Belém er (heller ikke) Paris

Klimatopmødet COP30, som i dag skydes i gang i Brasilien (og officielt begynder mandag), har som ventet fået en lige dele pinlig og gruopvækkende optakt. Tirsdag offentliggjorde FN den seneste såkaldte “Emissions Gap Report”, som har fået den passende undertitel “Off target – Continued Collective inaction puts Global Temperature Goal at Risk”. Sort på hvidt viser rapporten nemlig, hvor milevidt vi med FN-medlemslandenes nuværende klimapolitikker stadig er fra at indfri Parisaftalens temperaturmålsætninger: Som tingene står, har vi kurs mod katastrofale 2,8 graders opvarmning.

Problemet er mangesidet, systemisk og komplekst, men kan egentlig også koges ned til en fundamental mangel på nødvendig handling landene imellem. Symptomatisk for, hvor stedmoderligt Parisaftalen er blevet politisk håndteret, siden den tilbage i 2015 blev vedtaget til kollektive klapsalver, har regeringerne været chokerende ringe til at overholde de aftalte klimadeadlines. Hele 95 pct. af landene undlod at indsende deres NDC’er – altså klimahandlingsplaner – da de formelt skulle tidligere i år, hvorfor man har måttet vente spændt på at se, hvordan det grønne regnestykke overhovedet vil gå op. Først i sidste øjeblik, lige inden COP30 kickstartes i Belém, har EU eksempelvis valgt at delagtiggøre omverdenen i sine opdaterede planer. Og det er ikke engang fordi de indgyder noget stort håb for fremtiden.

Efter lange og tunge forhandlinger ledet af klimaminister Lars Aagaard (M) – eftersom det er Danmark, som pt. har EU-formandskabet – blev EU’s klimaministre onsdag enige om en lidt skrabet og vævende NDC, som sætter et delmål om en reduktion af drivhusgasser i 2035 mellem 66,25 og 72,5 pct. Spørger man uafhængige Climate Action Tracker, er det slet ikke nok, hvis man vil overholde Parisaftalen – for så skulle tallet være mindst 77 pct. Bedre ser det måske ud med det delmål for 2040, som EU-landene er blevet enige om at tilføje til unionens klimalov, nemlig en reduktion på 90 pct. i 2040. Dykker man ned i detaljerne, er faldgruberne dog også her åbenlyse. Ikke nok med, at dele af reduktionerne må nås med de kontroversielle klimakreditter, så er der, som Politiken skriver (betalingsmur), også blevet introduceret en såkaldt “revisionsklausul”, som de facto gør klimalovens målsætninger mindre bindende – da det fremover vil blive vurderet løbende, om de alligevel må omskrives som følge af “ny viden”.

Ret skal være ret: Der er sket noget – og unægteligt langt mere, end hvis Parisaftalen ikke var blevet vedtaget. En række FN-rapporter med knastørre titler som “BTR Synthesis Report” og “NDC Synthesis Report” viser trods alt, at mange FN-lande stadig forsøger at implementere aftalen og arbejde håndfast med de nødvendige klimatiltag, hvis temperaturstigningen skal holdes under de maksimalt tilladte to grader celsius. Selvsamme rapporter påpeger dog også, hvordan vi fortsat er langt fra at kunne overholde Parisaftalen i praksis. Dertil kommer, at verden ifølge FN-generalsekretær António Guterres allerede har misset det famøse mål om at holde opvarmningen under 1,5 grader. Mens Donald Trump har trukket USA, verdens største økonomi og næststørste udleder af drivhusgasser, ud af Parisaftalen og nu aktivt modarbejder klimakampen.

Den hårde og stadig varmere virkelighed er, at intet pt. tyder på, at målsætningerne fra Parisaftalen vil kunne blive indfriet i praksis. Verden er blevet grønnere, men også meget sortere siden 2015: Sidste år kunne man i en rapport fra Energy Institute læse, hvordan verdens forbrug af fossile brændstoffer havde sat ny rekord, hvormed der for første gang blev udledt over 40 gigaton drivhusgasser. Altså mere end 40.000.000.000 tons drivhusgas pumpet ud i atmosfæren alene i 2023. Selv efter den historiske klimaaftale udleder vi mere CO2 end nogensinde før i historien. Vi skaber vores egen katastrofe med åbne øjne, mens vores verdensledere synes mindre og mindre interesserede i at gøre noget som helst ved undergangen. Meget symptomatisk har statsminister Mette Frederiksen (S) eksempelvis valgt at blive helt væk fra COP30 for i stedet at fokusere på kommunalvalget herhjemme. Nok en gang trumfer det nære det nødvendige – og så skulle Danmark forestille at være et grønt foregangsland.

Godt det samme, for kan COP30 blive andet end ren staffage? På sin vis spillede det årlige FN-klimatopmøde definitivt fallit, da man i 2023 valgte at holde det i oliemekkaet Dubai, og året efter i tilsvarende olieglade Aserbajdsjan. Og selvom der da er noget anderledes symbolsk ved i år at holde topmødet i Belém midt i Amazon-regnskoven, ser det unægteligt også dumt ud, at man fx har måttet fælde dele af selvsamme regnskov for at bygge en ny vej til topmødet. Klart, der er en masse teknisk nørdede detaljer, som det vil være værd at holde øje med, fx hvor meget der vil blive talt om ‘Locally Led Adaptation’ (LLA), hvordan alle NDC’erne vil lande, og hvad der vil blive gjort ved de forbistrede klimakreditter. Men så igen: Vil det være nok til at genfinde COP-begejstringen?

Parisaftalen var, særligt set i bagklogskabens ulideligt klare klimatopmøde-lys, en unik redningskrans. Men vi har valgt ikke at gribe den. Snarere har vi kastet os nøgent og naivt ud i havet, som gradvist vil koge os levende mens vi plasker rundt i nyttesløse diskussioner om utilstrækkelige delmål, vi alligevel ikke har tænkt os at nå. /David Dragsted