Kinas grønne udvikling

Når vi taler om klimaforandringer, klimaaftaler og klimapolitik, bliver vi nødt til at tale om Kina.

For Kina er verdens absolut største udleder af drivhusgasser. Og Kina er verdens absolut førende inden for grøn energi.

For at forstå dette paradoks, må vi skrue tiden lidt tilbage. Kort og groft fortalt gik det sådan til, at Kina var et fattigt bondesamfund, da Mao kom til magten i 1949. Han forsøgte at industrialisere landet, hvilket ikke gik godt – der kom massiv hungersnød og op mod 40 mio. mennesker døde. Mao selv døde i 1976, og det næste hold af ledere gjorde et nyt forsøg på at industrialisere Kina op gennem 1980’erne og 1990’erne. Denne gang gik det bedre.

Folk flyttede fra landet til byerne, Kina begyndte at producere hele verdens habengut, det krævede energi, og kul var der rigeligt af. Men afbrænding af kul uden filtrering gør luften rigtig dårlig, og der kom massive problemer med luftforurening.

Befolkningen var utilfreds, og der måtte gøres noget. I 2013 kom The Air Pollution Action Plan, den mest indflydelsesrige miljøpolitik i Kina til dato. Der blev lukket kulkraftværker, plantet milliarder af træer, og investeret i solceller og elbiler.

Klip til år 2025, hvor Kina sidder urokkeligt i førersædet hvad angår grøn energi. De er verdens største producent af solpaneler, elektriske biler, vindenergi og vandkraft. De bygger flere atomkraftværker end noget andet land. De har installeret flere vindmøller og solpaneler i 2024 end alle andre lande i verden tilsammen. De dominerer forsyningskæderne og har greb om de mest anvendte kritiske mineraler, som er nødvendige for at lave batterier og solpaneler.

Kineserne har altså tydeligvis haft næse for andet end luftkvaliteten. Det understreger Yao Zhe, global politisk rådgiver hos Greenpeace East Asia i Beijing, over for Føljeton:

“Den økonomiske gevinst har efter min mening været den største motivation for regeringen og virksomheder til at investere i det her felt. Den positive indvirkning fra at reducere drivhusgasudledninger kom senere som incitament til at fortsætte med at støtte de her industrier, særligt for regeringen og beslutningstagerne. Men fra starten kom det fra stræben efter økonomiske muligheder.”

Kina har desuden et særligt incitament til at blive selvforsynende med grøn energi. For Kina er afhængig af at importere fossil energi – i 2022 var 75 pct. af deres olieforbrug og 41 pct. af deres gasforbrug importeret, hvilket gør dem til den største olieimportør i verden. Og det er dyrt.

Kulkapløbet

Men inden vi bliver for forblændede af Kinas grønne førertrøje, skal vi lige huske, at Kina er verdens største udleder af drivhusgasser. De står for omtrent en tredjedel af verdens samlede udledninger, og de har endnu ikke set toppen. Grunden til det er afbrænding af kul. Kul, der som nævnt fyrede op under Kinas industrielle revolution, fyrer den stadig af som primær energi- og varmekilde i landet (nu med filter), og det står for 70,8 pct. af landets samlede CO2-udledning. Over halvdelen af verdens totale forbrug af kul kommer fra Kina.

Selvom dårlig luft og økonomiske muligheder skubbede det grønne energieventyr i gang, er landet stadig dybt afhængig af kul som energikilde. Kina producerer selv omkring 90 pct. af den kul, kineserne forbruger.

I den enorme økonomiske vækst, som man har haft de sidste 40 år, har kul som billig og tilgængelig energikilde været central – og er det fortsat. Hele Kinas elnet er bygget op omkring kul, og en komplet omstilling til vedvarende energityper kræver en enorm transformation.

Hvad der alligevel vækker undren hos mange, er hvorfor Kina fortsat ser ud til at satse på kullet. De bliver nemlig ved med at bygge nye kraftværker. Men der er ikke nødvendigvis grund til panik, forklarer Yao Zhe:

“Kapaciteten vil fortsætte med at vokse de næste tre til fem år, fordi mange projekter allerede er godkendt og under opførelse. Men det betyder ikke nødvendigvis et højere kulforbrug, for værkerne forventes at køre ved en meget lavere kapacitetsudnyttelse. I Kina styres energiforsyningen på provinsniveau, og elhandel på tværs af provinser er stadig kun under udvikling. Nogle provinser har oplevet mangel på elektricitet i de sidste par år, og det er derfor, at de hurtigt godkender nye kulkraftværker,” siger Yao Zhe.

Skabsudviklingsland

Hvis man forestiller sig en skala, der i den ene ende står ‘sort fossilgigant’, og i den anden ende ‘grøn superhelt’, ville Yao Zhe placere Kina længere mod den grønne ende.

“Vi regner med, at energisektorens udledninger snart topper, og at vedvarende energi vil erstatte noget af efterspørgslen fra kul. Samtidig er der flere og flere beviser på, at vedvarende energi og grøn teknologi rent faktisk bringer økonomisk profit og tilbyder en alternativ vej til udvikling. Derfor er folk begyndt at ændre deres opfattelse af omkostningerne ved klimaindsatsen. Det tror jeg vil have betydelige konsekvenser samlet set.”

I 2020 lovede Kina, at deres udledninger ville toppe inden 2030, og at de ville være CO2-neutrale i 2060. Toppen er ikke officielt nået endnu. Dog kunne man tidligere på året se, at Kinas emissioner faldt for første gang på grund af vedvarende energi – dog kun 1 pct. – hvilket fik nogle til at spå om, at Kinas udledningsniveau måske er toppet.

COP30-forhandlingerne i Belém i Brasilien er rundt om hjørnet. Det går ikke helt godt med det diplomatiske spor i international klimapolitik, bl.a. fordi verdens andenstørste udleder, USA, har meldt sig ud af Parisaftalen. Præsident Donald Trump forsøger direkte at spolere klimatiltag og fastholde verden i et fossilt jerngreb, da USA har stor økonomisk interesse i at bibeholde fossilindustrien. Samtidig er EU splittet internt og man har endnu ikke kunnet blive enige om et samlet klimamål, NDC, for 2025.

Så skal vi regne med, at Kina fremover bliver den internationale klimaleder?

På papiret er Kinas klimapolitik ikke synderligt imponerende. I september indsendte Kinas præsident Xi Jinping landets NDC for 2025. Kina vil reducere sine udledninger med 7-10 pct. fra det niveau, hvor de topper, inden 2035. De 7-10 pct. er dog ikke nok til at nå Parisaftalens 1,5-gradersmål –  eller endda 2 grader.

For at nå 1,5-gradersmålet skulle Kinas reduktioner have været på 30 pct. eller mere. Kina har imidlertid tradition for at undersælge sig og alligevel overlevere. Eksempelvis nåede landet at installere 1.200 gigawatts (GW) vind- og solenergi allerede i 2024, seks år tidligere end målsat. Men der er stadig langt fra 7 til 30 pct.

Samtidig har Kina historisk stået mere i baggrunden i de store internationale sammenhænge, da man krampagtigt forsøger at holde fast i statussen som udviklingsland (svært, når man er verdens andenstørste økonomi).

“Jeg tror, at Kinas politiske kultur gør, at landet aldrig åbent vil sige, at det stræber efter en lederrolle. Men i praksis kan Kina alligevel få stor indflydelse på global lovgivning, handel og produktion. Det er formentlig den udvikling, vi vil blive ved med at se – også uden at regeringen officielt erklærer, at den vil lede”‚ spår Yao Zhe.

Måske er Kina altså slet ikke interesseret i at føre sig frem på den globale klimascene. Til gengæld ser kineserne gerne, at verden fortsætter med at købe deres solpaneler, vindmøller og batterier. For heldigvis peger profit og planet i samme retning. /Rosine Ulrich