Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Jo rigere København bliver, desto mere venstreorienteret stemmer borgerne. På tirsdag tegner Danmarks hovedstad til at blive malet rødt, præcis som det skete i New York City i sidste uge. Umiddelbart ligner det et paradoks.
Partierne til venstre for Socialdemokratiet har aldrig stået stærkere i København. Normalt ville man ellers forvente, at de mange nye boligmillionærer blev mere borgerlige i takt med deres voksende formuer. Sådan er det sket i f.eks. Oslo og Stockholm.
Spørgsmålet er, hvad der er på spil i København? Hvorfor stemmer så mange velhavere rødt – som en moderne udgave af kystbanesocialismen? Hvordan skal denne særegne cocktail af rød rigdom dog forklares? Ja, der findes mindst en god, en ond og en grusom forklaring.
Den gode: Moralsk vækkelse
I de røde partiers selvforståelse handler det om, at københavnerne reagerer mod en skævvredet udvikling og kræver, at byen forbliver et fælles rum for både rig og fattig.
Det lyder smukt, ikke? Som en genopstanden kamp for retfærdighed. I den gode forklaring stemmer københavnerne rødt, fordi boligpriserne opleves som det største problem – og fordi venstrefløjen lover de mest vidtgående løsninger.
På papiret går både Enhedslisten og SF til valg på at ville gøre det lettere at bo i byen for såvel unge som ældre med beskedne indtægter. Prisstigningerne på boliger skal dæmpes ved hjælp af forskellige tiltag. I enkelte meningsmålinger står valgforbundet mellem Enhedslisten, SF og Alternativet til at kunne få halvdelen af pladserne i Københavns Borgerrepræsentation.
Forklaringen har noget for sig. Ingen steder er inflationen steget så voldsomt som på ejerboliger i brokvartererne. Ligesom nogle vælgere reagerer på dyrere æg, reagerer andre nu på boligpriserne – for ingen ønsker at bo i rigmandsghettoer eller blive presset ud af byen.
Mekanismen kan siges at være klassisk: De partier, der definerer hovedproblemet, vinder også kampen om løsningerne. Boligpolitik bekymrer vælgerne mest, og derfor sejrer de røde.
For mange københavnere – især i middel- og overklassen – er det blevet en del af selvforståelsen at være ‘progressiv’. At stemme rødt er en måde at bekræfte sin egen oplyste identitet.
Det er politisk mindfulness. Velstanden vaskes med grøn samvittighed og en rød stemmeseddel.
Den onde: Blændet af blålys
Politiske styrkeforhold er altid relative. Folk stemmer sjældent på det, de mener er absolut bedst, men på det, de kan leve med. Mange vælgere stemmer ved udelukkelse – de vælger først, hvem de ikke vil stemme på. Og her falder de borgerlige partier uheldigt ud i København.
Siden Venstres daværende overborgmesterkandidat Søren Pind forsøgte at udfordre socialdemokraten Ritt Bjerregaard ved kommunalvalget i 2008, har ingen af de blå partier i København for alvor satset med højprofilerede toppolitikere med ministererfaring. Heller ikke i år.
Intet tyder på, at hverken Venstre, De Konservative, Liberal Alliance eller De Radikale vil kunne bryde de borgerlige partiers forbandelse i kongens København. Modsat udviklingen i Oslo, hvor Høyres Anne Lindboe lige nu er borgmester, og i Stockholm, hvor bl.a. Moderaternes Anna König Jerlmyr har været borgmester, har de blå partier i Danmarks hovedstad ikke formået at stille med kandidater, der appellerer til storbyvælgerne.
De blå partier taler stadig til forstædernes værdier – villa, Volvo og vovhund – ikke til storbyens hverdag med cykler, børnehaver og byrum. Mens Oslo og Stockholm har fået konservative borgmestre, har København kun fået konservative kaffebarer.
Den onde forklaring på de rødes dominans er således, at de blå partier fortsat er småborgerlige amatørforetagender, ganske enkelt ikke konkurrencedygtige, og derfor bliver streget først ud på vælgernes liste. Og ved et lokalvalg, hvor Socialdemokratiet tilmed stiller med veninden til en upopulær statsminister, i skikkelse af Pernille Rosenkrantz-Theil, er det lidt for let spil for de røde.
Den grusomme: Kamæleon-kapitalisme
Bemærkelsesværdigt nok har hverken SF eller Enhedslisten foreslået noget, der adskiller sig fra det, der allerede står i kommuneplanen. I valgkampens hede er der ingen, der rigtigt har opdaget, at Københavns kommune allerede sidste år vedtog, at der inden 2036 skal opføres “40.000 nye boliger som kan bidrage til at få prisstigninger på boligmarkedet dæmpet med flere små boliger”.
Når SF’s Sisse Marie Welling fører kampagne for lavere lejepriser, og når Enhedslistens Line Barfod kræver, at der bygges 41.000 billige boliger, foreslår de reelt ikke noget nyt, eller blot noget, der anviser en ny retning for København. Da Enhedslistens forslag først gælder fra 2040, er ambitionen reelt lavere end kommunens plan om 40.000 boliger i 2036.
Det er politisk iscenesættelse, ikke reel omfordeling.
Ingen af de røde partier har heller foreslået nogle af de mest effektive greb, som kunne bremse den mest grådige boligspekulation – såsom investorbeskatning, højere bebyggelsesprocenter og progressive ejendomsskatter. Og en snigende mistanke begynder at melde sig, en måske grusom erkendelse.
De rige røde-vælgere går ind for billige boliger – bare ikke lige i deres kvarter. Bag ønsket om “bybevarelse” kan gemme sig et ønske om status quo og stigende kvadratmeterpriser.
Måske har de københavnske boligmillionærer gennemskuet, at SF og Enhedslisten reelt ikke vil ændre noget? I ‘værste’ fald fortsætter de status quo, i ‘bedste’ fald bremser de nybyggeriet – og priserne stiger yderligere.
Gennem de seneste mange år har Enhedslisten været blandt de partier, der mest konsekvent har stemt imod nye almene boliger i København – af forskellige årsager – og kynisk-økonomisk kan venstrefløjens realpolitiske adfærd siges at have gavnet de eksisterende boligejere mest. Jo færre boliger, desto højere priser.
Champagnesocialisterne har haft kronede dage – og intet tyder på, at valget bliver dyrt for dem. Tværtimod: I København er venstrefløjen blevet den mest lukrative investeringsforening. /Lars Trier Mogensen