Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix
Over den lange, lange liste af ting, verdens åndsforladte milliardær-techbros er i fuld sving med at smadre, kan vi efterhånden også tilføje det, som overhovedet gør livet værd at leve: Musikken.
Vores musikstreamingtjenester bliver i stadig større grad fyldt op med KI-genereret lortemusik. Og det er ligefrem en udvikling, de pengegriske techplatforme og pladeselskaber lystigt slikker sig om munden over. Ikke-menneskelige KI-kunstnere som Xania Monet finder på foruroligende vis vej til Billboard-hitlisterne, mens den adm. direktør for Suno – den måske bedst kendte tjeneste til at generere KI-musik – i ramme alvor har sagt i en podcast, at han tror, “at de fleste mennesker ikke nyder det meste af den tid, de bruger på at lave musik”.
Nu har den danske rettighedsorganisation KODA så fået nok, og sagtsøgt Suno for det, KODA’s juridiske og politiske direktør Nicky Valbjørn Trebbien kalder “historiens største musiktyveri”. KI-tjenesten er nemlig trænet på musik lavet af mennesker af kød og blod, herunder (formodentligt) KODA’s godt 52.000 medlemmer. Og der skal påfaldende lidt til, før Suno direkte planker allerede kendt musik, lyder anklagen.
På et filosofisk plan forstår vi Kodas frustration til fulde. Måske er vi faktisk endnu mere rasende over de dystopiske implikationer, Suno og lignende KI-tjenester vil have – og allerede har nu – for musikken. Det med, at musikken gør livet værd at leve, skal du i øvrigt ikke kun tage vores ord for, men også Friedrich Nietzsches. For som han på berømt vis skriver i Afgudernes ragnarok: “Uden musik ville livet være en fejltagelse.”
Faktisk undersælger det kendte citat næsten, hvor meget Nietzsche elskede musikken. Lige inden skriver han nemlig også det her: “Så lidt der hører til lykke! Tonen fra en sækkepibe.” Og altså, hvis selv en tone fra en sækkepibe kan bringe lykke, befinder man sig da i sandhed et harmonisk sted.
Selv lærte Nietzsche som barn at spille klaver, ligesom han senere også sang i kor og komponerede sin egen musik. Han knuselskede de nogenlunde-samtidige tyske komponister som Ludwig van Beethoven, Robert Schumann og ikke mindst Richard Wagner, som han kendte personligt (og senere ragede uklar med). Musikken var, ifølge Nietzsche, fuldstændig fundamental for både tilværelsen og den menneskelige erfaring. Med toner og melodier kan ting nemlig udtrykkes på en måde, som aldrig vil kunne indfanges med ord. Faktisk mente Nietzsche ligefrem (sådan som lektor emeritus i idéhistorie Ole Morsing fermt opridser i bogen Styrke og svaghed – Nietzsche om mennesket), at musik kan have en radikal indflydelse på samfundet. “Vores tids opgave: at finde en kultur til vores musik”, skriver Nietzsche i et efterladt fragment.
Uden at vi skal gøre det her til en alt for omfattende filosofihistorisk symfoni (nu er det jo bare tænkt som et mellemspil) kan vi måske hurtigt tilføje, at Nietzsches læremester Arthur Schopenhauer gjorde sig mange af de samme tanker. For ham var musik forbundet med vores allerinderste væsen, og dermed særligt ophøjet blandt alle kunstformer. Med ord kan man udtrykke fornuft, mente Schopenhauer, men med musik kan man udtrykke selve lidenskaben og viljens inderste væsen. Eller som Schopenhauer selv skriver i Verden som vilje og forestilling:
“Den ubeskrivelige inderlighed der kendetegner al musik, og som gør at den svæver forbi os som et helt fortroligt og alligvel evigt fjernt paradis, som noget helt igennem forståeligt og dog så uforklarligt, skyldes at musikken gengiver alle vort inderste væsens stemninger, men dog helt løsrevet fra virkeligheden og fjernt fra dennes kvaler”.
Tonedøv udvikling
Godt så. Tilbage til den forbandende KI-musik, som ved sin nødvendige umenneskelighed vel må tænkes som antitesen til alt det, Nietzsche og Schopenhauer besang; som ved sin Frankenstein-agtige tech-eksistens placerer sig meget direkte i denne verden og i sig selv bliver en af dens store kvaler. For om vi vil det eller ej, er KI-musikken allerede langt mere udbredt, end man umiddelbart skulle tro. Ifølge streamingtjenesten Deezer bliver der dagligt uploadet over 30.000 fuldt KI-genererede numre, svarende til 28 pct. af al den musik, som uploades til streamingtjenesten. Førnævnte Xania Monet (som ikke findes i virkeligheden) har godt 1,2 mio. månedlige lyttere på Spotify, alt imens Universal Music Group har indgået et “historisk partnerskab” med Suno-konkurrenten Udio om at levere endnu mere KI-sjaske-muzak til masserne.
Et lidt tilsvarende samarbejde har Spotify indgået med netop Universal Music Group foruden Sony Music Group og Warner Music Group. Hvilket i øvrigt er en af grundene til, at stadig flere kunstnere, herunder Xiu Xiu, Godspeed You! Black Emperor, Massive Attack og King Gizzard & The Lizard Wizard er begyndt at fjerne deres musik fra Spotify – foruden at Spotifys adm. direktør Daniel Ek har investeret et anseligt milliardbeløb i den militære KI-dronevirksomhed Helsing. Og således er en vaskeægte KI-lortering ved at være sluttet, hvor tilsyneladende alle dele af musikindustrien – udover musikerne selv – sagtens kan se perspektiverne i, at det fremover skal være robotterne, som laver det, vi alle sammen lytter til.
Faktisk er der en ret god sandsynlighed for, at vi allerede lytter til lortet. Hvis ikke på Spotify-playlister, så i fx Coops 365-discountsupermarkeder eller i PureGyms fitnesscentre. For som Heartbeats i sidste måned kunne fortælle, er netop de virksomheder begyndt at bruge masseproduceret (og, højst sandsynligt, KI-produceret) licensfri musik for at spare nogle skejsere og auditivt torturere alle tilstedeværende. “Det er som at lytte til Temu-versionen af Dua Lipa hele dagen lang”, siger en stakkels anonym PureGym-medarbejder.
Til Heartbeats forklarer Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen, hvorfor man har valgt at spille licensfri musik i Coop 365-butikkerne. Det opsigtsvækkende er vel, hvor lidt kvaler, han øjensynligt har ved at fremstå tonedøv: “Det vil koste flere millioner kroner at spille KODA-musik. Dertil kommer en meget stor investering i højttalere. Det er ikke noget, vi har planer om at prioritere.” Ikke noget, vi har planer om at prioritere? God, menneskabt musik? Den livslede, der uundgåeligt følger med ethvert besøg i Coop 365, begynder da for alvor at give mening.
Om KODA vil have held med sit søgsmål mod Suno, tør vi ikke rigtigt gisne om. Til DR kommer musiker og KI-ekspert Anders Øland med den meget gode pointe, at særligt popmusik jo benytter sig af “de samme mønstre, de samme intervaller og de samme tonearter”, hvilket gør det til en matematisk nødvendighed, at KI-tjenesterne vil komme til at plagiere – selv hvis de ikke er trænet på den specifikke sang, de lyder til at plagiere.
Og altså, nu vil vi heller ikke lyde som de forskrækkede typer, som korsede sig, dengang trommemaskinen og synthesizeren gjorde sit indtog, eller da sampling begyndte at blive sin egen musikalske disciplin.
I menneskehænder kan KI sikkert godt bruges til at skabe noget, som reelt er værd at lytte til. Men som profitorienteret muzakmaskine, der fylder streamingplaylisterne med indsatsløse harmonier uden modstand, er den voksende KI-musikindustri vitterligt værdiløs. Tilværelsen kan dårligt blive andet end fatalt forringet, hvis vi erstatter dirigentstokken med Suno, Xania Monet og Fanden og hans pumpestok. /David Dragsted