Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Danmark har fået et på papiret mere ambitiøst klimamål. Men det er nu heller ikke så ambitiøst, at de grønne røster er stillet tilfredse – måske snarere tværtimod.
I forbindelse med COP30-klimatopmødet i Brasilien har den danske klimaminister Lars Aagaard (M) kunnet annoncere, at regeringen nu vil have reduceret Danmarks CO2-udledninger med 82 pct. i forhold til udledningen i 1990 – hvilket ifølge Aagaard er “det højeste klimamål, jeg kan få øje på, noget land har sat i verden”.
Målet mangler dog stadig at blive forhandlet på plads politisk, og allerede nu undrer partier som Radikale Venstre og Enhedslisten sig over, at der faktisk blot er tale om et par procentpoint, Danmark skal være bedre. Barren kunne godt være blevet sat noget højere, lyder kritikken.