timer senere var flere demonstranter blevet dræbt, premierministeren blevet afsat og hundredvis af bygninger sat i brand – heriblandt bygningerne, der huser parlamentet og højesteretten.

Umiddelbart var de unge mødt op for at demonstrere mod et regeringsforbud mod 26 sociale medier, såsom Facebook, Instagram og Discord. I perioden op til forbuddet havde flere magtfulde politikeres børn været i søgelyset på sociale medier for at have lagt billeder op, der fremviste deres rigdom og luksuriøse livsstil – fx med et bjerg af Gucci- og Louis Vuitton-æsker. De såkaldte nepobabies blev et tydeligt symbol på uligheden i et af Sydasiens fattigste lande.

Ifølge Aakriti Ghimire kom folk dog ikke kun på gaden for at demonstrere mod regeringsforbuddet og nepo babies: “Der var meget mere, der førte til den slags bevægelse. Alle, der kom på gaden, havde deres egne personlige klager over systemet og landet. For mig var det politisk korruption, fordi jeg tidligere har arbejdet med regeringen og et parlamentsmedlem. Og for mange mennesker var det vigtigste, hvordan regeringen har været ekskluderende og undertrykkende for flertallet.” Alene i 2025 har nepalesiske politikere og bureaukrater været involveret i over ti korruptionssager.

Adskillige Gen Z-grupper havde organiseret demonstrationen og forsøgt at understrege, at den skulle foregå fredeligt. Den 8. september startede også på den måde. Unge mennesker – mange i skoleuniformer – var mødt op og sang gamle nepalesiske sange. Da demonstrationen bevægede sig mod parlamentet, ændrede stemningen sig. Maskerede mænd på motorcykler og flere, der tydeligvis ikke var en del af den oprindelige demonstration, dukkede op og piskede en mere konfrontatorisk stemning i vejret.

Da demonstranter forsøgte at bryde gennem parlamentets sikkerhedsforanstaltninger, begyndte politiet at bruge tåregas, vandkanoner og pistolskud for at holde menneskemassen tilbage. Konfrontationerne på førstedagen endte med at koste 19 unge demonstranter livet – heriblandt et 12-årigt skolebarn.

“Den dag vi gik på gaden, var kravet anti-korruption, men om aftenen, da vi blev klar over, at så mange børn var blevet dræbt, vidste vi, at anti-korruptionskrav alene ikke ville være nok. Det betød, at premierministeren skulle træde tilbage, og parlamentet skulle opløses. Den slags krav ændrede sig, efter at staten brød den sociale kontrakt,” forklarer Ghimire.

Som en konsekvens af politiets voldelige håndtering eskalerede protesterne dagen efter. I løbet af den 9. september blev hundredvis af bygninger med tilknytning til den politiske elite sat i brand af vrede demonstranter, og det estimeres, at mindst 72 mennesker mistede livet i de to dage, som protesterne stod på.

Ifølge en undersøgelse foretaget af The New York Times var de mange ildspåsættelser, dog ikke udelukkende spontane reaktioner på førstedagens 19 dræbte demonstranter. Undersøgelsen påpeger, at de mange brande har krævet længere tids koordinering, hvilket er i tråd med Gen Z-gruppers beretninger om, at protesterne allerede den første dag blev infiltreret af grupper med voldelige hensigter.

“Vi ønskede reform, ikke en revolution. Jeg ved ikke, hvad der skete, men det hele blev kapret,” fortæller Tanuja Pandey, der var med til at organisere de originale Gen Z-protester, til The New York Times.

Den mulige påvirkning af udefrakommende grupper er en potentiel fare ved protesterne. Fordi bevægelserne er lederløse og uden central styring af en enkelt organisation, bliver muligheden for uønsket indflydelse større. For hvem har ansvaret for at holde styr på protesternes forløb, når ingen rigtig bestemmer?

Når kommunikationen typisk foregår på platforme som Discord, hvor brugerne ofte er anonyme, bliver det ekstra svært at holde styr på hensigterne. Den utilsigtede eskalering fra fredelig demonstration til dødelige protester skyldes i høj grad politiets brutale håndtering af situationen, men blev formentlig ansporet af andre gruppers voldelige indvirkning på Gen Z-bevægelsens protester.

Valgt på Discord

Om eftermiddagen den 9. september tog premierminister K.P. Sharma Oli konsekvensen af protesterne og trådte af. Få dage senere opløste præsident Ram Chandra Poudel parlamentet. Det lille land i Himalaya-bjergene stod nu med et opløst, nedbrændt parlament og uden en premierminister.

De unge gik hurtigt i gang med en afstemning om deres forslag til en ny premierminister – i bedste Generation Z-stil på det sociale medie Discord. Efter flere afstemninger fandt det unge Discord-demokrati frem til den tidligere dommer ved den nepalesiske højesteret, Sushila Karki, som deres kandidat.

Beslutningen om at indsætte den 73-årige Karki som midlertidig premierminister – og dermed den første kvindelige premierminister – blev i sidste ende forhandlet på plads mellem præsidenten, hærchefen og repræsentanter fra Gen Z-bevægelsen. Det er formentlig første gang, en premierminister er blevet delvist valgt gennem en afstemning på Discord.

Umiddelbart kan det virke mærkværdigt, at en ung protestbevægelse vælger en 73-årig som premierminister. Raksha Bam, der repræsenterede Gen Z i forhandlingerne, forklarer valget til Deutsche Welle: “Vi ønskede at se Karki som premierminister i betragtning af hendes integritet, livslange stræben efter retfærdighed og antikorruptionsimage.” Sushila Karki fængslede eksempelvis en siddende minister for korruption i 2012.

Samtidig har en ung bevægelse, der udmærker sig ved at være uden leder, ikke de bedste forudsætninger for at finde en premierministerkandidat på rekordtid.

Med valget af Sushila Karki er Gen Z-bevægelsens opgave nu at konvertere deres momentum til reel politisk indflydelse. En opgave, der har vist sig svær for mange tidligere protestbevægelser – bl.a. under det arabiske forår, hvilket vi ser nærmere på i morgen.

I et politisk landskab med mange interesser og lige så mange grupper – der, som bekendt ikke er bange for at kapre andres  protester – er tretten Gen Z-grupper gået sammen i Gen Z Movement Alliance. “Vi mødte en masse forskellige mennesker med meget højreorienterede ideologier. Folk der pludselig stillede krav om anti-føderalisme, folk der stillede krav om konstitutionelt monarki, så vi indså, at vi ikke kunne samle alle, men vi kunne i det mindste samle folk, som vi er værdimæssigt enige med,” fortæller Aakriti Ghimire. Alliancen skal nu samle bevægelsens kræfter og forsøge at påvirke den midlertidige regering, der sidder indtil nepaleserne skal til valg i marts 2026.

Optimisme for de unge

Ghimire var en del af alliancens etablering, men arbejder nu på en aftale mellem den midlertidige regering og Gen Z gennem sin egen organisation. Hendes organisation var initiativtagere til aftalen, der har til formål at tjene som et borgermandat og dermed give unge mennesker noget konkret at hænge politikerne op på.

“Vi har lavet en fejl, fordi vi ikke underskrev en aftale med det samme, da premierminister Sushila Karki blev taget i ed,” siger Ghimire. Hun kritiserer regeringen for at tage for lang tid i aftaleprocessen og beskriver en infantiliserende kultur i Nepal, som hun frygter kan skabe problemer for de unges muligheder for indflydelse:

“Der er en patriarkalsk struktur, der styrer vores familier, hvor især unge kvinder aldrig bliver hørt. Der er ikke plads til deres stemmer. Så jeg er lidt bange for, at hvis vi ikke er i stand til at ændre denne større politiske kultur og forståelse af magtstrukturer i familier, vil vi så virkelig være i stand til at vælge yngre mennesker?”

At Gen Z i første omgang selv har valgt en 73-årig som premierminister, tegner ikke nødvendigvis godt i det henseende. Alligevel beskriver Ghimire sig selv som radikal optimist. Indtil videre er hun villig til at lade tvivlen komme den midlertidige regering til gode, og så tror hun på de unge: “Jeg er slet ikke i tvivl om de unges evner. Nul. Vi er en generation, der bevidst blev holdt væk fra at engagere sig i politik eller tilegne os politisk viden. Men vi lærer hurtigt. Og jeg synes, vi er yderst kompetente,” siger den unge nepaleser. “Jeg håber, at valget finder sted. Og jeg håber virkelig, at mange yngre mennesker stiller op denne gang.”

Ifølge Aakriti Ghimire har både premierministeren og præsidenten accepteret at underskrive en aftale, og de er lige nu i dialog med premierministerens rådgivere om et endeligt udkast. Ligesom Nepal var forbilledet for mange andre Gen Z-bevægelser, da bølgen af protester rullede i september, så er de nepalesiske unge nu ved at sætte et godt eksempel for, hvordan man efterfølgende får politisk indflydelse. Selvom parlamentsbranden måske løb en smule løbsk, er demokratiet alligevel ved at spire i det lille land med de høje bjerge. /Oliver Brinkmann

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12