Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ude foran vinduerne i Føljetons kontor i Københavns middelalderby har man den seneste tid kunnet opleve sensommeren, der blev til efterår, der blev til vinter. Træerne, der sirligt står på række mellem vores kontorbygning og Vor Frue Kirke overfor, har skiftet ham, og det var i denne uge, at de allersidste blade slap deres greb og overlod grenene bare til vinteren, der kommer.
Men det er ikke det eneste drama, der har udspillet sig foran redaktionslokalerne her i efteråret.
“VÆR REALISTISK PLEASE!”, stod der skrevet med kridt på vejen nedenfor i et par uger i oktober, inden regnen gradvist viskede det væk. Budskabet, der var skrevet med så store bogstaver, at det ville kunne læses fra toppen af kirketårnet, fandt plads mellem den geometriske formatering – eller belejring, vil nogen mene – af grønne bænke, der har indtaget hele venstre side af vejen.
Men hvad er det, vi så hastigt skal være realistiske omkring? Hvad er det mon, der har indigneret forfatteren til kridt-imperativet i en sådan grad, at vedkommende med blødende hjerte har valgt at nedfælde dette radikale, endog kryptiske, budskab? Hvilken sag kan for en københavner være så alvorlig, presserende, sindsoprivende?
Det kan selvfølgelig kun være én ting: parkering.
På tirsdag den 18. november er der kommunal- og regionsrådsvalg i Danmark. Det er det valg, hvor de helt nære dagsordener bliver besluttet – hvor mange elever der skal være i din førstefødtes skoleklasse, hvilken mad der serveres på din gamle mors plejehjem, om der fortsat vil være en buslinje mellem dit hjem og ind til byen. Det er her, vi finder ud af, hvad der virkelig betyder noget for befolkningen.
Og her har det så åbenbart vist sig – hvis man spørger politikerne – at det, der virkelig betyder noget, er parkering.
Parkering har i hvert fald været et af de hedeste valgtemaer dette efterår, og det er ikke kun i København. Også i Aarhus, der spås at se ind i et decideret “trafikalt sammenbrud” i 2035, i Aalborg, hvor nye parkeringsbegrænsninger har skabt kaos på villavejene, i Roskilde, i Silkeborg, i Glostrup, i Herning, i Svendborg, i Hillerød og så videre, og så videre.
Måske skal det i virkeligheden tages som et godt tegn. Tingene spiller tilsyneladende på plejehjemmene, i børnehaverne og i skolerne. Det spiller med boligpriserne, i psykiatrien, på sygehusene. Vi er nu helt i toppen af behovspyramiden, vi har blæst taget af selvrealiseringen, så det, der alligevel får os på gaden – det, der får os til tasterne, det, der får os til borgermøder, det, der afgør, hvor vi sætter vores kryds – er… hvor længe vi skal køre rundt og lede efter et sted at holde Skodaen efter arbejde.
Et råb om parkeringshjælp
Det står hen i det uvisse, hvem der var ophavsmanden til bønnen “VÆR REALISTISK PLEASE!”. Men der er ingen tvivl om, at det var et råb om parkeringshjælp. For vejen foran vores kontor – et sted, hvor der før var parkeringsbåse, men som nu huser 12 ‘provokerende’ bænke – er siden blevet til en vaskeægte kampplads for pro-P-bevægelsen.
Berlingske var til stede ved en såkaldt kridtdemonstration samme sted, og det kom der en god reportage ud af. Også Socialdemokratiets overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil, Konservatives ditto Jakob Næsager og Martin Sibast fra Danmarksdemokraterne har efter sigende kigget forbi parkeringskamppladsen.
Demonstrationen var arrangeret af Henrik Busch, tidligere direktør for bl.a. Magasin, nu formand i bevægelsen ‘Ja tak til parkering’. På hans hjemmeside med samme navn kan man på undersiden ‘Parkeringsoplevelser’ finde udtalelser fra udbrændte parkeringsplads-ledende københavnere. Og det er stærke sager. En skriver: “Det er ikke kun bilerne, der er væk – det er tiden med vores børn, som vi mister, fordi vi kører rundt og leder efter parkering.”
Hvis man bor i København, og den udtalelse ræsonnerer med en, kan man jo stemme på et af partierne fra pro-P-aksen, som her i kommunen er Socialdemokratiet, Venstre og Konservative, der alle går til valg på mere parkering. Og hvis parkering ikke står ens hjerte nær, kan man omvendt sætte sit kryds ved team anti-parkering – Antipa, kunne vi kalde dem – som tæller Enhedslisten og Alternativet.
Og så er der selvfølgelig de resterende partier, som enten mener noget midtersøgende, eller som ligefrem synes, at de vil gå til valg på noget helt andet end parkering. Mærkeligt nok. For parkering må da være den højeste prioritet hos vælgerne i København?
Nå, nej, hov, det viser sig, at parkering faktisk er helt nede som nummer 11 på listen over de vigtigste emner for københavnerne.
Ak. Så skulle man måske alligevel have fundet noget andet at gå til valg på. Det er svært at forestille sig, hvad det dog kunne have været. /Rosine Ulrich