Økotanker

Klimabevægelsens spirituelle rødder

I klimabevægelsen fremspirer et verdenssyn, der forsøger at redefinere grænsen mellem natur og kultur – og dette intellektuelle skifte har rod i åndelige bevægelser. I hvert fald hvis man spørger Tim Rudbøg, lektor i religionsvidenskab på Københavns Universitet.

Helena Blavatsky. Foto: Wikimedia Commons.

I løbet af det seneste år har Cinemateket i København som følge af stor efterspørgsel arrangeret tolv visninger af Donna Haraways dokumentarfilm Storytelling for Earthly Survival. Hendes tænkning bliver ofte brugt i klimakampen, da den italesætter mennesket som blot én af mange arter, som skal lære at sameksistere harmonisk. Haraway repræsenterer altså et skifte, hvor det økologiske og det spirituelle får lov at arbejde hånd i hånd for klimaretfærdighed.

Visningen af Haraways film er del af et større kulturelt skred. Stadig flere insisterer på et verdenssyn, der binder menneskeligheden sammen med ‘Gaia’ og ‘moder jord’.

Tim Rudbøg, lektor i religionsvidenskab på Københavns Universitet, nævner Guggenheims udstilling med Hilma af Klints billeder tilbage i 2019 som et andet oplagt eksempel. Udstillingen blev nemlig den bedst besøgte siden museets åbning. Og netop Klint beskæftiger sig med et holistisk, økologisk verdensbillede, hvor alle arter er spirituelt forbundne.

“Ideen om, at alting hænger sammen, kommer fra åndelige bevægelser og har fundet vej ind i den måde, vi kæmper for klimaet i dag,” uddyber han. Rudbøg forsker i moderne spiritualitet – altså praksisser, der eksisterer uden for institutionelle religioner såsom kirker og moskeer.

“Vi tænker for lidt på det okkultes indflydelse på vores verdenssyn,”  siger Rudbøg. For ham er det tydeligt, at vores tids klimabevægelse trækker på esoteriske ideer. Tanken om økologi og gaier-teorier vandt nemlig frem som svar på industrialiseringens udnyttelse af både arbejdere og naturen. Her blev åndeligheden en forlængelse af kampen for kvinderettigheder og arbejderrettigheder. Hvorfor det altså giver god mening, at nutidens grønne bevægelse også vil være inspireret af spiritualitet.

Oplysningstidens arv

Rudbøgs forskning nuancerer idéen om, at videnskaben dominerer vores verdenssyn. Ifølge ham er spiritualitet og religion nemlig aldrig ægte blevet skubbet ud på sidelinjen som legitime måder at forstå verden på. Også selvom det esoteriske ofte har været udskældt, og er blevet associeret med det barnlige, ukontrollerbare, følelsesladede og endda sataniske af videnskaben og det sekulariserede “Vesten”.

Alle, som ønsker at beholde en form for teknisk eller videnskabelig integritet, har måttet tage afstand fra det okkulte. Hvilket også er en arv fra oplysningstiden, hvor mennesket og naturen blev adskilt, forklarer Rudbøg: “Selvom mennesket blev direkte plantet i naturen som et biologisk væsen, så blev resten af naturen ofte set på mere som en ressource end en levende størrelse man bør behandle med gensidig respekt.”

Kort sagt blev mennesket splittet fra naturen. Men de esoteriske ideer, der så mennesket i forlængelse af naturen, forsvandt aldrig.

Kvindekamp er klimakamp

Spiritualitet og esoterisme har historisk hørt til grupper, der var magtkritiske. De esoteriske bevægelser var ofte ledet af kvinder, som ikke kunne blive præster eller gå på universitetet. I stedet fandt de et kald og en autoritet i de åndelige bevægelser, fortæller Rudbøg.

Han nævner Helena Blavatsky (1831-1891), en russisk adelig kvinde, der på egen hånd rejste ud i verden for at opsøge det okkulte i Indien, Egypten og Nordamerika. Hendes kald og troen på det okkulte gik hånd i hånd med hendes vidnesbyrd om imperiets ødelæggende kræfter. Jo mere hun var vidne til ressourceudvinding og arbejderklassens levekår, desto stærkere blev hendes forståelse af ødelæggelsen af naturen og menneskets relation til sin omverden. I hendes øjne betød moderniteten en afkobling fra verden og en total mangel på etik.

Helena Blavatsky blev medstifter af Det Teosofisk Selskab i New York City i 1875 i en tid, hvor Darwins teori om arternes oprindelse og evolution vandt frem. Blavatsky udvidede det videnskabelige gennembrud og troede på, at mennesket ikke kun udviklede sig biologisk, men også spirituelt. Gennem et højere selv kunne man forbedre samfundet.

“Blavatskys tankegang er i høj grad økologisk. Hun konkluderede, at menneskets forestillinger om, hvad naturen er, har konsekvenser for, hvordan vi opfører os og hvordan vi behandler klimaet,” fortæller Rudbøg.

Klimakampen er en kamp om, hvis verdensbillede, der er mest rigtigt. Lige nu dominerer oplysningstidens teknologiske og økonomiske logik, som hverken tager højde for eller giver plads til andre måder at forstå naturen og menneskets gensidige relation.

“Mere holistiske naturforståelser giver os mulighed for at gentænke menneskets relation til sin omverden,” mener Rudbøg.

For mennesket behøver ikke være herskeren. Og ved at anerkende den økologiske tankegangs rod i det okkulte, kan vi bedre sammenkæde en større kritik af troen på det teknologiske som den frelsende kraft. /Semine Long-Callesen

 

ØKOTANKER er en artikelserie lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Artiklen er baseret på et interview med Tim Rudbøg, CApE HUM fellow i efteråret 2025 og lektor i religionsvidenskab, samt uddannelsesleder og centerleder på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12