Havde ingenting været bedre end lidt?

Efter 23 timer og 56 minutters forhandlinger vedtog EU’s klimaministre natten til onsdag sit klimamål for 2040.

Lige præcis i tide inden COP30, der åbnede torsdag, og i dag mandag for alvor begynder i Bélem i Brasilien. Målet, som Det Europæiske Råd foreslår, er et mål, som det danske formandskab med Lars Aagaard (M) i spidsen fra starten har kaldt ambitiøst: EU skal nedbringe medlemslandenes samlede CO2-udledning med 90 pct. sammenlignet med 1990-niveauet inden 2040.

90 pct. er inden for den ramme, som EU’s uafhængige klimaråd har anbefalet.

På papiret er det en sejr, at det danske formandskab overhovedet er landet på et mål inden COP30, når lande som Polen, Frankrig og Italien i sidste øjeblik krævede undtagelser. Og undtagelser fik de: Blandt klimaeksperter og europaparlamentarikere er der en udbredt skuffelse over resultatet, som de kalder udvandet, fordi det indeholder en række fleksibiliteter.

Mest kritiseret er de såkaldte klimakreditter. Den endelige tekst åbner for, at fem af de 90 pt. kan nedbringes ved, at EU kan betale lande uden for unionen for at reducere udledningen på deres vegne. Stik imod, hvad EU’s uafhængige klimaråd har slået fast: at udledningerne skal ske inden for EU’s grænser. Polen og Italien ville gøre det muligt at udlicitere op til 10 pct. Kommissionen lagde op til tre.

Et andet kritikpunkt er, at 2040-målet baserer sig på teknologier, der i dag slet ikke er udrullet i den skala, der er nødvendig for at nå i mål. Det gælder især CO2-fangst, der i dag kræver så store investeringer, at det eksempelvis i Norge – der er et af de lande, hvor teknologien er bedst udviklet – må finansieres med penge fra olieindustrien.

Derfor har EU valgt at indføre en såkaldt revisionsklausul, der gør det muligt at genforhandle 2040-målet om fem år. Dels af frygt for at teknologierne ikke leverer, og dels af hensyn til EU’s konkurrenceevne samt “udviklingen i energipriserne og deres indvirkning på industrier og husholdninger”.

Antoine Oger, direktør for tænketanken Institute for European Environmental Policy (IEEP) i Bruxelles, er en af dem, der er overrasket over, at Rådet har lagt op til en så omfattende klausul, der gør det muligt at genbesøge – og helt ændre – målet om 90 pct.

“Hver eneste EU-lov indeholder en revisionsklausul, hvilket betyder, at der er mange aspekter, der kan revideres og ændres. Men indtil videre har det overordnede mål været uden for revisionens anvendelsesområde,” siger han til Føljeton.

Ifølge Antoine Oger er det derfor selvmodsigende, at man for at imødegå usikkerheder skaber nye usikkerheder om de investeringer, der er krævet for at nå i mål.

“Hvis dit mål kan flyttes rundt efter dine resultater, så er det slet ikke et mål. Så er det kun en politik,” siger han, og peger på, at investorer har brug for klarhed for at lægge den “enorme” indsats, der skal til for at nedbringe EU’s udledning.

“At sige, at der er et tal, men at det kan ændre sig om nogle år, giver ikke meget troværdighed eller synlighed. Det er heller ikke fordrende for et forretningsmiljø, der skal geares til at nå målet.”

Tvivlsomme klimakreditter

Selvom Rådet har fremlagt sit forslag, er EU’s klimamål ikke endeligt vedtaget. Først skal det forhandles med Europa-Parlamentet, som mandag eftermiddag skal stemme om parlamentets kompromis i klima- og miljøudvalget ENVI, inden det kommer på dagsordenen på torsdagens miniplenar i Bruxelles. Herefter skal en aftale findes i trilogforhandlinger mellem Kommissionen, Ministerrådet og parlamentet.

ENVI’s to danske medlemmer, Stine Bosse fra Moderaterne og Rasmus Nordqvist fra SF, oplyser til Føljeton, at de vil stemme ja til parlamentets kompromis. Rasmus Nordqvist siger, at det er “til trods for de store mangler”, mens Stine Bosse forventer en bred enighed om at støtte Rådets linje, så man ikke er rejst tomhændet til COP30.

“Hovedlinjen er, at vi i parlamentet har forhandlet en position, som ligger tæt på Rådets forslag, som vi også bakker op om, givet den situation, vi er i parlamentarisk, men også i den bredere globale sammenhæng,” siger hun til Føljeton.

De politiske grupper EPP, S&D, Greens og Renew – Moderaterne er en del af sidstnævnte – er nået frem til et fælles kompromis, som i store træk læner sig op ad Rådets tekst. Ifølge Stine Bosse er resultatet “så tæt på Rådet, som man kan komme”.

Der er dog mindre ændringsforslag, idet ENVI blandt andet vil skærpe kravene for kvaliteten af de købte klimakreditter. “Der skal gå meget grueligt galt, hvis kompromiset ikke bliver stemt igennem,” siger Bosse.

“Vi er ret stolte af, at Lars Aagaard fik det landet givet situationen i Rådet, og synes heller ikke, at klimakreditter, under de rette betingelser, er en helt tosset idé, når vi skal til at skrue markant op for vores investeringer i Afrika. Men det er klart, at klimakreditter, fordi vi har travlt på den grønne dagsorden, og har en klimaudfordring, som på ingen måde er løst, er noget, der kunne være lagt ovenpå, hvis det udelukkende var op til os.”

Det faktum, at højrefløjsgruppen EPP også er med i kompromiset, sender ifølge Bosse et signal om, at samarbejdet over midten virker: “EPP har været tvunget til at gå mod os, givet højrefløjens totale afvisning af forslaget. Med aftalen sender vi et tydeligt signal om, at vi arbejder og laver kompromiser over midten, også når det er svært.”

Hos Verdensnaturfonden WWF ser man skeptisk på Rådets forslag om, at fem pct. af EU’s udledning kan reduceres gennem klimakreditter. For det betyder, at EU’s reelle klimamål maksimalt hedder 85, og ikke 90 pct.

“EU’s uafhængige klimaråd har været tydelig om, at resultaterne for de her internationale CO2-kreditter er meget dårlige,” siger Alex Mason, chef for klima og energi, til Føljeton. Klimarådet har analyseret, at kun 16 pct. af de kreditter, der findes på markedet i dag, har medført reelle CO2-reduktioner.

“At stole på billige internationale CO2-kreditter er ganske enkelt snyd og vil formentlig ikke have den ønskede effekt på udledningerne. Det, de kalder fleksibilitet, er efter vores mening dybest set smuthuller,” siger Mason.

“Satser man i stedet på kreditter af høj kvalitet, der rent faktisk reducerer udledningerne, er de dyre. Og så må man spørge sig selv: Er det en god måde at bruge EU-skatteydernes penge at finansiere dekarboniseringsteknologier andre steder i verden i stedet for at investere dem i omstillingen inden for EU, hvor vi kan høste de økonomiske fordele og skabe arbejdspladser for befolkningen herhjemme?”

På samme måde er Antoine Oger fra IEEP bekymret for, at det endnu ikke er defineret, hvordan de op til fem procent i klimakreditter skal udregnes.

“Taler vi om en engangssum i 2040? Eller taler vi om samlede årlige procentdele? Så kan det blive et betydeligt kulstofbudget. Resultatet afhænger i høj grad af de regnemetoder, der bliver anvendt.”

Det bedst mulige formandskab

Linda Kalcher, direktør for tænketanken Strategic Perspectives, mener, at det ville have set dårligt ud for EU, hvis de ikke havde nået til enighed inden COP30. Ikke at have et fælles udgangspunkt kan svække klimaresultaterne på sigt, siger hun. Kalcher er “forsigtigt optimistisk” om det resultat, det danske formandskab fik forhandlet på plads onsdag.

“Målet kunne klart have været stærkere, men vi har stadig et meget solidt grundlag. Det danske formandskab har fået en stor gruppe lande med, hvilket er lige så vigtigt som målet. Hvis du kun havde et smalt flertal, ville du have mødt stor modstand og mere usikkerhed om, hvorvidt medlemslandene faktisk vil implementere det,” siger Kalcher.

I Bruxelles og i visse europæiske hovedstæder har der været en “vis træthed” af at snakke om mål uden at snakke om vejen derhen, mener Kalcher. Den træthed hænger også sammen med, at der inden for få år er valg i blandt andet Italien, Spanien og Polen. Polen har presset på for at få det nye ETS2-kvotesystem udskudt et år.

“Det er godt gået af det danske formandskab,” siger Linda Kalcher. Hun peger på, at det er en svær opgave at skulle navigere et COP, hvor der er modsatrettede forventninger fra alle sider.

“Brasilianerne har ret i, at det er en implementerings-COP. De er med rette bekymrede for, at det i det øjeblik, de lægger noget meget konkret og ambitiøst på bordet, kan provokere reaktioner fra USA. Samtidig, hvis der ikke kommer noget konkret om, hvordan man adresserer hullerne i de nationale klimahandlingsplaner, vil det være en stor skuffelse, især for de små østater og nogle af de mere sårbare lande,” fortsætter hun.

“Det er en usædvanlig COP, fordi det er en implementerings-COP, og vi får måske ikke det ene dokument, vi kan fejre med tre konkrete resultater. Klimatopmødet vil derfor fokusere på resultaterne fra de seneste år, hvor der er sket betydelige fremskridt inden for vedvarende energi. Vi har set mange gode eksempler på klimatilpasning. CO2-udledningen stiger ikke så meget som før Paris-aftalen blev vedtaget.”

Den største opgave for EU på COP30 vil være at demonstrere evnen til at danne alliancer, mener hun.

“Ved afslutningen af sidste års topmøde var der meget friktion og spænding mellem det globale nord og syd. Nu skal vi vise, at vi er her for at samarbejde, og at multilateralismen på klimaområdet stadig virker. Det er et af de vigtigste budskaber, der kan komme ud af den her COP, og som viser, at USA har isoleret sig selv med beslutningen om at trække sig ud af Parisaftalen.”

Hos Antoine Oger er det også holdningen, at det danske formandskab har gjort det så godt, de kunne, med de kort, de er blevet givet.

“Vi var meget heldige at have det danske formandskab på det her tidspunkt. Det er det bedste formandskab, vi kunne have ønsket os. Er det perfekt? Nej. Men set i lyset af de forskellige aktørers holdninger gjorde formandskabet et godt stykke arbejde med at sætte kursen tidligt og være meget klar om sine hensigter.” /Emma Louise Stenholm