Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Da Mette Frederiksen for små to måneder siden valgte at forfremme Rasmus Stoklund fra skatteminister til den vigtige post som udlændinge- og integrationsminister, formulerede partifællen Frederik Vad, som er ordfører på området, en lille hyldest til Stoklund på LinkedIn. “Rasmus ved,” skrev Vad, “at forudsætningen for det socialdemokratiske velfærdssamfund er frihed og tillid. Hvis begge dele skal blomstre kræver det bl.a. en stram udlændingepolitik”. Og derfor skulle Danmark blive ved med at “gå forrest” i Europa – “for alles skyld”.
Derefter fulgte en spøjs bemærkning på en mere personlig note: “Jeg tror de fleste af mine gruppefæller kan bekræfte, at Rasmus er en af de mest empatiske kolleger der findes i dagligdagen. Altid opmærksom på hvordan folk omkring ham har det. Altid tilgængelig for dem der har brug for ham.”
I den socialdemokratiske folketingsgruppe sidder der 51 personer. Nogle kender vi, mens andre stort set ikke gør noget væsen af sig. Trods deres eventuelle politiske ambitioner er deres navne så godt som ukendte for andre end dem, der har stemt på dem i deres valgkreds. At Rasmus Stoklund skulle være en af de personer i denne brogede gruppe af socialdemokrater, som er bedst til ‘at forstå og leve sig ind i andre menneskers følelser og situation’ (Den danske ordbog), er dog alligevel et ganske rystende udsagn. Hvis det er sandt, lover det ikke specielt godt for partiets fremtid.
På årsdagen for Krystalnatten søndag aften havde Stoklund rig lejlighed til at give prøver på sine evner udi empati. Og klokken 19.48, måske efter aftensmaden med familien, går han så til tasterne på Facebook. Han kommer udmærket fra start: “For 87 år siden gav Adolf Hitler ordre til, at der den følgende nat skulle iværksættes aktioner imod jøder og deres forretninger og synagoger over hele Tyskland.” Herefter følger en sætning om ødelæggelsernes omfang og noget om de mange glasskår i de tyske gader, som lagde navn til dagen.
Så langt, så godt. Men allerede her, efter tre punktummer, sker der en kortslutning et sted inde bag ministerens empatisk stirrende blik. “Hadet mod jøder fra ekstreme muslimer, fra den yderste venstrefløj og fra nazister betyder, at danske jøder anno 2025 oplever chikane, hadforbrydelser og utryghed,” skriver han. “For få år siden ville jeg aldrig have troet, at det ville komme dertil i Europa igen. Det må aldrig blive hverdag, og vi må i fællesskab sige fra, hvis vi oplever disse hadefulde angreb.” Efterfulgt af en emoji med den jødiske davidsstjerne.
Ikke engang Krystalnatten er Rasmus Stoklund i stand til at holde fri af sin glødende antipati over for folk, der bekender sig til islam. Han er så optændt af, hvad det end er, han er optændt af, at han ikke er i stand til at se ironien. Had kan ikke bekæmpes med had.
På en måde er Stoklund undskyldt. Allerede da han blev valgt ind i Folketinget i 2019, var rygterne om hans for en socialdemokrat påfaldende højreekstremisme løbet i forvejen. I en bedre verden – eller bare et redeligt Socialdemokrati – ville han være den sidste person i folketingsgruppen, man ville indsætte som udlændinge- og integrationsminister.
Værre var det for så vidt at se hans chef Mette Frederiksen, landets statsminister, blamere sig med sin tale ved synagogen i Krystalgade. Det er ikke så svært: Rammerne og stemningen er der, folk er mødt op for at give plads til et øjebliks fælles eftertænksomhed. Frederiksen benyttede imidlertid lejligheden til at lange ud efter Frie Grønnes lokale valgplakat med påskriften ‘Befri København for zionismen’. “I de her uger ser vi plakater i gadebilledet med budskaber, der i hvert fald for mig vækker minder om en tid, vi troede for længst var forbi,” sagde hun. “Men plakater skal jo skabe håb og vilje til forandringer og politisk retning – plakater skal ikke skabe had, mistænkeliggørelse og utryghed. Og jeg kan ikke udtrykke stærkt nok, hvor udansk, jeg synes, det er.”
Mette Frederiksen skulle nødig tale om at være udansk. De seneste to år er det nærmest blevet en sport for hende at kæde had til jøder sammen med muslimer. Hvad med i stedet at kigge på den yderste danske højrefløj, hvis flamme bliver næret af hendes egen og ligesindedes retorik?
Netop i dag er Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet ude med en ny undersøgelse om danskernes opfattelse af såkaldte ikke-vestlige indvandrere. Den er baseret på data fra 1.812 etniske danskere og viser, at den danske befolkning konsekvent undervurderer, hvor godt ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere klarer sig på områder som beskæftigelse, uddannelse og kriminalitet.
“Det er ikke overraskende, at folk, der er kritiske overfor indvandrere, tror de er værre, end de er,” udtaler lektor Karen N. Breidahl, som er en af de tre forskere bag undersøgelsen. “Men det mest interessante her er, at selv folk med meget viden om indvandring og dem, der er positive, også tror, at det går markant dårligere, end det gør.”
Vi kan måske benytte dagen efter Krystalnatten på at spekulere over, hvor den fejlopfattelse kommer fra. /Oliver Stilling