Kære læser

Borgmester Mamdani

Angelina Katsanis/AFP/Ritzau Scanpix

Det er en dårlig dag at være islamofob. Det er også en dårlig dag at være Pernille Rosenkrantz-Theil. Tænk at være socialdemokratisk overborgmesterkandidat i København – med en fortid på den yderste venstrefløj – og så have stillet sig i position, hvor det ikke længere virker naturligt at gå på sociale medier og ønske New York Citys kommende borgmester til lykke med valgsejren i nat (dansk tid), fordi risikoen for bagslag i kommentarsporene er for stor. Det vender vi tilbage til.

Som ventet vandt Zohran Kwame Mamdani tirsdag kampen om borgmesterposten i New York City. Han vandt stort. På andenpladsen kom Andrew Cuomo, 67, delstaten New Yorks tidligere guvernør, der havde måttet forlade den post i utide i 2021 på grund af en række skandaler, der ikke bare burde have sendt ham til tælling, men helt ud af politik. Men etablissementet greb ham, old boy-netværket stod ham bi, den israelske lobby havde hans ryg, big money var der for ham. Og så plejer det ikke at slå fejl.

Men det gjorde det. Den nu 34-årige Zohran Kwame Mamdani slog allerede Cuomo eftertrykkeligt i demokraternes primærvalg i juni, men Cuomo forstod ikke beskeden, så han stillede op som uafhængig kandidat, overbevist om at vælgerne hellere ville have ham og hans erfaring (trods hans pilfingrethed) end en uprøvet kandidat, der ikke bare “aldrig har haft et rigtigt job”, men også var socialist og muslim og kritisk over for staten Israel.

Så Zohran Mamdani vandt ikke bare over en slidt og træt kandidat fra det demokratiske partis mest blå hjørne; han vandt også over eliten og de store penge. Han viste, at det er muligt, hvis man formår at tænde op under almindelige vælgere med begejstring og letafkodelige, venstrepopulistiske budskaber såsom gratis bybusser, gratis børnepasning og fastfrysning af huslejen i en million lejligheder.

Han vandt også over Republikanernes, Donald Trumps og MAGA-bevægelsens agenda – herunder regeringens halvtotalitære, voldelige fremfærd over for illegale indvandrere. Første gang han dukkede op på mange newyorkeres radar, var i marts i år, da en video med ham i rasende tilstand gik viralt. Det var efter, at den palæstinensiske studenteraktivist Mahmoud Khalil fra Columbia University var blevet anholdt af agenter fra de amerikanske immigrationsmyndigheder, ICE. På videoen sås Mamdani stående i slips og jakkesæt og råbe ad USA’s border czar – grænsechef – Tom Homan. “Do you believe in the First Amendment, Tom Homan!? Hvor mange newyorkere vil du tilbageholde?”

Mamdani virker ikke bange. Opbakningen fra hans parti har virket halvhjertet. Demokraternes leder i Senatet Chuck Schumer har ikke bakket ham op, og partiets leder i Repræsentanternes Hus, Hakeem Jeffries, meldte sig først på banen med sin støtte i denne uge. Nu står Zohran Mamdani til at blive et globalt ikon, som New York Magazine formulerer det, for han har med sin optimistiske, indignerede stil har anvist en vej til at slå igen mod ikke bare tidens højreorientering, men også the establishment og islamofoberne. Når Mamdani bliver svoret ind som borgmester, vil han angiveligt gøre det med Koranen i stedet for Bibelen. Han er jo muslim, så hvorfor ikke.

Ikke fordi hun lader til at have brug for det, men Zohran Mamdanis sejr kan give Line Barfod, Enhedslistens spidskandidat ved det forestående kommunalvalg i København, et boost. De står sådan set det samme sted. Socialdemokratiet i hovedstaden kan til gengæld ikke bruge hans sejr til noget. Det er prisen for at have malet sig op i et hjørne. Det er Mette Frederiksen-effekten. Partiet er blevet islamofobisk og vil hellere se mod højre end mod venstre.

For nogle dage siden forsøgte Socialdemokratiets ordfører for åndelig oprustning Ida Auken at blande sig i det københavnske valg. Det gik ikke så godt for den tidligere SF’er og (kortvarigt) radikaler. Hun skrev på Facebook, at hun “egentlig synes”, at Line Barfod “er både venlig og klog”. Men, fortsatte Auken, “hun skylder i den grad at forklare sig om sin fortid, hvor hun med al tydelighed stod på den forkerte side af histoien i forhold til Sovjet og kommunismen.”

Kommentarfeltet gik amok. Selv John Brædder, Guldborgsundlistens tidligere borgmester i Guldborgsund Kommune, tog afstand fra Aukens opslag. Zenia Stampe fra Radikale Venstre svarede Ida Auken direkte: “Kære Ida. Jeg ved godt, at du prøver at hjælpe Socialdemokratiet i København. Men at løbe med på BT’s højreorienterede hetz er ikke bare under lavmålet, men også et decideret selvmål i København. Det er jo derfor, vælgerne i København flygter fra jer. Jeg troede, I lærte det på den hårde måde ved sidste kommunalvalg. Åbenbart ikke.”

Det er spændende at se, hvad Demokraterne i USA lærer af Zohran Mamdanis sejr. /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12