Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Så kom valgplakaterne op; vi har alle haft en lille håndfuld dage til at beundre dem, finde vores respektive favoritter, sammenligne kreativitetsniveauet kommunerne imellem. Ligesom vi nok en gang – i det slet skjulte – kan undre os over plakaternes anakronistiske eksistens. For hvad siger det egentlig om vores (endnu) sprællevende demokrati, at et af dets allervigtigste udtryksformer afhænger af et anseeligt papforbrug med dertilhørende plastikstrips, af ansigter, navne og hurtige slogans uden så meget andet politisk fyld? Plakaterne giver navnegenkendelse og minder borgerne om, at der er valg, bevares, men at de potentielt også flytter stemmer, er måske ikke det mest behagelige at tænke på. Forhåbentlig skal der mere til end blot navn, ansigt og listebogstav for at vinde krydser.
Nå, lad nu det ligge. Under alle omstændigheder skal plakaterne have lov til at blive i bybilledet frem mod den 18. november, så længe de ellers er lovligt ophængt. Hvilket politiet allerede er blevet nødt til at minde folk om. Som DR beskriver, har der ifølge politiet hidtil været fire anmeldelser om tyveri af valgplakater og 18 anmeldelser om hærværk af valgplakater, ligesom kandidater i alt fra Holstebro til Herlev har oplevet, at der er blevet pillet ved deres lygtepælskontrafejer. Mest ærlig er måske reaktionen fra Casper Schneidereit fra Guldborgsundlisten, som ifølge public service-mediet har fået knækket 60 plakater:
“Jeg kommer aldrig nogensinde til at sætte én eneste valgplakat op igen. Jeg gider simpelthen ikke det show”.
Står det til politiet, skal showstopperne selvfølgelig fanges, så det fortsat er trygt at deltage i demokratiet og gå pap-amok. Af samme grund har man ifølge rigspolitichef Thorkild Fogde skærpet indsatsen over for trusler, chikane og intimidering i forbindelse med kommunal- og regionvalget. Der vil være en landsdækkende registrering af alle anmeldelser, pilles der ved valgplakaterne kan det i værste fald resultere i fængselsstraf, og så vil man på diverse internetdebatfora kunne støde på Politiets Online Patrulje, som – ifølge en pressemeddelelse – vil “gøre opmærksom på demokratiets spilleregler og forebygge og bekæmpe strafbar chikane og truende adfærd.” Stakkels den strømer, som skal spendere hele sin arbejdsdag på at minde Facebooks mange Lars’er og Lone’r om at holde en pæn tone.
Netop det med tonen kan kommunalpolitikerne så også selv have svært ved. Mest berygtet er måske byrådet i Randers, som i årtier har dannet ramme om mudderkastning og betændte skyttegravsdiskussioner. Men nu skal det altså være slut, mener flere kandidater ifølge DR. Heriblandt SF’s spidskandidat Rosa Lykke Yde, som i sine to hidtidige byrådsperioder har set lidt af hvert:
“Min egen oplevelse er, at hvis man en gang imellem stiller sig op på marken mellem skyttegravene med et hvidt flag, så bliver man skudt på fra alle sider”.
Som en, der selv kommer fra det kronjyske hestemarked, vil undertegnede Føljeton-skribent blot ønske Rosa Lykke Yde og alle de andre byrødder held og lykke.
Der er en grund til, at Randers rimer på rend os.
Om ikke andet kan randrusianerne dog måske hente inspiration fra Rebild Kommune, hvor tonen i byrådet ifølge den tidligere stemmesluger Allan Busk fra Den Sociale Fællesliste simpelthen er blevet for god. Eller også burde Busk overveje at flytte til 8900.
Hvem er yderligtgående?
Nogle politikere åbner sig også bare for mere kritik end andre. Og her må Socialdemokratiets kandidat til overborgmesterposten i København Pernille Rosenkrantz-Theil – som sidste år købte et sommerhus på Møn sammen med statsminister Mette Frederiksen (S) – siges at være højdespringer.
Som man mandag aften kunne læse hos Politiken, er der eksempelvis en iøjnefaldende diskrepans mellem Rosenkrantz-Theils nuværende København, København-valgløfte om at hæve rammebeløbet for byggeri af almene boliger, og så det, hun faktisk gjorde som boligminister i perioden 2022 til 2024, hvor hun gentagne gange blev opfordret af såvel boligorganisationer som København-borgmestre til netop at hæve rammebeløbet: Ingenting.
Som avisen beskriver (betalingsmur), kom Pernille Rosenkrantz-Theil i løbet af sine 20 måneder som boligminister ikke med “et eneste forslag om at hæve rammebeløbet”. Nul, niks, nada. Endnu mærkeligere bliver det af, at overborgmesterkandidaten ikke vil svare på hvorfor. Til Politiken henviser Rosenkrantz-Theil i stedet til en aftaletekst, som ifølge hende skulle vise, hvordan hun faktisk havde sikret sig et bredt politisk flertal til at gøre det. “Men i aftaleteksten står der ikke noget om, at der er politisk flertal for at hæve rammen, eller at regeringen forpligter sig til det, og rammebeløbet er altså stadig ikke hævet den dag i dag”, konstaterer avisens journalister Michael Thykier og Anders Brøndsholm tørt.
Man begynder altså at forstå meningsmålingerne i København, hvori Socialdemokratiet står til at blive omtrent halvt så store som både SF og Enhedslisten, og dermed miste overborgmesterposten for første gang i over 100 år. Desperationen hos Pernille Rosenkrantz-Theil er da også mærkbar. I Altinget beskylder (betalingsmur) hun i hvert fald SF for at tilhøre den yderste venstrefløj, hvilket mildest talt er totalt gakkelak – særligt når man medtænker SF’s ofte skødehundsagtige optræden over for Socialdemokratiet.
Øjensynligt er beskyldningen også en tand for tosset for sommerhusveninden Mette Frederiksen. Ved valgkampens kickstart i weekenden holdt statsministeren sig væk fra København, og til Altinget understreger (betalingsmur) hun, at hun ikke kommer til “at gå ind i diskussioner, der må være i København eller nogen som helst andre byer”. Ligesom hun i modsætning til Pernille Rosenkrantz-Theil ikke vil sige noget negativt om SF:
“Jeg har selv et rigtig godt samarbejde med SF og har haft det gennem rigtig, rigtig mange år, så jeg har ikke intet at udsætte på SF.”
Hov… “ikke intet”? Måske er dobbeltnegativen en slåfejl fra Altingets side, måske er den et lille freudian slip fra Mette Frederiksen selv. Faktum er dog, at Frederiksen i sidste måned, i forbindelse med Socialdemokratiets årsmøde, lige præcis var anderledes ublu om at blande sig i diskussionerne i København og tale dårligt om SF. For som hun dengang udtalte i et skriftligt svar til DR:
“I København lurepasser SF’s spidskandidat og nægter at svare på, om hun vil være overborgmester eller ej. Det synes jeg er noget luskeri over for vælgerne.”
Måske er det alligevel meget godt, at vi sådan kan gå og nærstudere alle valgplakaternes ansigter de næste tre ugers tid. For der skal åbenbart ikke meget til, før politikerne begynder at tage nye masker på, som skal dække over deres mange modsatrettede udtryk. /David Dragsted