Billedanalyse
Nederlagets ansigt
Socialdemokratiet har fået en historisk lussing af vælgerne – mens presset på statsminister Mette Frederiksen vokser.
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Demokratiets festdag er fyldt med kontraster. Det kan ikke være anderledes. For hvert oprigtigt smil får du også nederlagets grimasse – hvis ikke et tilstræbt blandingsprodukt, som skal dække over det tabte.
Valget er, langt hen ad vejen, et komplekst mimespil, som udføres foran pressen, alt imens der hviskeforhandles om mulige konstitueringer i forsamlingshuskosteskabene. Tilbage står vi med en kollektiv Rorschach-test, hvor vi ud fra ufuldstændige og klatvise lokale oplysninger skal forsøge at udlede de landspolitiske konsekvenser.
Selvfølgelig skal man være påpasselig med at drage konklusioner baseret på et øjebliksbillede. I bedste fald er det en smule unfair, i værste fald tendentiøst og usmageligt. Men prøv alligevel at granske Mette Frederiksens ansigt på billedet ovenfor. Ligner det her en vinder eller taber? Er landets statsminister tilfreds eller skuffet? Og hvad er det, de mange journalister og kameraer vil have ud af hende?
…
2021: Socialdemokratiet får 28,4 pct. af stemmerne på landsplan og 44 borgmestre.
2025: Socialdemokratiet får 23,2 pct. af stemmerne på landsplan og i skrivende stund 26 borgmestre.
Næstved: Borgmesterpost tabt efter over 100 års socialdemokratisk styre.
Gladsaxe: Borgmesterpost tabt efter over 100 års socialdemokratisk styre.
København: Overborgmesterpost tabt efter over 100 års socialdemokratisk styre.
Fredericia: Borgmesterpost tabt efter (næsten) 100 års socialdemokratisk styre.
Frederikshavn: Tilbagegang på 31,3 procentpoint.
Lolland: Tilbagegang på 20,6 procentpoint.
Køge: Socialdemokratiets næstformand, Marie Stærke, må meget opsigtsvækkende afgive borgmesterkæderne. “Det er i hele Danmark, at Socialdemokratiet bløder, og det har været et hårdt valg for Socialdemokratiet”, siger hun.
Fredericia: Tabt.
Furesø: Tabt.
Frederikssund: Tabt.
Holstebro: Tabt.
Randers: Tabt.
Region Midtjylland: Tabt.
Landsplan: Tilbagegang på over 10 procentpoint i mere end 20 kommuner.
Landsplan: Tilbagegang i 87 ud af 98 kommuner.
Landsplan: Som kontrast til valget i 2021 er det ikke længere kun i de store byer, at der takkes kontant nej til socialdemokraterne i stemmeboksen. Også på landet og i stationsbyerne – alle de steder, hvor partiet taktisk har forsøgt at positionere sig med sin tilstræbte provinspopulisme – er der tydelig tilbagegang. Pludselig tabes der både på gyngerne og karrusellerne, hvilket vidner om en klar politisk fejlkalkulering. Rorschach-testen siger, at nogen nu må tage ansvar.
…
Zoom ind på Mette Frederiksens forsøgsvise smil, og fortæl hvad du ser. Forhold dig til mimikken, og betragt så Anders G. Christensen, Venstres nye regionsrådsformand i Region Midtjylland. Bemærk kontrasten. Hvad var forventningen – og hvad er slutresultatet?
“Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende”, har Mette Frederiksen sagt. “Det er i sidste ende mit ansvar som formand.”
Imens afviser Venstres formand Troels Lund-Poulsen, at han vil springe ud som statsministerkandidat.
Socialdemokratiet har (måske) tabt som følge af Mette Frederiksens politiske indsats.
Venstre har (måske) sejret på trods af Troels Lund-Poulsens fedtspilleri.
Og som var de iført teatermasker, er det allerede forudbestemt, hvilke roller de nu må udfylde.
…
Ser vi på partierne, har valget mange oplagte sejrherrer: Konservative har fået flere borgmesterkæder end forventet. SF har nydt godt af Socialdemokratiets nedsmeltning. Danmarksdemokraterne har bidt sig fast flere steder i Jylland på bekostning af Venstre. Og Venstre står på paradoksal vis tilbage som det største parti målt på antallet af borgmestre – trods en tilbagegang i stemmeprocenter.
Med en stadig højere blå sirenesang bliver Venstre og Troels Lund Poulsen nu atter lokket af blokpolitikkens gamle logikker. Som mandatkabalerne i mange kommuner har tydeliggjort, vil Venstre under en fælles borgerlig front nemmere kunne gribe ud efter magten, end det aktuelt er muligt med den midterpolitiske SVM-spændetrøje.
Udadtil må Troels Lund Poulsen stå pænt ved det kuldsejlede midterprojekt. Han må undlade at blive revet med af stemningen og direkte udfordre Mette Frederiksen. Men under masken gemmer der sig nok en jubel over, at Venstre så tydeligt har fået udpeget en mulig vej ud af regeringssamarbejdet – en vej, som Socialdemokratiet ikke kan følge, fanget som partiet er i en hastigt voksende vælgerforagt.
Måske er det også den indsigt, som kan spores i Mette Frederiksens anstrengte ansigtsfolder. /David Dragsted